Op mod gud

Da jeg var lille, forbandede jeg gud.
– Fuck dig, gud, råbte jeg op mod regnen, eller hvad man sagde dengang: – Pisselortegud! Rend mig i røven! Pikantilopegud!

Det er derfor mit liv er sådan noget lort i dag. Hvis jeg bare havde sagt ja til livet, til troen på alt godt, kunne jeg have spredt mine smukke vinger (i stedet for lort) og løftet mine arm i bøn til Vorherre, himlens konge, og hans søn. I stedet forbandede jeg alt,
og så må det jo gå galt.
Luk øjnene og bed
til, det ikke bliver sådan ved.

– Gud her, hvad er problemet?
– Er det virkelig dig, min herre og skaber?
– I egen høje person. Spyt ud.
– Øh…
– Hvis der er noget, du vil, så er det nu.
– Jeg hader mit liv.

Og så blev alt tavst og røret lagt på, for gud har for travlt
til at høre på snavs.

Jeg har vist desværre gjort det til en livsstil at klage, og det ej gud behage.

Skyder man bolden ind i guds have, får man den aldrig tilbage.



Jeg har sparket bolden ind i guds have, og nu tør jeg ikke gå ind og hente den.

Pil ned

Who the fuck cares om noget af det lort, jeg har at sige? Ikke mig i hvert fald. Jeg har bare lyst til et skud hagl i hovedet. Hvad rager min usle blog nogen? Fuck mig i øjet, den er gal. Jeg er så latterlig. Jeg har intet, og jeg gør kun alting værre.

Den udstødte

Folk viger bort fra mig, når jeg ikke længere er den muntre klovn.

Afgået

***
Oh gud, mit ægteskab er fuldstændig forstenet. Der er ikke en gnist tilbage. Jeg har masser af lyst, okay?, men jeg kan ikke blive ved med at ligge og skøjte rundt oven på hende, uden at vide hvad der sker. Jeg kan ikke tale om det. Det er pinligt.

Min nye taktik med ikke at gøre noget for det hjælper ikke, men jeg vil se, hvor lang tid, der går, før hun gør noget. Det er lang tid. Lang, lang tid. Jeg tror virkelig ikke, hun bryder sig om mig. Der er ikke noget, der tyder på det modsatte. Jeg har ondt i hele kroppen. Alting er galt. Jeg har ondt i hovedet, i øjnene, min hjerne værker.

Tænk, at det virkelig skulle lykkes mig at ende uden glæder i livet. Jeg er begyndt at spise chokolade og gå til bageren, det lidt det hjælper.

Den er helt gal. Jeg kan ikke se en ende på det andet end døden. Jeg trænger til at være sammen med en, der har lyst til at være sammen med mig.
***

Åh gud! Hvad nu?

***
Jeg er grædefærdig. Jeg har spildt min dag igen. Intet har jeg fået ud af den. Jeg laver det her fucking job, jeg ikke kunne sige nej til, fordi det er fra min største kunde, der tangerer det kedeligste, jeg nogensinde har lavet. Jeg når intet andet, og det, jeg gør, fejler. Så vil jeg lave det, så vil jeg lave det, så vil jeg lave det, men intet af det bliver til noget. Jeg sidder bare passivt og ser til, mens mit liv og mine drømme smuldrer omkring mig, og alting hober sig op som monument over min almindelige handlingslammelse, min manglende beslutningskraft, min frygt for at slippe noget som helst.

Hvad lever jeg for? Lidt lørdagssex, en video? Mine børn, mit ægteskab, der styrer mit humør? Hvad er der ellers?

Jeg købte en fucking cykel i sommer, og den er allerede ved at gå i stykker. En ting til jeg ikke gider tænke på eller gøre noget ved. Jeg cyklede hjem i dag efter min kiksede dag med bulnende øjne af indestængte tårer og styrede direkte ud på lokummet.

Jeg kan ikke se nogen i øjnene. Jeg har så dårlig samvittighed over de ting, jeg ikke får gjort. Den mindste telefonopringning får jeg ikke lavet. Det er ad helvede til. Og så alt det andet lort, man skal i julemåneden. Jeg skulle have lukket denne blog, da jeg havde chancen. Intet nytter. Det hele betyder ingenting. Jeg har intet.
***

Jeg har lyst til at græde over min egen uduelighed

***
Jeg kan ikke se på det maleri, jeg har lavet i dag, det er så dårligt.

Jeg er en fiasko.


***

Spildt liv

Det er nyttesløst. Hvad skal det gøre godt for? Intet jeg gør har nogen betydning. Mine blegnende knogler kunne udrette mere, end jeg gør nu. Hak mit kød og fodr mig til de fattige, så jeg kan gøre lidt nytte.
Jeg er færdig.

Så galt er det

Min orlov er omme, så nu har jeg spildt tiden med at gå til frisøren og shoppe og udskyde beslutninger og nødvendige handlinger. Alt, hvad jeg har sat mig for, fordufter, nu jeg reelt skal gøre noget ved det. Jeg sidder igen spærret inde i min nietzscheanske labyrint og jagter mig egen hale og farer sammen ved synet af min egen skygge. Alt det, jeg føler jeg bør, presser sig på, men jeg er som sædvanlig komplet handlingslammet – om end værre end nogensinde før! Jo mere jeg skuffer mig selv, desto mere sidder jeg fast i mit selvvalgte morads. Jeg kan ikke engang svælge mig i pløret som et sandt svin.

Jeg har taget mig en tre-firedobbelt espresso, nu prøver jeg med en til.

Hvordan er jeg blevet sådan et gammelt røvhul?

Alt det sjove er tyve år siden.
Tilbage er kun den bitre ironi.
Hvor er mit liv blevet af?

Det eneste jeg har at se frem til er en galoperende midtvejskrise.



Til almen orientering: Billedet her er fra Schippers & van den Boogaard: Van Oekels oplevelser 1 - Værre end fanden selv, Runepress 1982. Læs den! Hvis du allerede har læst den, så læs den igen.

Den glade juletid, som jeg hader

Juleaften, da vi var ved at skulle ud af døren, kommer min kone ind i stuen med det perlehalsbånd, jeg gav hende i fødselsdagsgave, og siger: "Jeg kan ikke lukke det. Jeg tror det er gået i stykker."
"Du har vel ødelagt det i en brandert", siger jeg.
"Eller også er fordi det er noget LORT", siger hun. (Det er ikke noget lort. Det var skidedyrt.)
Og så skændtes vi og børnene skreg og græd.
Skænderiet holdt i ca. tre dage, mens fjendligheden ulmede.

Og det var ikke det værste.
Hvorfor føles det som om hele min famile (og her mener jeg ikke min nærmeste familie, den jeg selv har valgt, min kone og mine børn, som jeg faktisk godt kan lide, men alle de andre, den pukkelryggede) er ude på at drive mig til vanvid? Jeg ved det heller ikke, men det lykkedes.
Kan man bare melde sig ud af familien? Hvad er reglerne for det?

Hvert år bliver jeg ti år ældre af julen.
Hvert år sværger jeg ikke mere at gå om træet og synge religiøse sange. Næste år melder jeg mig ud og surmuler fra sidelinien.

Det bedste ved juleaften var at gå udenfor og der ikke var nogen mennesker (kun en enkelt bande indvandrerunge).

At rime "al vor nød" med "frelser fød" er at mishandle det danske sprog.

Julen er ikke børnenes fest. Man giver dem gaver, men ellers bliver de generelt ignoreret mere end normalt. Det er ikke nok at synge "Højt fra træets grønne top". Lad mig hermed fastslå: Den sang siger ikke moderne børn noget. Jeg har meget stærke meninger om disse emner.

Jeg hader julen mest af alle tider på året, fordi der har jeg mindst at sige om, hvordan tingene skal være.
Man kan tilsyneladende ikke vælge noget fra, men kun lægge nyt til.
Jeg kan ikke lide ris á la mande.

Jeg synes det er latterligt at gå om juletræet med små pamfletter med julesange i hånden (kan man ikke opfinde en holder ligesom Bob Dylan bruger til sin mundharmonika?), og jeg kan ikke lide at skulle holde mænd i hånden. "Kære brevkasseredaktør, hvordan forklarer jeg min svoger at jeg ikke vil holde ham i hånden juleaften?"

Jeg ved der er mange, der har det som jeg i julen. Der føler sig usynliggjort af deres familie. Der helst vil være fri for dem, men alligevel ikke kan være ligeglade.
Men julen er stærkere end os, og den har knækket os igen.