Engang i 90'erne lånte jeg min fars smarte lille båndoptager og optog mig selv skide: en underlig lille knirkelyd efterfulgt af et plump. Jeg gav min lillebror øretelefoner på og spillede det for ham (og da jeg havde forklaret for ham, hvad det var, sagde han): – Du ved godt, du kan miste venner på det her, ikke?
Okay, tjek det her ud: Jeg gik og fløjtede It's Only a Paper Moon, da jeg åbnede for radioen, og den sang var på! Det er et mirakel (i får mig ikke til at sige synkronicitet, men alligevel).
Det var på WFMU selvfølgelig, hvor ellers? Ikke bare har jeg oplevet, at den radiostation lyder som mig, nu har jeg altså også oplevet, at den læser mine tanker (godt man ikke er paranoid-skizofren, hoho, og ikke kun derfor).
De har lige holdt en flere uger lang fundraising-marathon, der heldigvis er omme nu. Jeg var så tæt på at donere $20 – se dét ville have været et mirakel – om ikke andet så for at jeg kunne skrive, at jeg havde gjort det, her. Nu vil jeg undlade at give til Japan i stedet for. De har masser af penge, jeg vil hellere støtte min lokale boghandler.
FAKTABOKS: WFMU havde over 1.000 afspilninger i iTunes på min gamle computer. Nu er jeg oppe på 28 på den nye. Jeg ville høre noget andet, men de spiller hele tiden noget, jeg godt kan lide. Lad mig give et par eksempler:
Dinosaur L: In the Corn Belt. Klassiker!
Friends Forever: Where the Streets Have No Name. Episk cover.
PS Det gode er – selvom de her spillede noget gammelkendt – at jeg hører en masse ny musik. Jeg har aldrig hørt så meget ny musik. Min underbo hører Danmarks Radio – jeg kender hver eneste åndssvage sang, de spiller. Det er helvedes pinsler.
BONUS! Her ville jeg have indlejret en optagelse fra Danmarks Radio, hvor Dan Turell synger sin egen undersættelse af Paper Moon – "Det er blot en Arnoldi-sol / på en nedsat i IKEA-reol" – men jeg kunne ikke finde den, og jeg gider ikke den kræftsvækkede svagstrømsudgave med Halfdan E. I mellemtiden kan man gense denne gyldne klassiker om jammerlyrik:
*** Jeg tog tidligere hjem, end jeg egentlig havde lyst til, for at være sammen med familien, og så sidder de og ser dansk film (Michael Carøe synger), så jeg ikke gider være i stuen alligevel. Nu steger jeg mig et par sild.
Herover: Fisk og Frier fyldt med billeder af piger der poserer med fisk. Se selv efter. Der er noget for enhver smag. T.h.: Michael Carøe, "Supercrooner ... Danmarks svar på old 'Blue Eyes' Frank Sinatra. Elegant & meget professionel". Book ham i dag. ***
Jeg havde nogen forskellige venner med hjem. Vi røg noget pot, og jeg satte et bånd på med Lars Hugs Kysser himlen farvel (en nostalgisk tripper for mig fjernt fra fædrelandet derhjemme – historien foregår i New York).
– Nå, nu skal vi også til at gå, sagde alle folk og udvandrede en masse. Det var nedtrykkende. Her troede jeg lige vi skulle til at hygge os. Vi var ikke halvvejs gennem side 1.
Note 1: Jeg skyder skylden på Lars Hug.
Note 2: Jeg skulle have fulgt mit første instinkt fra da pladen kom frem: Hvad er det for noget med mågerne og stranden?
Billede t.v.: Lars Hug. Han ligner Michael Moore.
Billede t.h.: Maleri af Lars Hug med kunstkritisk kommentar.Hvorfor skal popstjerner altid tro, de kan male? Det er uartigt.
I går ved spisetid skriblede jeg dette i min lommebog:
Min familie går mig på nerverne. Min kone der umyndiggør mig og slår mig i hartkorn med børnene. Og mine børn jeg skal diskutere med dagen lang, hvis de ikke får lov til at se fjernsyn og spille PlayStation og computer, når det passer dem. Lige nu er jeg tvangsindlagt til de samme fem stemmer, der skingrer og hviner døgnet rundt på Cartoon Network som baggrundsstøj til det danske familieliv. Kan man ikke give dem et statslegat, så de har råd til at betale for en ordentlig oversættelse? Det er ligesom at skulle lytte til The Voice. Det er lydtortur. Mit hjem er som Guantanamo.
Another SERE technique that has apparently surfaced at Guantánamo is the use of “noise stress.” The SERE affiliate told me that trainees often think that the interrogation portion of the program will be the most gruelling, but in fact for many trainees the worst moment is when they are made to listen to taped loops of cacophonous sounds. One of the most stress-inducing tapes is a recording of babies crying inconsolably. Another is a Yoko Ono album. (Mine fremhævninger – red.)
En af de få gange, jeg har spillet Lou Reeds Metal Machine Music, var da jeg passede min kærestes kat, mens hun var på Roskilde Festival.*) Det var altid en meget sur kat, der ikke ville have noget med mig at gøre. Men da jeg spillede MMM, hoppede den op på skødet af mig og spandt. Det var aldrig sket før, og det skete aldrig igen.
*) Jeg havde nogle venner over, og vi sad og røg tjald.
En bid af Lou Reeds feedbackklassiker kan høres her.
MANDEJAMMER er tidligere kendt som GUDS TALERØR og FOLKETS RØST, hvilket i længden var for lamt, selv for mig, især fordi jeg hverken er religiøs eller specielt folkelig.
Gift og har børn.
Professionel klynkekunstner.
Under dække af et alias mener jeg at kunne skrive, hvad det passer mig. Meget af tiden er jeg bange for, jeg er ved at gå ud af mit gode skind.
Blogprisen 2007: Bloggen her løb med en BOBLER! Yaay! Året efter blev der ikke uddelt nogen Blogpris, så hey. Sidste år ved jeg ikke, hvad der skete. Det er sguda ikke meget at bryste sig af. Og nu er der gået et år til. Og et til. Jamen herregud da.
Jeg tog tidligere hjem, end jeg egentlig havde lyst til, for at være sammen med familien, og så sidder de og ser dansk film (Michael Carøe synger), så jeg ikke gider være i stuen alligevel. Nu steger jeg mig et par sild.
Jeg havde nogen forskellige venner med hjem. Vi røg noget pot, og jeg satte et bånd på med Lars Hugs Kysser himlen farvel (en nostalgisk tripper for mig fjernt fra fædrelandet derhjemme – historien foregår i New York).
Min familie går mig på nerverne. Min kone der umyndiggør mig og slår mig i hartkorn med børnene. Og mine børn jeg skal diskutere med dagen lang, hvis de ikke får lov til at se fjernsyn og spille PlayStation og computer, når det passer dem. Lige nu er jeg tvangsindlagt til de samme fem stemmer, der skingrer og hviner døgnet rundt på Cartoon Network som baggrundsstøj til det danske familieliv. Kan man ikke give dem et statslegat, så de har råd til at betale for en ordentlig oversættelse? Det er ligesom at skulle lytte til The Voice. Det er lydtortur. Mit hjem er som Guantanamo.
En af de få gange, jeg har spillet Lou Reeds Metal Machine Music, var da jeg passede min kærestes kat, mens hun var på Roskilde Festival.*) Det var altid en meget sur kat, der ikke ville have noget med mig at gøre. Men da jeg spillede MMM, hoppede den op på skødet af mig og spandt.
