Svære overvejelser ved års ende

***
Jeg foretrækker at give julegaver, jeg kan trække fra.

Min far giver jeg altid noget, jeg kan få tilbage, når han dør.

Jeg har ikke købt en eneste julegave endnu, undtagen en iPhone til mig selv, og den har jeg ikke engang købt endnu, jeg har kun tænkt på at købe den (for hvad ellers har jeg at bruge mine penge til, og så kan jeg liveblogge, mens jeg står i kø i Brugsen). Altid denne tvivl. Jeg spurgte Donzo N, hvilken en jeg skulle købe, den med 16 eller den med 32 GB, og han sagde: 16, det er rigeligt. Heraf kan jeg udlede, at hans er 16 eller derunder, og derfor ved jeg, at jeg skal have en på 32. Hører I?


***

Harold Lloyd flipper fuglen

***
Det er lidt sjovt: prøv at se Harold Lloyd give fingeren i denne film fra 1928:


Speedy (1928).

Den ædle Donzo N. var så god at låne mig sit luksus Harold Lloyd-bokssæt (The Definitive Collection), og det er faktisk sjove film, man sagtens kan se hele familien. Smukke restaureringer af gode kopier. Prøv lige at se gråtonerne i dette skud af Brooklyn Bridge:



Speedy har mange gode gadebilleder fra det gamle New York, her Coney Island:



Det gode ved stumfilm er, at man kan snakke samtidig, uden at det gør noget (f.eks. kan man diskutere det, man ser på filmen). Brillant.




Jeg sværger: Efter jeg har set filmene i dette bokssæt, vil jeg aldrig mere købe billige lortekopier af gamle film, bare fordi de er billige. Jeg har to samlinger Chaplin-film fra TP (kr. 25), hvor hovederne er skåret af og tonerne er helt udvaskede. Aldrig mere! Slut nu! Donzo N har omvendt mig den til den sande videotro. Nu tilbeder jeg i de templer, hvor de sande videoguder bo.
***

Interventionsmoden

***
Jeg er bekymret for Donzo. Han er mødt fuld op på arbejde på det sidste. Hans tale er aggressiv og plumret. Det er fuldstændig sindssygt, som han drikker, og så for en der har diabetes.

Det er tid til en intervention. Men hvorledes at gribe det an? Det skal i hvert fald gå hurtigt, før han mister sit arbejde. Jeg er også bange for, at han kan gøre skade på sig selv. Ved at falde på sin cykel f.eks., sådan som han rager rundt, det er sket før. Noget må gøres.

Jeg spørger Dr. TB, hvad han synes. Han har en del erfaring med misbrugere og sindslidende.


Yoga for begyndere. Gratis prøvetime.
***

Med rødt bånd om

***
Min mor gav mig en pose af sine hjemmebagte småkager til at give til Donzo, fordi han var så god at optage en storfilm til hende fra tv, men nu har jeg spist dem alle sammen selv.


***

Nu er vi gode venner igen

***
Men her er noget mere dialog fra i forgårs:

– Du er ligesom Stalin, sagde jeg, hvis man ikke klapper længe nok af dig, kommer man et meget koldt sted hen.
– Sammenligner du mig med Stalin?
– Yusif. Yusif, Yosif, Iosef.

*

Faktisk var vi gode venner igen fra om morgenen, men alligevel brugte jeg hele dagen på at dramatisere vores opgør. Det var ikke engang fordi det gik mig specielt meget på.
Men det er bedre end at arbejde.

*

Don ’Nzo sagde, at jeg var "selvretfærdig" og nedgjorde ham (– og alting? tilføjede jeg), så jeg blokkede ham ude af Mess’en. Han er min anden kone, men jeg er ikke gift med ham. Så jeg skylder ham ikke noget, andet end en stak dvd’er. Det gode menneske, jeg vil også gerne snart låne flere.

Nedgør jeg virkelig alting? Det vil jeg arbejde på.
***

Overhånd

Jeg er blevet afhængig af det her blogning, og nu kan jeg ikke lade være. Hvad tænker jeg på? (Nogen gange tænker jeg på, hvor langt jeg kan strække mine læseres tålmodighed. For det meste er jeg skræmt til døde over, om jeg er kedelig. Det er parallelle spor.)

Nu begynder jeg igen at bekymre mig om, hvad der vil ske, når min kone opdager denne blog og bliver sur eller ked af det, fordi jeg har udleveret hende og skyllet vores lagner offentligt uden hendes tilsagn. Det er tænderknasende. Nå ja, jeg kan jo altid bare lukke alle de sider, der handler om hende, men det går ud over min forfængelighed og mit e-eftermæle.

Nu har jeg foreløbig fremmedgjort min gamle ven og korrespondent Don Nzo (også kendt som Dunkirks Rose, min wannabe blogfrau), fordi jeg har plapret om ham her på bloggen og sågar gengivet hans ord uden hans billigelse*) (før han infiltrerede mig ved at google "ståpikrap" i stedet for at spotlighte det på sin Mac og faldt over denne guldgrube af netguf). Don Nzo-fans, skulle der findes sådan nogen, skynd jer derfor at læse og genlæse de klassiske samtaler med Don Nzo Mascarpone, før de for altid bliver slettet.


Det var en artikel af en megablogger i The New York Times Sunday Magazine, der fik mig til at tænke over det her og hvad fanden det handler om.


*) Jeg troede han ville blive flatteret.

Løse læber II - Don Nzo i kvindeklæder

Jeg havde ikke noget bedre at lave og følte mig rastløs, så jeg gik ud med Don Nzo.

Desuden havde jeg lige fået ordnet håret, så jeg havde noget at vise frem.
– Du ligner "Gerda fra Køge på vej i Bilka", sagde Don’en efter et par bajere. Det er mine venner...

Jeg har det altid som om, når jeg lige har været hos frisøren, at jeg går rundt med en skulptur oven på hovedet, stylet og bobbet som jeg er.

Jeg frøs om ørerne på vejen hjem.

Det viser sig, at Don Nzo i forklædning i månedsvis her på siden har optrådt som "Rose of Aberdeen", den mest irriterende af mine læsere, som mange ønsker død. Jeg havde efterhånden regnet den ud: så irriterende er der kun én der kan være. Han kan ikke engang holde på sine egne hemmeligheder. Hans løse, flaprende læber bliver min død.

Billige points

Jeg har opdaget, at det giver billige points at gentage, hvad folk siger, gerne for lang tid siden. For eksempel sagde min ven Don Nzo for snart tyve år siden: – Paul McCartney er en overvurderet sangskriver, men en undervurderet bassist (en absurd udtalelse i øvrigt: han er måske en undervurderet bassist, men det er vel svært at overvurdere den ene halvdel af det 20. århundredes største sangskriverduo), og for nylig havde jeg lejlighed til at gentage det for at se, og han sagde: – Ja, det er fuldstændig rigtigt! Godt sagt! Og så uddybede han synspunktet.

På den anden side er det irriterende, når folk siger ting, de kan huske om én, bare for at vise, at de har en god hukommelse. (Det skete for mig engang med en forfatterspire, jeg kun havde mødt et par gange, hvis historier havde alt, alt for mange detaljer og handlede om ham selv.) Hvem gider få ting at vide om én selv, man allerede ved, bare fordi nogen kan huske dem.

Dag 2 som græsenkemand

Jeg skal ud til Don Nzo i aften og se dvd’er og æde Thai-mad, og jeg siger til mig selv: Husk at høre efter, husk at høre efter. Han er så fintfølende. Hermed mener jeg også: Lad være at tale hele tiden under filmen, hvis det kan lade sig gøre. Jeg ved ikke, om jeg kan lade være. Aftalen er, at jeg kommer ud til ham i god tid, så vi kan diskutere, hvad vi skal se og spise. Måske kan vi se en Bollywood-film, hvor man godt må tale imens. Jeg må spille mine kort rigtigt og koncentrere mig.

Jeg er groggy. Jeg sad sent oppe og tegnede. Min kæde sprang af 10 gange på vejen hjem, Irriterende, især fordi jeg brugte 2 timer på at rense den i går. Og så er alting lukket. Lortehelligdage. Jeg tror, jeg går ned hos J. Per eller min bror og får en kop kaffe.

Oh bitre skæbne – hvor midaldrende er jeg?

Jeg er så langt væk fra noget sted, jeg overhovedet nogensinde troede, jeg ville være i mit liv. Jeg er blevet til min far. Hynden på min kontorstol lugter ligesom min fars.

Jeg er færdig.

Jeg har været nødt til at arbejde hver dag i ugevis, nogen gange i weekenden med, timevis i træk, jeg stakkel.

Hvorfor gør jeg ikke bare det, jeg har lyst til?

Hvornår endte jeg med at blive en, der sidder og arbejder hele tiden? Hvad skete der?

Siger Don Nzo: – Du blev gammel og fik forsørgerpligter. Du blev smækket!

Du får ret og jeg får ro

Jeg begyndte for et stykke tid siden at sige til Don Nzo: Du har ret. Jeg indser nu, at du har ret i alt, hvad du nogensinde har sagt.
Det har gjort vores forhold betydeligt nemmere. Og vi er ikke engang gift, selvom det nogen gange føles sådan.

Jeg vil nu begynde den samme taktik over for min rigtige kone. Du har ret, du har ret, vil jeg sige. Jeg har prøvet noget lignende før med et "ja, skat", men jeg tror, det her er bedre.

Derfor, kære læser, hvis der nogensinde er noget, du ikke er enig med mig i, har du ret. Du har ret, du har ret, du har ret.

Du har så evig ret. Og så kan man tage den derfra.

Begivenheder i det nye år

Jeg fandt 100 78’ere under sengen, jeg havde glemt, jeg havde. Mest danske, tror jeg, jeg fik ikke kigget efter, før jeg stillede dem væk igen.


Jeg ringede til Don Nzo. Han sagde: "Bare jeg var død, død og begravet". Han er det mest nedtrykte fødselsdagsbarn, jeg endnu har mødt (og med god grund, hans liv er ad helvede til).


Jeg har ikke fået lavet det arbejde, jeg skulle lave. Ikke tilnærmelsesvist. Nu skal der hustles, før de begynder at skrige ad mig.

– Hørte du det?
– Hvad?
– Det er møllen, der maler.

(Ferien er omme.)

Fuck. Lort

Jeg glemte at give min datter insulin i dag.



Satans osse, det er kun sket én gang før. Idiot.

•

Får du nu sure miner og ballade? spørger Don Nzo.
Nej. Det skal spinnes til en påminder om, at det er vigtigt at være sammen om det her (og i forlængelse deraf alt).
Smart, ikke?