1000 begyndelser

Da jeg var ung og ikke fik noget, kunne jeg gå og skule mod husene og tænke: Bag den mur er der nogen, der har sex, bag det vindue er der nogen, der boller lige nu. Hvis mit blik gik i lige linie gennem alle byens huse, ville det med stor sandsynlighed træffe nogen, der lå og bollede. Alle andre end mig har sex, tænkte jeg. Alle mulige idioter har sex, bare ikke mig. Det fyldte mig med bitterhed.



PS I nyere tid genkendte jeg fornemmelsen i Amélie fra Montmartre, hvor hun forestiller sig, hvor mange mennesker i Paris, der får orgasme lige nu: 15.

Den dag spillede han bedre end nogensinde (i hendes Hammerhøiske lejlighed – tre stuer en suite)

Jeg havde lige mødt min kommende kone, da hun sparkede mig ud af sengen en dag under kåd leg, og jeg sprang tilbage og gav hende et trælår. Så gik hun hjem til sig selv i protest. Jeg havde dårlig samvittighed og ville gøre det godt igen, men jeg turde ikke gå derover alene, så jeg tog min ven Samuel med og en buket blomster. Mens jeg gjorde det godt igen, spillede han på klaveret, kønnere end jeg havde hørt ham spille før, noget improviseret, let og luftigt. (Han var ikke klar over trælåret og fordømte min voldshandling, da vi gik igen, men ellers havde jeg måske ikke kunnet få ham med derover.)

– Hvordan var Paris?

– Først bollede vi, indtil vi ikke kunne mere, og så skændtes vi for resten.

Feriesnapshot: Vi stod og skreg af hinanden foran Disney-butikken på Champs Élysées

Bøffede minder

Den her Claus Deleuran-sekvens (fortsættes fra sidste indlæg) får mig til at tænke på den her vane med at tage en ting med hjem fra et sted, man besøger. Selv har jeg enormt dårlig samvittighed over, at jeg tog et stykke af Ayers Rock (en bid af verdens største sten, orv!) og overvejer en pilgrimsfærd for at lægge den tilbage (bidden lå løst ovenpå, okay, jeg hakkede den ikke af).

Min kones farfar bøffede i sin tid et stykke af Parthenon. Det står derhjemme på hylden ved siden af andet rejserov.
Der skulle ikke være meget tilbage af Den forstenede Skov i Arizona, hvor fossilerne før plejede at knase under fødderne på stierne.

Det er vel en kolonialistisk tradition – europæisk tilegnelse. I hvert fald er der et ønske om at eje det, man ser ("besidderblikket" og alt det der). Nu om dage sublimeres behovet ved foto og video. Det er rart at tage noget med hjem, man kan vise dem derhjemme: – Se, jeg har været der.

Visuelt nærmiljø

Når jeg ser den her tegning af den franske tegner Lewis Trondheim (af Metroen i Paris), får jeg også lyst til at tegne et landskab, altså bybilledet. Problemet er, at alle steder omkring mig er så banale og kedelige.

Den eneste rigtig gode tegner af danske landskaber, jeg kan tænke på, er Claus Deleuran (her fra Rejsen til Saturn, hvor han gør en dyd af banaliteten). *)


Alting ser kedeligt ud. Se blot denne skraldespand fra Frederiksberg.


Ikke som den legendariske New York-skraldespand.

(Fra Will Eisner: City - A Narrative Portfolio)

Pudsigt som visse amerikanske ting er indbegrebet af de ting. Et eksempel er penge – dollarsedlen er indbegrebet af penge (grøn, ansigt i midten, tal i hjørnerne), som alle pengesymboler refererer til, bl.a. Matador-penge.



Det eneste sted i København, der rigtigt har noget til øjet, er Christiania, men det skal selvfølgelig også "normaliseres", hvis det står til de mørke kræfter der har samlet sig over landet.


På den anden side er København nok stadigvæk god for nogle interiører.

(Og i den forbindelse vil jeg opmuntre Øresunds Filmkommission til at peppe deres udvalg af interiører op.)


Jeg har det som om, man kunne skære et stykke af en væg på The Lower East Side eller Williamsburg og sælge det i udlandet som kunst, ligesom de solgte stykker af Berlinmuren, for den visuelle "grit", patinaen - de mange lag. Ligesom de franske kunstnere der rev tommetykke lag af plakatsøjlerne og kaldte det kunst. Og det ser fedt ud. Er der sådan noget tilbage i København?

(Decollage af Jacques de la Villeglé.)


Vil man en dag kunne sælge stykker af Christiania?


Det er svært at tegne et dårligt billede af New York - med alle de vandtårne og brandtrapper.

Frank Miller var altid flink til at fylde Daredevil med film-noir-agtige New York-elementer, han havde studeret. Som kritikerne skriver, blev byen "en medspiller i serien." Billedet her et dårligt eksempel (og jeg er ikke engang sikker på, det er ham, der har tegnet det!), men det var det bedste, jeg kunne finde foreløbig.


Jeg dur ikke til baggrunde. Jeg kan kun tegne de gammelkendte plankeværker og parcelhuse bag hækkene. Ting man tegner af fra tegneserier.
Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har taget et godt kig på et dansk landskab i eller udenfor byen.


*) Jeg kan også godt lide højhusene, dér hvor Benny fra Bennys badekar bor. **)

**) De fleste danske film er enten bølgende kornmarker i solskin eller kun nærbilleder og slet ingen landskaber, Nu har jeg f.eks. lige set Råzone, og jeg er ikke sikker på, der var et eneste totalbillede i.