Det var da også en ide

Hvad er det med disse omslag? Prøver de at gøre klassisk musik *gulp!* hipt?





PS I det hele taget bemærker man stærkt nedringethed i alt, hvad der hedder klassiske pladeomslag, men det er jo kun godt. Jeg mener, det kan da ikke skade.

PPS Jeg har lige hørt begge disse cd'er og føler trang til at klappe mig selv på ryggen: Gudsrost har spist sin spinat.

PPS Forleden dag kom jeg til at høre en hel cd af Haydn, fordi jeg troede, den var på WFMU (men jeg havde klikket på noget andet): – Det var da en herlig musik, de spiller, tænkte jeg.

PPPS Jeg har også ædt en camembert i dag. Det er aldrig sket før. Jeg ændrer mig så sandelig, jeg vokser og gror.

2024 - Lad festen begynde

2024ende indlæg. Jeg havde regnet med at være en dansk kulturinstitution på dette tidspunkt, en original stemme i tiden der blev nævnt af hippe kändisser i interviews i livsstilsmagasiner på spørgsmålet: Hvem er din yndlingsforfatter? "Mandejammer," skulle de svare for derved at prunke sig med deres insiderviden. Men det er der vel lige så stor chance for, som at de siger: Johannes V. Jensen. Snakken på gaden ville gå: Hvem er denne Mandejammer? Har du hørt, hvad han skrev i dag? Det er så intenst og dybfølt. Jeg får gåsehud. – Også mig, ville jeg sige, – hæhæhæ, når jeg gik forbi de tætsammenklyngede grupper af danskere fra alle ender af livet. Kedelige typer ville citere mig, men ville de kreditere mig? Jeg tror det næppe,
men hvis blot én
har tænkt på mig, mens de var i gang med at knæppe,
er det hele besværet værd med at trille denne Sisyfos-sten.
Hvis blot én har tænkt på mig, mens han/hun sad og sked,
er det grund nok til, at jeg bliver ved.

I mellemtiden rasler mine læsertal ned. Og tror fanden, det eneste, jeg skriver om, er at skide. Jeg har færre læsere nu, end da jeg begyndte. Jeg burde promovere denne blog, men hvordan? Jeg gider ikke sætte klistermærker op nede foran Blockbuster. I Wm. Gibsons seneste roman er hovedpersonen på jagt efter en tøjdesigner, der er så eksklusiv, at ingen ved, hvem hun er, men alle rockstjernerne vil have tøjet. Det er den position, jeg forestiller mig at indtage. Udsøgt, en overset perle i
København, tillad mig selv at forherlige
mit navn: Jammermand
Det har klang af bautasten og bølgebrus
af skummende, skålende øl i krus,
der tømmes dagligt over det ganske land,
en velsignet bryg der styrker forstand
fra Amalienborg til det laveste husmandshus.


Mandejammer – et godt glas læskende velvære.

Bip! Bip! Bip! Bip! Der var en!

Mit nye kvarter er så hipt, at folk har trend-alarmer.


For hvis de nu skulle gå glip af noget.

Hvis nogen ser en trend, tænder de trend-signalet i form af en stor kringle på himmelen, og Emilia van Hauen kan komme rendende og tage sociologiske feltnotater, før den forsvinder igen.

Mønstre i ting

Der er en ung, hip komponist, Nico Muhly, der er inspireret af alle mulige ting, f.eks. YouTube-videoer, som han udvælger pga. deres banalitet.

“There’s a way to search for interesting things on YouTube, and then there’s a way to search for uninteresting things,” Muhly said. “You put in search terms like ‘My daughter’s yard,’ ‘My friend’s restaurant.’ ” The music was to be modelled on cantatas by Bach and anthems by Purcell, he explained. It was going to be great.

Det er en interessant idé, som jeg ville praktisere, hvis jeg havde bedre tid: taste banale søgeord ind og se, hvad der kommer ud. Det omvendte af at se trailers.

Jeg fandt en, da jeg søgte "booger collection" (jeg ledte efter en speciel Ren & Stimpy-video), med dette akkompagnerende stykke sorte poesi:

sean reeeeeaaaaaalllyyyy loves mia
they both have a booger collection on mia's wall
mia scratches her crotch in front of sean
mia belches in front of sean
sean has seen mia without make-up
HE STILL THINKS SHE'S GORGEOUS

ladies, we really need to find a guy like that :/ pshhh like we'll EVER find one

Den video er der ikke særlig mange, der har set, og med god grund.

Senere fandt jeg en, hvor en der ligner Berlusconi ser ud til at spise en bussemand. Tjek den.



Der var en udmærket artikel om Muhly i New Yorker’en, selvom jeg var 100 år om at læse den, fordi den starter med halvanden spalte om, hvordan han køber ind og laver mad. Men jeg kan godt lide, at han sidder og komponerer på computeren, mens han tjatter med sine venner, e-mailer og spiller online Scrabble.

Græsenkemandens blues

Jeg har lyttet til en perfekt gammel 78’er, jeg købte på DR's flytteudsalg for fem kroner, Græsenkemandens blues sunget af Johannes Wahl, også kendt som Det syngende X. Jeg troede, Wahl var en gammel hipster, men min mor siger, han var sådan en som min mormor og morfar lyttede til, dvs. ikke noget hipt dér. Sangen er en slags bluesparodi, oversat fra svensk, og i folkeoplysningens tjeneste bringer jeg teksten her. (Jeg burde overspille sangen og embedde den her på siden. Wahl styrer.)

Græsenkemandens blues
(Povel Ramel – Flemming Geill) *)

Det er mandag morgen,
og mit hoved er så tungt.
Jeg sagde vist lige: Det er mandag morgen
og mit hoved er så tungt,
mens jeg sidder her
med et glas grapefruitjuice
og synger græsenkemandens blues.

Min kone tog til Hornbæk,
til Hornbæk by the sea,
for 14 dage siden,
og jeg følte mig så fri.
Åh-åh-åh-åh boy,
Jo-jo-ja, jeg var oplagt til spøg,
men nu føler jeg mig mindre fri,
så nu er teksten til min melodi:
Oh Elselil, come back to me.

Jeg stod i afskedsstunden på perronen
floromvunden,
mens min Else brugte munden
til sidste øjeblik.
Hun sagde: Jeg måtte ikke glemme det og det og det og det og det,
og så sagde toget dut og gik,
og jeg sagde strik (siger han virkelig "strik"? - red.)
men endnu kan jeg høre,
hvor det ringer for mit øre:
Mad til fiskene,
vand på cissus’en.
Hep-hep-hep!

Jeg må købe nye guldfisk,
for de gamle gik i fisk.
Elses cissus er så visne som en afkogt suppevisk.
Åh-åh-åh-åh-åh-åh-åh, ja, jeg er også meget svag
i dag.
Den uge som er gået har været fuld af grin,
men nu har jeg i huset kun magnyl og aspirin.

Vores husfe Juliane, en trofast gammel skat,
hende tabte jeg i poker til Ib Schønberg første nat.
Åh-åh-åh-åh-åh-åh, hvad må min kone tro?
Så nu må jeg klare alting selv
med meget stort besvær,
og min huskeseddel den er her:

Jeg skal have skuret trappen,
jeg må have bonet gulv
og jeg skal nå i banken,
før den lukker klokken tre.

Jeg skal have stemt det opretstående,
jeg skal have malet hele køkkenet
og have samlet alle flasker i en bunke midt i gården,
sat ruder i igen,
betrukket sofaen
og klinket mågestellet til i morgen.

De forstår, min frue er jaloutisk,
så skulle hun opdage at
der var syv Stig Lommer-beauties på besøg hos mig i nat.
Åh-åh-åh-åh-åh-åh, så blev jeg sikkert både gul og blå.
Så det gælder om at feje godt og gardere sig,
for hun tror mere på en hårnål,
end hun tror på mig.

En nøgle i entrédøren,
oh rædsel og bedrag!
Hun skulle komme først i morgen,
og så kommer hun i dag!
Åh-åh-åh-åh, mit liv er ikke værd en snus.
Nu ned ad køkkentrappen
og bort i flyvende sus.
Ak, nu må græsenkemanden blues (det sidste ord udtalt på dansk – red.)

Jeg har lynende travlt. Min kone og børn er på trapperne. De ankommer på Hovedbanegården om et kvarter, og jeg er blevet bedt om at have maden klar.

Det tog mig én dag i min families fravær at vende op og ned på min døgnrytme og gå i seng kl. 03.00 og stå op kl. halv tolv.

Farvel, søde græsenkemandsliv!


*) Bemærk: Der er en til, der hedder Gejl (eller det der ligner)!

Burgerflipning

David Byrne sagde, at han valgte at gå på RISDE, fordi det var den skole, der havde det bedste graffiti. Hvor hipt.
Min skole havde OK graffiti. Der var én især, jeg godt ville have fotograferet, en tegning på lokumsvæggen, man kunne studere, når man sad og sked, af en rørledning, der gik direkte fra lokummet og udmundede over grillen i Café des Artistes, skolens cafeteria, hvor den studerendes lort blev til en burger. Det var et dårligt cafeteria. Manden, der stod dernede og flippede lorteburgers hele dagen i det vinduesløse kælderrum, var ægypter. Han var tit sur. Han fortalte mig, at han var uddannet læge i Ægypten, og nu stod han dér hele dagen og flippede kærlighedsløse lorteburgere. Han var ét point ud af 1000 mulige fra at bestå den amerikanske embedseksamen, så han kunne praktisere i New York. Hvor surt.
En dag efter arbejde på ved ned i banken med kassebeholdningen blev han overfaldet med kniv og bestjålet. Kort efter rejste han tilbage til Ægypten.

PS Han var meget flink, når man lærte ham at kende. Ind i mellem gav han noget gratis, hvis det var min fødselsdag f.eks. Eller også var det den anden ægypter ovre i det andet cafeteria.

Illustration frit efter hukommelsen

Africa on Fire

Denne hippe lyrik faldt ud af de Anders And-blade, jeg fik tilbage fra min nevø.

africa on fire your my last
desire i fuck-bitches in
Jakuzzi i like shit and
pussi ai Havnt smoke Jini
fuck the bitch in bikini

Note: Foundmagazine.com er en god, gammel website for fundne ord (indkøbssedler, opslag, skizofrene skrifter). Fyren rejser landet rundt og optræder med dem.
De sjofle er de sjoveste.
Jeg ved ikke, om der findes en dansk pendant.

Noget af det gode ved det

Min andenårsmalelærer havde altid en nøgenmodel siddende i klassen. Der var som regel ingen, der malede hende (thi vi var skjønne kunstnere), men vi kunne godt lide hun var der. Hun var en blond brasilianer og så umindeligt godt ud. Så ind i mellem skiftedes vi lidt til at male hende, for at hun ikke skulle føle sig tilovers.
Jason, en intens ung mand på metadon, sagde: ”She’s got perfect, chewy nipples”, da vi diskuterede hende.
Enig, enig.
De fleste nøgenmodeller var selvfølgelig tudegrimme, men hende her var perfekt. Min lærer, en kvinde, bookede hende for hele sæsonen. Heraf vidste jeg, at hun var en hip lærer.*)


*) Det var også derfor, jeg havde valgt hende.

Daniel Clowes har lavet denne uhyre grinagtige 4-sider historie,
der præcist beskriver, hvordan det er at gå på kunstskole i USA.
Sidste år blev den filmatiseret, men filmen skulle være ret lam.