Ungdommens kilde

Nu taler min kone og jeg igen ikke sammen, fordi jeg afbrød hende, mens hun fortalte mig om meningen med ungdommens kilde:
– Sortskæg?
– Ja, Sortskæg.
– Sortskæg! Haha!
– Er du interesseret i at høre det eller ej?

Jeg fik det aldrig at vide, sov på sofaen (efter hun kaldte mig et fjols, og jeg kaldte hende et fjols tilbage, og hun sagde: – Ja, det har jeg også tit tænkt på).

– Du er god til at dræbe samtalen, sagde jeg og tog min dyne og pude med ind i stuen. Hun pms'er uden tvivl, hendes opvredne trusser lå ude på badeværelset i morges.

Sidste gang, vi ikke talte sammen, begyndte, fordi jeg stillede spørgsmålstegn ved, om hendes lillebrors venner virkelig ville have fået bank, dengang de var lige ved at køre ind i en jysk landsby på motorcykel.

– Hvad er det for nogle gamle stereotyper at fylde børnene med? Tredjehåndsberetninger. Man får sguda ikke bank bare af at være i Jylland. Blablabla.

Det var ellers lykkedes os at tale sammen i næsten fem dage, dog ikke om noget væsentligt. Jeg har ikke overskud til at gå at være munter hele tiden og bare tage imod. Jeg kan ikke skændes med den kvinde længere.

Her kan man forestille sig kalenderbladene falde af træerne og edderkoppespind dække alting.

'30.000 forestillinger og jeg tror ikke du morede dig en eneste gang'

Det lykkedes os at holde to fødselsdage (for det samme barn) uden at tale sammen og uden at koordinere. Vi vidste bare instinktivt, hvad hver især ville gør – fra gaveindkøb til kagebagning.



Ligesom The Sunshine Boys, når de skal sætte deres nummer op (ikke afbildet), eller som her de siamesiske tvillinger i De fortabte børns by.

Mum er ordet

Min kone og jeg skændes ikke mere. Men vi taler heller ikke sammen.

Det er mærkeligt at have gæster, eller være ude, og høre hende tale.

I lørdags havde vi diverse mennesker i huset og sad omkring bordet med hjemmebag. Men ingen sagde noget. Jeg gider ikke. Jeg er træt af, at det altid skal være mig. Så var det godt, at der var et lille barn, damerne kunne tale til.

I går aftes sagde min kone: – Det er som at bo i en Dreyer-film.

Ingen svarede.

Hun havde håbet på Woody Allen (fig. 2), men jeg ved ikke, hvordan danske jøder taler ved spisebordet. Det var, mens jeg tænkte over det, hun sagde det med Dreyer.

– Det er koldt og dystert udenfor, sagde jeg (i min bedste imitation af Preben Lerdorff Rye).

Fig. 1

Ordet.

Jeg havde en drøm om en berømt dansk jøde eller hørte om en – grænsen er flydende – men nu kan jeg ikke huske hvem.

I øvrigt vil jeg ikke have noget Woody Allen her med en 14-, snart 15-årig i huset. Ækel mandsling.

Fig. 2

Parallelle lig

I nat blev vi begge to vækket af underboen og lå vågne uden at sige noget til hinanden.

Pudesnak

I mit nyligt genvundne lyse humør spurgte jeg min kone, om hun havde sovet godt.

– Mømm, beuf, beuf, sagde hun uden at uddybe.

Det var højdepunktet på vores samtale den dag.

Kommunikskaviejprrrkation

Om natten lytter jeg til min min kone hvæse og prutte og snorke, men vi snakker ikke sammen.

Tørrede tranebær

Fordi min kone og jeg ikke taler sammen, glemte vi en middagsaftale hos nogle venner. Hvor pinligt, nu tror de, vi ikke kan lide dem.

Men efter vi opdagede, at vi havde glemt det, tog vi derhen alligevel med vin og blomster.

– Hvordan har du det? Hvordan har du det? blev han ved med at spørge.

– Hold op med at spørge, hvordan jeg har det. Hvorfor spørger du, hvordan jeg har det? Udsender jeg en negativ vibration? Jeg har det fint, okay?

Og så bød han mig bære de tørrede tranebær ind til bordet.

Måske foretrækker hun det på den måde

Jeg har opdaget, at det er lige meget, at jeg holder op med at tale til min kone. Hun hører ikke efter, hvad jeg siger, alligevel.

Hvordan kommer man gennem den?

Hvad fanden tænker børnene ikke, når jeg allerede om morgenen siger til min kone: – Nu gider jeg ikke tale mere til dig.

Sandheden er, at jeg er ked af det, og jeg synes, hun er skideskrap. At tale med hende gør det kun værre. Det handler om, at jeg ikke kan tale med hende.

Så skal jeg gå med mine bulnende øjne og se sørgelig ud hele dagen.

Før jeg overhovedet er ude af sengen

- Nu kan jeg mærke, det er nok, sagde min kone. - Det kan godt være, du selv synes, det der er sjovt med alle dine fantasifulde indfald, men jeg er ved at få hovedpine. Sådan er det bare.

– Ja, det er jo også bare vittigheder, jeg selv finder på, siger jeg. - Lad os holde os til prosaisk hverdag.

- Nej, altså, siger hun ude fra køkkenet. - Hvorfor skal du tage alting så personligt?

Nu er jeg ved at få hovedpine.

I guder.

Jeg har en overaktiv hjerne, og det er også derfor, jeg vågner for tidligt om morgenen.*) Og jeg hader at få at vide, at jeg skal holde min kæft. Vær den stærke, tavse type, Gudsrost, eller blæs din hjerne ud. Så kan vi se, hvor overaktiv den er.

*) Af flystyrtdrømme

Gary Panter tilbyder åbenbart at lave tegninger til folk, hvis de sender ham tre ord at tegne efter og nogle penge. Det er en meget god ide.

Intime mærkeligheder

Jeg må indrømme, det er lidt belastende: jeg sidder for mig selv hele dagen, og når jeg så kommer hjem, gider min kone ikke tale med mig.



Det er mærkeligt at vågne om morgenen og ikke bare kunne tale med den person, der er der.

Jeg er ikke taler

Der er utroligt, min kone har ikke talt til mig hele dagen (utroligt er det måske ikke, men det er belastende og også kedeligt og sørgeligt på en måde og så utroligt vant), og hun har også undgået øjenkontakt.

Hun er sur på mig, fordi jeg ikke er festlig nok nytårsaften, årets mest anstrengende aften, fordi den skal holdes op mod et ideal, der ikke eksisterer, som alle idealer – det er min nye teori: jeg er mod idealer. Forventninger hjælper heller ikke.



Når jeg tænker efter, har hun egentlig ikke henvendt sig til mig, siden jeg kritiserede Harry Potter-universet i går. Så tænker læseren måske: Hvorfor går du ikke bare ind og taler med hende i stedet for at sidde her og skrive?

Fordi børnene er her hele tiden, og hun kun svarer mig med enstavelsesord, og jeg forresten ikke gider høre på, hvor åndssvag, hun synes, jeg er, for det er en smøre, jeg kan udenad, for jeg har hørt den 1.000 gange før.
– Skatter, hvorfor taler vi ikke sammen?

Når hun ikke siger noget, er det, fordi hun går og stuver, og pludselig annoncerer hun en eller anden beslutning, hun har taget, og hvad jeg synes er ligegyldigt.

Fantastisk start på året.

– Det var altså en mærkelig nytårsaften, sagde min yngste datter (10). – Mor sad bare ude i køkkenet og kedede sig med sin iPhone. Hvorfor kom hun ikke ind i stuen og spillede ludo med os eller sånoget?

Jeg for mit vedkommende gad ikke springe ind i det nye år.

Jeg kan ikke forestille mig noget mere meningsløst end nytårsaften, dilettanternes aften.

– Se alle de glade, festklædte mennesker, sagde jeg til hende på vej ned i Irma.
– Kunne du sige det på en mere sur måde? sagde hun bittert.
– Jeg er ikke sur. Jeg kan bare ikke lide, at man skal gøre alting samtidigt: 'På denne dag skal vi allesammen tage rødt tøj på'. Det virker robotagtigt.



Jeg tror ikke, at vi har haft én sjov nytårsaften alle de år, vi har været sammen. Nu tænker jeg på det år, hvor hun ville losse mig med sine højhælede gogo-støvler, men gled på isen og røg på røven, og så forventede hun, at jeg skulle hjælpe hende op.

Så skal man være en gentleman.
Fucking legestue.
Hendes barndoms nytårsaftener var altid de sjoveste.

Først julen og nu dette. Samme gamle pis.

Fremstrakt hånd

I dag kom min kone hjem fra arbejde og spurgte, hvorfor jeg ikke havde lavet mad.
– Du laver en ret til juleaften, ikke? sagde hun også (det var før).

Hvad hvis det var mig, der kom hjem og sagde: – Hvor er maden?

Jeg ville ønske, det var mig, der skulle på arbejde. Intet skulle passe mig bedre end at sidde dér og passe mig selv hele dagen.
Jeg forventer ingenting.

– Fedt nok, du affejer mig. Du afviser min olivengren, sagde jeg, mens hun stod og lavede mad, og jeg undskyldte for at være irritabel. – Nu kan du være sur, indtil det passer dig at tale til mig igen.
– Du mener det jo ikke, når du siger undskyld.
– Jeg mener det! Jeg mener det! Hvorfor tror du, jeg siger det? står jeg og råber som en idiot.

Så fik hun ret igen. Den, der taler højt, taber. Så er det bedre at holde sin mund i 14 dage.

Jeg gik ind i seng og læste The NYTimes på iPhonen. Jo ældre jeg bliver, desto mere avis læser jeg tilsyneladende. Er det almindeligt?

Jeg er sulten.



Problemet er, at jeg får dårlig samvittighed, når kvinder brokker sig til mig over, at tingene ikke bliver gjort. Er det almindeligt? Det var nemmere at være ligeglad. Det er ikke nemt at være en moderne, følsom mand, der bare vil stille alle tilpas.

Nu er julen ødelagt, og jeg var ikke engang i dårligt humør. Fløjtet har jeg rundt i sneen hele dagen og købt grafiske romaner til min svigerfamilie. Nu kan dét også være lige meget. Passet børn hele dagen, har jeg, og hjulpet dem med deres små projekter. Jeg kan ikke engang komme til min computer, fordi de sidder og klipper video (endnu, 22:22).



Jeg tog mine støvler på og af igen, for jeg har alligevel ikke nogen steder at gå hen.

Jeg har pissetravlt med ting, jeg ikke får lavet.

Taget for givet, bliver man. Hvordan er det, klichéen går?: værdsat. Det kunne være rart at blive værdsat.
Ohohohaha, hæhæhihi.
Så bittert det hele.
Hold mig for næsen, jeg synker.



Så siger jeg det igen: – Jeg er ked af, at jeg var så sur og irritabel, okay?

Det kræver en stor mand at indrømme sine fejl.

Luft

Min kone har ikke talt til mig i tre dage, og jeg har heller ikke sagt noget.

Højere end stilhed

***
Jeg udveksler ikke 100 ord om dagen med min kone. Fem sms’ere kunne klare det. I da brugte hun nogle af ordene på at sige: – Hæver du stemmen?
Hun prøver at male mig som en voldsmand og en bølle, der holder hende tilbage. Jeg har ingen idé om, hvad der foregår inde i hovedet på hende.



My marriage is on the rocks. Ikke som på is, men som knust mod klipperne.
***

Mit Elba

***
Som et eksperiment i social isolation vil jeg sidde alene hjemme nytårsaften, mens min kone tager børnene med på landet til fest.

Jeg har noget arbejde, jeg kan lave, men bliver jeg ensom?

Tager jeg med, skal jeg sidde og kigge på kæresten, der ikke siger noget, hele aftenen.

Jeg går ikke op i nytårsaften. Det siger mig ikke noget. Faktisk hader jeg det pres, der altid er, for at man skal more sig.

Den værste nytårsfest, jeg har været til, var den store, 31. dec. 1999, Y2K. Den her kælling skreg mig ind i hovedet: "HOLD DIN KÆFT!", fordi jeg jublede under Dronningens nytårstale, og jeg var sårbar, fordi jeg havde røget et hvæs eller to af den gode med en, der nu er død. "FUCK DRONNING MARGRETHE I RØVEN MED EN VOGNSTANG!" råbte jeg i selvforsvar. Siden da har jeg valgt at forlade lokalet, når Dronningen holder tale.

Det var også ude på landet. Hende, der råbte mig ind i hovedet, vil også være tilstede i år.

Jeg ved ikke, om jeg holder til det. Min kone vil hade mig, hvis jeg pjækker.
***

Nu har jeg også ødelagt mit helbred

Jeg fik så kolossalt ondt i maven i dag, at jeg ikke kunne tænke.

Jeg har ikke haft én sygedag i al min tid som blogger.

Som min nye far sagde: – Mit jernhelbred er blevet til metaltræthed. Haha.

Jeg kom hjem til dommedagsstemning og dreyersk tavshed med mavekrampe, jeg kunne dårligt gå.