Tiltrækning og frastødning

Jeg står og maler ved mit arbejdsbord med udsigt over lagunen, men bordpladen er lige i penishøjde, så jeg konstant gnubber mig op ad den, når jeg rigtig går til den, hvilket virker distraherende.

Pudesnak MMXI

Jeg researcher min nye bog: Hvor sjovt er dit parforhold? 20 nemme løsninger der vi få dig til at smile igen.


Der er noget, jeg tænkte på. Det kunne være sjovt, i stedet for at springe ind i det nye år, at komme samtidig.

– Det er der med garanti allerede nogen, der har gjort.

Jeg kunne sagtens alene. Det skulle være en smal sag. Men sammen, det er en udfordring.

Man kunne forberede sig ved at komme til Tv-avisen.

– Jeg tror, jeg ville blive distraheret.

– Tv-avisen, god aften…




– Ih ja, foran børnene og moster og lille Balthus.

Jeg mener det hypotetisk, på sigt. Det er visionært.




– Nå ja, der er jo champagneflasken, det minder lidt om.

Og hvad er så proppen, pikhovedet der flyver af?

Jeg lavede engang en tegning af et pikhoved, der flyver af i orgasmeøjeblikket og rammer en i øjet.

Langt og slapt

Jeg vil ikke give hende den tilfredsstillelse at ligge her ved siden af hende og onanere, mens hun sover.

Spørgerunden

Folk spørger mig tit: Hvordan kan du holde dig så frisk? Og jeg svarer: Det er, fordi hver dag er ny for mig. Jeg ser med et barns øjne. Min hjerne er elastisk. Hvad venter der om det næste hjørne? lyder mit mantra. Men mest er det hormoner. Jeg har højtbrusende hormoner, og jeg spiser sundt. Over den sidste uge f.eks. kun 1 pose chips (hvidløgs/eddike) og 3 kager. Min hemmelighed er simpelthen gode gener. Og det kulturelt betingede? Også det er i top. Jeg har et øje på hver finger. Jeg kan bevæge de fleste af mine tæer individuelt uafhængigt af hinanden. Min evne til at finde glæde i de små ting. Min akutte observationsevne. Er andre brikker i det store spil, der hedder mig.

Er det til tider svært at leve med det store forventningspres, der hviler på en med dine enorme evner? kan man spørge. Klart nok, det er ikke altid nemt. Men så skal jeg bare huske på, i hvor meget mindre grad jeg hellere ville være nogen anden.

Hvis der var én ting, du kunne, hvad skulle det så være? Og du må ikke sige sutte dit eget lem. Har været der. Jeg tror, det skulle være evnen til at se til verdens ende. Altså universets. Men faktisk ved jeg det ikke. Lige nu har jeg mest lyst til at have evnen til at pakke en kuffert og rejse.

Hvad er din superkraft? Har du nogen? Godt spørgsmål. Jeg vil sige, at det er evnen til at vide, hvad folk vil sige, før de siger det. Ikke fordi det er noget banalt, de siger. Ofte er det noget ganske specifikt og aparte, man skulle tro, kun en sand clairvoyant kunne gætte. Det er min indlevelsesevne, min ekstreme følsomhed, der kan gøre det så overvældende at befinde sig i en mængde på grund af den voldsomme bevægelse af æteriske signaler, der kan være svær at tune ud, som baggrundsstøjen af klirrende bestik i en restaurant. Som en følsom linse, der kan se til universets ende, skal den pakkes pænt ind og pudses omhyggeligt, så kostbar og sjælden den er.

Nu vil jeg frabede mig flere spørgsmål. Mine atomer rasler som efterårsløv, og mine elektroner snurrer. Der er forstyrrelser i Andromeda Borealis, der kræver min øjeblikkelige opmærksomhed.

Ærbødigst, jer MJ, kosmisk krigsmand.

Altid for sent

Jeg hader mig selv og med god grund.
Hvorfor kan jeg ikke lære at lukke min store mund?
Alt hvad jeg rører ved bliver til lort.
F.eks. min pik er blevet til lort.
Jeg har ikke noget at have det i,
alt det lort jeg lukker ud i det fri.

Du tør måske ikke?

>Dø din kujon, dø!

De personlige dæmoner på krigsstien

Fuck dem, nu er de her igen. Og de fyrer det samme lort af som altid. Jeg hader dem. De dumme, dumme svin, de trækker mig ned.

Kvindelige bassister ser godt ud

Jeg burde ikke sige det, men nu gør jeg det bare alligevel – min inderste hemmelighed

Jeg har en bekendelse ang. mit indlæg af 18.1.2011 ("Øremén"): Jeg er forelsket i bassisten fra Raveonettes. Jeg har været forelsket fra det øjeblik, jeg først så hende. I en video i 2002. Hun er for mig at se den fuldkomne kvinde. *)

Jeg har ikke set hende siden.



I det hele taget har jeg noget med kvindelige bassister. Jeg mødte en kendt en i Centraleuropa, der var enig med mig i, at der er noget grounded over kvindelige bassister. Mandlige (lead)guitarister ser ud som om, de spiller pik, sagde hun. Men kvindelige bassister… Jeg ved ikke, det er noget med urkræfterne. De tager sig bare godt ud.

Sådan har jeg det bare. Det er ikke noget, jeg kan ændre eller gøre noget ved. Jeg er hooked.

Tak.



*) Lad os nu sige, at jeg var et rumvæsen (eller et perfekt væsen som i Det femte element), der kom ned på jorden, måske fordi min hjemplanet manglede vand eller spinat. Okay, ville jeg sige, hende nupper jeg til at sidde ved min side i paradis. Eller hun kan spille bas, mens jeg fører rumskibet.

Tåtappende lykke.



PS Jeg kan også godt lide cellister, men ikke i nær samme grad. Måske er det størrelsen på instrumentet. Michala Petri siger mig f.eks. ikke noget.

PPS Dette er det fjerde indlæg, jeg forfatter om emnet. De andre har jeg krøllet sammen. Det sidste lød: Mød mig ved den gamle eg...

Henfald

Er jeg den eneste, der bekymrer mig over ikke at være en succes? Er der andre, der har det som jeg?

Hver dag, når jeg cykler hjem, synger jeg: Endnu en dag du aldrig får tilbage. Endnu en dag du aldrig får tilbage. (Prøv selv, den er funky.) Solen timelapser hen over himlen tre gange i minuttet, mens jeg sidder herinde og langsomt dør. En stille død, en sødlig råddenskab. Det er faktisk ret sørgeligt. De vil skrabe mig op med en fejebakke. For satan da også, jeg kan ikke bryde ud af mit eget fængsel. Jeg er som Jacques Mesrines far.









Gør noget, mand. Men hvad? Det er en fælde. Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længere her. (Det er den næste linie til min sang: Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længre her.) Det eneste alternativ, jeg kan se, er at sidde til smuds i halsen på Mændenes Hjem.



Det er ikke rigtigt. Jeg ville selvfølgelig straks finde en sugarmamma at leve af og på. Men mine dage som nuttet er forlængst omme, og en hvis fortrukkenhed er ved at sætte ind i betrækket. Jeg er en klodset elsker. Jeg har ingen moves. Det eneste move, jeg kender, er druk. Hvad er der ellers? Online dating? Det hele er nemmere, når man allerede er dækket ind. Kvinder er som hunde, de kan lugte desperation. Jeg kan se mig selv til fester gå omkring blandt mennesker, jeg ikke kender, i mit upassende kluns, med hungrende, hule onanistøjne. Alle er yngre end jeg og morer sig mere. Så hellere svælge i sit eget svineri. Og spille ridsede plader og nyde sin nedtur – med mere skilsmisse, mere distance (indsæt resten af teksten fra I Need More).

Det var underligt at tænke på, at livet er omme. Det var den tur i karrusellen.
Du havde din chance, nu ligger du dér og
mumificerer
med dine tomme øjenhuler og
ord, der giver genlyd i cellen.

Triumfens digter

At gense Dan Turèll-videoen om tidens selvoptagede jammerlyrik fik mig til at tænke på, at det gjorde han i hvert fald ikke (altså jamrede). Hans digtning var triumferende – dummer han sig på et job, skrider han bare, uset overvåger han en kvinde onanere nede ved mosen, han scorer et mål som målmand på udspark (Onkel Danny-eksempler) – aldrig selvmedlidende. Selv da han var ved at dø, var det værste, han kunne sige: Jeg skulle nok ikke have røget så mange smøger.



Det sagde han faktisk ikke engang. Hvad han sagde var:

Tobakken
var bare en
gen-opfindelse.....................................................................Historie
.........................Af
åndedrættet.

(Tja-a Cha-Cha, Borgens Forlag 1993)

Og så brugte han et ord som melankoli.


Nu sidder Bert Bentramsen eller hvad han hedder også og ryger (Lørdagshjørnet, 1979).

Et eksempel til efterfølgelse? Jeg vil i hvert fald til hver en tid hellere læse De tre musketerer end noget af en, der har ondt i røven og ikke kan skide.

Modsatrettede indskydelser

Min kone så gerne, at jeg deltog mere i hjemmets rengøring, men det er svært, når man er pisseligeglad.

2023

Øv, jeg glemte at fejre mit indlæg nr. 2000. Dette er mit indlæg nr. 2023, og det er uden at medregne de indlæg, jeg slettede, da Donzo opdagede, at jeg havde udhængt vore samtaler uden hans tilladelse, og kunne se, hvor banal hans ende af samtalerne var, men det er også lige meget. Nu er jeg nødt til at vente, til jeg når indlæg nr. 2222. Til december har jeg blogget 5 år, medregnet afbrydelser og sabbat for at sørge og more mig/leve, hvis jeg holder så længe. Jeg tror, jeg annoncerede mit første selvmord for fire og et kvart år siden. Ikke at der er nogen, der tager sig af det længere, ærgerligt nok. Men I vil savne mig, kan I godt forberede jer på, når jeg ligger der, og vandet i badekarret farves lyserødt. Faktisk ved jeg godt, hvordan jeg ville begå selvmord. Det stod i en ungdomsbog af ham der svenskeren med alle pornoscenerne: Jeg ville drikke en flaske whisky og svømme så langt ud, jeg kan. Donzo har også læst den – og alle andre bøger, virker det som, der læses med én hånd og kunne fås på kommunebiblioteket sidst i 70'erne – og jeg kan ikke lide at skrive det her, for jeg frygter, han gør alvor af det. Han er så skrøbelig.

Jeg er allerede i gang med at skrive min 5-års jubilæumstale, der går sådan her: I 5 år har jeg blogget, og i den tid er folk omkring mig døde, har fået støtte af Filminstituttet, skrevet romaner, blevet overlæger, kommet i The New York Times, men jeg har ikke rykket mig en meter. Ikke en tomme. Jeg sidder præcis, hvor jeg sad for fem år siden. Det er kun jordkloden, der har bevæget sig. Ikke en nanometer er jeg afveget fra min geosynkrone livsfælde. Kan du høre mig, Major Jamsemand? "Hvad?" Glem det.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige at jeg var blevet klogere, men det er jeg ikke. Jeg har lige så lidt lært, som jeg har udrettet. Hvor er det dog nedslående, når jeg tænker over det. For læseren er det vigtigt, hvis der sker noget livsbekræftende ind imellem, så lad mig tænke over, hvad det mon kunne være. I behøver ikke læse det her, jeg tænker stadigvæk. Satans, der er intet, jeg kan komme i tanke om. Hvor fattigt. Jeg finder på noget inden december, og så fejrer jeg det med et knald. Hvis I ikke hører fra mig, er det, fordi jeg har det godt eller er død. Og min blog vil fremstå som et overgroet gravsted, der langsomt kvæles af ufiltreret spam og læsersvigt.

Spred dem

Min ven 2mason skrev engang til mig: "Spred dine vinger og flyv." Det var 12 år siden. Og her sidder jeg stadig på mit eksistentielle das, medens andre knejser på Parnas. Alle døgnets timer jeg livsløgn bedriver. For jeg er intet, til intet er jeg blevet. Det ærgrer mig i grunden, altid at måtte tage min føde på bunden i stedet for i samfundets øverste stratosfære, hvor jeg føler, jeg bør være. Jeg ville være et bedre menneske, hvis jeg var succesbeskinnet. Så skulle I høre! Der var ingen ende på det, jeg ville gøre. Hvem der ku'.

På den anden side er det helt sikkert en fordel ikke at være ødelagt af for tidlig succes.

Men det er mere holdningen til det at kaste sig ud og svæve uden at bæve. – Se, der svæver Gudsrost ville folk sige.
– Han er mit idol, ville børnene stolt betro hinanden.
– Han er en gud, ville kvinderne sige og smække med læberne, og mændene ville grynte: – Skulle det være noget særligt?, men inden i ville de misunde og elske mig på en ikke-homoseksuel måde.


- Er der nogensinde nogen, der har tænkt på mig, mens de onanerede?

Nu

- Gider du have sex?
- Nej.
- Nå, okay, så river jeg den bare af i morgen til noget porno på nettet.

På nattens rand

***
Mit liv er særdeles utilfredsstillende
jeg har ingen glæder, hverken ude eller inde
og slet ikke i min kvinde
Man kan ikke vinde

Jeg har kun dig, min lille blog
hvor jeg kan skrive alt mit brok
om end det aldrig helt er nok
fordi jeg er så stort et pjok

Jeg spilder al min energi
mens livet passerer mig forbi
Jeg må snart barbere mine håndflader, fordi
jeg bedriver så meget verbal onani

Bland dig udenom, siger min kone
Jeg bryder mig ikke om den tone
Jeg skulle have taget Lone
hun nok mit lem kunne bone

Tårerne rinder på min kind
snart jeg sover stille ind
aldrig mere jeg skal høre min kones: Tag & forsvind
Men hun vil græde over mine smuldnede ben

Ingen elsker mig, jeg er så alene
"Det kan du ikke mene"
Jo, det kan jeg, lad os få det på det rene
Mit hjerte langsomt er ved at forstene

Engang var jeg ung og frisk
Nu er jeg blot gammelt og træsk
Alt hvad jeg kan er at give mig selv tæsk
10 gange dagligt med en udkogt suppevisk

Jeg græder over, hvad jeg kunne have været
Men jeg gad aldrig tage besværet
Jeg har altid siddet indenfor og kigget ud på vejret
i stedet for at kæmpe for, hvad jeg har begæret

Mit liv er på røven
Jeg dumped' til prøven
Jeg havde ej det, der sku' til

Jeg ved stadig ikk', hvad jeg vil

Klap jorden, dæk mig til
ønsk mig god rejse ned til Hel
Jeg er færdig
helt ærligt
hvor jeg er et flop
Om jeg dør nu eller senere af en blodprop
hvad forskel gør det? Jeg er ganske ætset op
i sind og i krop

Både fysisk og mentalt
er det galt
kort fortalt
regningen blev aldrig betalt
Og nu kommer rykkeren
1, 2, 3
Jeg nikker til dykkeren
på min vej ned til bunden af havet
hvor jeg bliver begravet
med fødderne i en spand eksistent-
iel cement
Jeg kunne ikke være det bekendt
over for mig selv
Farvel
til jer andre
nu jeg ensomt må vandre
gennem skyggernes land, der-
nede under Atlanter-
havet, jeg kan ikke klandre
andre
end det sørgelige fjols, der var mig
der fór vild på sin vej
i munter leg med sin hale
og tog den gale
afkørsel
der førte til livets ophørsel.
***

Ellers ligner det jo ikke noget

***
Min bror vil fyre en på sit job, fordi han (medarbejderen) har "indtørret slim i mundvigene, trækker sine bukser for højt op, så han får mandlig kameltå, har dybsiddende øjne og tynde arme."*) Men han kan ikke lide at gøre det.

– Gør det, siger jeg, – I er nødt til at holde en vis standard, ligesom på Melrose Place. Det går ikke an, at han kommer ud og stirrer på folk med sine hule onanistøjne. Det skræmmer kunderne væk.

Og så illustrerede jeg med en opbyggelig Iggy Pop-historie: Da han var 14 og boede i den berømte trailerpark, betalte hans nabo ham for at slå sit græs, men han gjorde det dårligt.
– Du er fyret! sagde naboen.
– Hvad? sagde lille Iggy.
– Du har gjort et dårligt stykke arbejde og får ingen penge, sagde naboen.
– Hvad?! sagde Iggy. Men det var en værdifuld lektie, han dér lærte, som han sidenhen har husket på, når han selv skulle fyre nogen (fra bandet f.eks.). Ingen har godt af ikke at blive fyret/fyre under de omstændigheder.


Jvf. Iggy Pops selvbiografi I Need More, 1980.

*) Og han kigger mærkeligt, hver gang min bror går forbi hans kontor.
***

I videnskabens navn

***
En fyr fra min klasse skød egern og solsorte i sin baghave med et luftgevær og dissekerede dem. Han kaldte det "biologiske eksperimenter".

Min fætter havde en stak Penthouse under sin seng. Han brugte dem til at "studere anatomi".


Konklusion: Videnskab er en god undskyldning for at dyrke sine lyster. Hvad er din?


***

Mit livs testikelundersøgelser

***
I skolen skulle vi til sundhedsplejersken og stod dér i vores underbukser. Så kom vi ind én ad gangen. – Har du ondt i maven, spurgte hun og hev ud i mine underbukser for at tjekke min testikelpose ud. Snap! slap hun elastikken.



Et af mine tidligste minder er at være nede hos Dr. Flügel og få befamlet mine klunker for at se, om de var der alle sammen.

I min onanistiske ungdom var jeg en overgang bekymret over, at jeg havde en knude på klunken, så jeg gik hos lægen, men han kunne ikke finde noget, selvom han prøvede. Det kunne jeg heller ikke. Jeg var bare blevet øm af at rage så meget på dem, tror jeg.

Nu kan jeg som midaldrende se frem til tilbagevendende prostataundersøgelser. Jeg kan allerede høre handskeelastikken smælde. Og min læge er sådan en rar dame. Tænk at tage en lang uddannelse for at lave sånoget.
***

Jeg sublimerer II

***
Jeg vil holde op med at være kunstner, jeg har tilsyneladende ikke andet på hjerte end engleskarer af løsrevne kønsdele i flugt.

Eks. (udsnit):

Tilnærmet aftegning af detalje fra maleri.

Jo mere jeg prøver at holde det nede, desto mere bobler det op og springer ud til alle sider, som at klaske en levende budding.



Jeg spurgte min ven Jay-O, en erfaren herre inden for det globale kunstliv, hvad jeg skulle gøre, og han sagde: "Fuck it." (Det havde jeg regnet ud.)

"Får du ikke noget?" sagde han og foreslog, at jeg bygger mig et onaniapparat efter svensk opskrift (svenskerne er et "driftigt" og "opfindsomt" folkefærd, som han siger).

Det går i korte træk ud på at fore en plasticflaske med aflange ballondyrs-balloner, der er fyldt med varmt vand, tilsætte glidecreme (samt evt. små stykker skumgummi for "extra känsla") og polstre indgangen med åbningen af en luffe, så man undgår den "irriterende" plastickant.

Det har jeg nok ikke tænkt mig.

Jeg vil hellere lave sådan en her, verdens største, fedeste hjemmelavede paintmarker til graffitiskrift:


Her ville jeg have embedded en video, men YouTube har taget den ned siden sidst. Brug linket.

Videoen er lidt lang (8 min.), men det går kort fortalt ud på at skære enden af en liter-colaflaske og fylde den med vægmaling, passende fortyndet med sprit. Dernæst ruller man et håndklæde stramt sammen og skærer en skive af rullen på ca. 10 cm som spids, som man krænger en sok udover og vikler gaffa omkring, før den fastgøres i indgangen af flasken med en skrue i hver side. Med bunden af en anden colaflaske som låg. Voila!

God fornøjelse!

*

Eller også skal jeg bare slappe af. Masser af gode kunstnere maler ikke andet end kaskader af kønsdele i flugt.

Her er to kvindelige:

Eks. 1: Cecily Brown




Eks. 2: Sue Williams




PS Det hele kom sig af, at jeg havde lyst til at skrive "løsrevne kønsdele i flugt".
***

Hyperventilering

***
Jeg sætter mig ud på lokummet om natten og stønner og sukker.
Jeg har ikke engang kræfter til at onanere.

Jeg vil ikke give hende den tilfredsstillelse.



Det minder om dengang, lige før hun gik fra mig for alvor, og jeg kom hjem fra arbejdet og sad og græd i badet, mens hun stod i køkkenet lige ved siden af (for sådan var lejligheden indrettet) og madede babyen.

Jeg kunne ikke udtrykke mig. Jeg regrederede til en ormemumlen, ren lyd, ikke engang rigtige ord kom ud af mig.


Ren
***