Div. nyt

***
Jeg har en udstilling snart, men jeg er ikke sikker på, at jeg får noget færdigt til den. Det bliver nok greatest hits, eller hvad jeg ellers kan fake igennem.

Dette er meget tys-tys, men der er to agenter i New York lige nu, der ser på min musik til en kunstvideo. Sig det ikke til nogen!
***

Et ord der åbner døre, og det er ikke "sesam"

***
Her er et godt tip: Hvis du har ondt i knæet, så sig til din læge, at du vil have det "udredt". Det er et ord, der åbner døre. Ellers gider de ikke gøre noget.

Det virkede for mig. Jeg havde det som hovedpersonen i Brazil, der kan nægte håndværkere adgang, fordi de ikke har formular "27B-stroke-6".


"Central Services. You rang, sir?"


Dr. Tuttle går i sving. Nu skal alt nok blive godt igen.

Tak til hende moren, jeg talte med, der havde fået sit knæ "udredt" på privathospital.


Knækam til udredning. Haha.
***

Man er altid den sidste der får det at vide

Det værste er, at lige meget hvad der sker, vil hendes veninder vide det før mig.

I forvejen hader jeg deres sarkastiske, bedrevidende smil. Som om de vidste noget.

Til gengæld vil I, kære læsere, vide det før min familie.

Der er meget få mennesker, der i virkeligheden vil én det godt. Resten vil bare have et show.

Nyt møde i Litterær Kreds

Der har nu været afholdt to officielle møder i Litterær Kreds, et stiftende og et efterfølgende, og det har bestemt været givende, selvom det også er irriterende at blive kritiseret. På den anden side, kan man sige, er det jo stadigvæk en selv, det handler om, så bare fokus forbliver dér.

Et andet resultat er, at jeg sidst tænkte: Hvad fanden skriver jeg egentlig for? Hvad skal man egentlig skrive for? De spurgte, hvad det var jeg ville med det, og jeg kunne ikke svare.
Jeg ved det stadigvæk ikke. Måske have nogen til at læse det. Er det ikke godt nok?

Der er også tale om en vis blottelse.
Jeg var aldeles agiteret, fordi jeg skulle præsentere noget intimt, personligt og hudløst (som man siger). Det gode var, at de sad målløse i lang tid efter, at jeg havde læst min tekst op (meget snedigt kamufleret som knækprosa), før de selvfølgelig begyndte at knæppe de berømte fluer.*)

Nu ved jeg til gengæld ikke, hvad jeg skal komme med næste gang, for den bliver svær at stikke.

Jeg har røbet for mine kredskolleger, at jeg skriver en hemmelig blog, fordi jeg havde lyst til at sige det til nogen (andre end 2mason) og for at få det til at se ud af noget, mine skriverier, men ikke sagt hvad den hedder – information, som De, kære læser, er privilegeret indehaver af.


*) Jeg kunne redigere første kapitel af min humoristiske roman, men jeg har ikke lyst til, at nogen skal se den, før den er færdig. Den skal bevare skæret af mystik, til den er hakket groft ud & ned.

Ting jeg hader (endnu en ting)

Jeg hader, når nogen fortæller, at de har været deres kæreste utro, og så lidt efter kommer kæresten hjem, og hun ved det ikke, og så skal man sidde dér og tænke på det og passe på, hvad man siger.

– Hvorfor er I så underlige? Har I røget?
I har røget, jeg ved det.

(Det kunne også godt være vi havde.)

Jeg har måttet afvise en læser

Det er ikke fordi, jeg har for mange læsere, men alligevel afviste jeg sidste uge en, den unge digterske, der fornylig muntrede mig op ved at kalde mig en ”kusse” og sige, jeg skulle holde op med at te mig så jødisk. Det var hende, der oprindeligt fik mig til at blogge, fordi hun fik det til at se nemt ud, og så kom jeg altså til at sige, at hun havde inspireret mig til også at starte en blog. (Og se nu! Jeg har dårligt lavet andet siden.) Men jeg vil bare ikke fortælle hende, hvor hun kan finde denne blog, denne hemmelige blog, som kun De, kære læser, er indviet i.