Jeg havde dette skilt hængende på min væg i 3 år:

Mal noget!

Efter 80 dage har jeg reduceret mit maleri til en perfekt grå flade

Det er meget uheldigt, at jeg igen har lavet et billede uden komposition. Jeg ved ikke, hvad der er for og bag. Næste gang starter jeg med kompositionen, som et fonuftigt menneske, og fylder ud bagefter. Det virker bare så kedeligt.



Jeg bør lave en liste over alle de ting, jeg ved er rigtige, men aldrig tager mig af: Start med de store former først osv. Hvis jeg pakkede kuffert, som jeg maler, kom jeg aldrig på flyet (jeg er en brillant pakker).

Jeg skal gøre, hvad jeg siger, ikke hvad jeg gør.

Natligt tilsyn

Og jeg vil komme til dig om natten og sige, at dit liv er værdiløst.
– Ja, muse?
Og ligegyldigt og håbløst
Og jeg vil bede dig ikke mumle
Og ikke ligge dér og have så ondt af dig selv
Og du vil tror hvert ord, jeg siger, og glemme dig selv
– Skal det være så fucking sort?
Hør nu efter, du ved aldrig, hvor længe du har mig.
– Sandt, sandt. Satans, men forståeligt.
For evigt er kun et øjeblik
Og jeg vil bede dig ikke mumle og ikke lade døren stå åben
Vær ikke en baby, du er i live, er du ikke?
– Gu' jeg så!
Så giv dig tørt på, din gamle sengevæder.
(Hun ved alt om mig!) – Øh, jeg skal nok finde noget, der mig klæder.
Smalt sort slips og stumpede bukser
– Hvor lagde jeg mit læder?
Hele himlen er ved at eksplodere
Universet vrider sig i smerte og vellyst
Lounge-marimba og drengekor ca. '67
Kærlige tanker, jeg op i mig hanker.
– Tak, min muse.
Hun er allerede væk
på nye æventyr.


Warren Criswell, Departure of the Muse (via Weimarart).

Så er det bare at fylde det med sjov, men hvor ukarakteristisk er det ikke?

Hvor er mit liv dog kedeligt. Men jeg har selvfølgelig selv valgt det.

Den har ligget i min taske i en uge

Nu har jeg skrevet en seddel med ALT det, jeg skal, og jeg har ikke kigget på den siden.

Modsatrettede indskydelser

Min kone så gerne, at jeg deltog mere i hjemmets rengøring, men det er svært, når man er pisseligeglad.

Nu hader jeg det igen

Satans også, i dag, da jeg kom ind, så mit maleri godt ud. Nu tør jeg ikke røre ved det. Det er ligesom ikke at turde tale med den smukkeste kvinde til festen.


Jeg tør vædde på, Botticeli aldrig havde sådan nogle problemer.

Mit liv

Det hele er så latterligt og håbløst.


Stik en gaffel i mig, jeg er færdig.

Det tager mig 2 timer bare at drikke kaffe

Jeg fik et job, der var timebetalt, og det var rystende for mig at se, hvor lidt jeg laver, og hvor sent jeg kommer i gang.
(Hov, nu skal jeg hente børn! Hvad med min kaffe!)



I dag har jeg arbejdet en time og bekymret mig for resten.

Hvad skete der lige dér?

For snart halvanden år siden skrev jeg, at jeg var blevet inviteret med i en kunstnergruppe, og hvor smart det var, for så kunne jeg få andre til at lave arbejdet (ILLO: bagerst på en tandem med fødderne oppe), men det er endt med, at jeg laver det hele selv. Hvor er jeg bare dum. Og så bliver det ikke gjort. Hvor er de bare dumme. Det eneste, jeg skal nu, er at sætte noget papir sammen og sende det afsted, og det har foreløbig taget mig 8 måneder. De andre er begyndt at skrige ad mig, men jeg kan ikke undgå dem for evigt.

NB! Jeg gider ikke lave noget, før der er nogen, der skriger ad mig, men hvad hvis der er ingen, der skriger ad mig, og hvad hvis de skriger ad mig, men jeg ikke gør noget alligevel?



Mit liv er et dødvande og en blindgyde. Jeg er så umindelig uduelig.

Jeg har heller ikke fået lavet nogen malerier.

Når jeg venter for længe med noget, bliver det ligesom at lave selvangivelse (men uden afleveringsfrist). Jeg har haft en rød-markeret mappe med projektet liggende på min desktop siden august. Ind i mellem toner jeg farven på den lidt ned. Og så op igen.

Hvad er der galt med mig? – del VII: Kommunikationen

Jeg får aldrig lavet noget færdigt. Jeg får heller aldrig noget begyndt. Der var en mand, der kontaktede mig om en pris på et maleri, jeg har liggende på nettet. Det er tre år siden, og jeg skrev først tilbage for 6 mdr. siden: Vil du stadig gerne vide, hvad prisen er? skrev jeg.
Ja, svarede han.
Og jeg har ikke fået skrevet tilbage med prisen endnu. Jeg ved godt, hvad prisen er, jeg har bare ikke fået skrevet tilbage.

Det er mit håb, at mine manglende kommunikationsevner vil få mig til at virke som sådan en sær outsider-kunstner og derved mere kunstnerisk.



Det er mit håb, men det er ikke en god salgsteknik.

Nogen mennesker kontaktede mig for fem dage siden, fordi de er interesseret i et billede, jeg har liggende samme sted, og jeg har ikke fået svaret endnu.

I mellemtiden sidder jeg bare her og laver det samme gamle lort, jeg hader, som en stor baby, der ikke gider skifte sin fyldte ble.

Hastigt ned ad bakke

***
Åh, jeg fik en henvendelse fra en klient i sidste måned, og jeg har ikke svaret på den endnu. Nu er der gået så lang tid, at det er latterligt. Hvis der er noget, jeg ikke gider, og det er næsten alting, foretrækker jeg ikke at sige noget og så bare håbe, at det går væk af sig selv.

Ellers skal man skrige ad mig, og det er heller ikke sikkert, det virker.

Jeg graver hastigt min grav med dybe spadestik.

BONUSRIM
Og strikker min egen løkke med dobbelt halvstik.
Og prikker mig i øjnene med nålestik.
Og overtrumfer mig selv i uduelighed og tager dét stik.
Og snyder mig selv i kabale
ved ikke at kunne håndtere de mest banale
ting,
der skal til for at holde hjulene i sving.
Jeg er en driftig herre,
hvis drift er på andres tålmodighed at tære.

***

Instinktiv modvilje mod kones udlængsel & eventyrlyst

***
Min kone vil have, vi skal spare sammen til en lang rejse.
– Men du har jo ikke noget job, siger jeg.
– Nej, men det får jeg.
– Men vi har jo ikke nogen penge, siger jeg.
– Nej, men det er jo derfor, folk sparer op.
– Folk sparer op? Vil du have, folk skal spare op til os?
– Jeg vil godt have, vi kunne bestemme os til det her.
– Jeg kan ikke snakke nu, jeg skal på arbejde.

Jeg ved ikke, tanken om at bruge alle de penge. Jeg ved ikke, om jeg har lyst. Måske kunne det være meget sjovt. Hvem ved.

Alle de penge, det er ikke rart at tænke på, og så til noget, der ikke kan trækkes fra.

Jeg hader at tage en beslutning.
***

Skudt skat II – lad mig uddybe

***
Jeg følte mig eddermame utjekket ved at sidde (i går, 1. juli) sidste dag og ikke have lavet min selvangivelse endnu, og når jeg så endelig tjekker ind på skat.dk for at se, om min digitalsignatur overhovedet virker, mens jeg gennemgår plan A, plan B til Y i mit hoved, står der, at afleveringsfristen er blevet skubbet til søndag d. 5. juli. Fint, tænker jeg lettet, jeg har masser af tid, jeg laver den på lørdag, nej, fredag, for så kan jeg nå at ringe ind, hvis der er noget.
Ta-da!

Det eneste, jeg lærer af det her, er, at sådan er jeg altid. Det ligger der vel en slags accept af sig selv i, vil jeg mene, og det er jo positivt. Så noget godt kommer der ud af det. Ta-da!
***

Min fod er svejserost

***
Min gud, det er håbløst, jeg laver virkelig ikke dagens gode gerning. Hvordan skal jeg nogensinde få udrettet noget, når jeg først begynder kl. 2 om eftermiddagen? Nu er ugen igen omme, og jeg har intet at vise for min tid. Og nu er det snart sommerferie, og så har jeg endnu mindre tid end normalt, fordi jeg skal være sammen med min familie hele tiden. Vi laver aldrig andet i forvejen, men snart er det 24/7. Det er jo heller ikke fordi jeg gider lave noget, andet end at være sammen med dem, men så hænger jeg der og svæver midt mellem det hele igen og må tvinge mig selv ud af døren, mens der stadig er noget af dagen tilbage, og så er det alligevel for sent og jeg er træt. Således får jeg alligevel ikke udrettet noget, samtidig med at jeg skuffer alle omkring mig. Jeg har ikke været ude at besøge min mor endnu, selvom jeg burde. Jeg kan ikke holde ud at tænke på det. Der er konstant den bastone af død og undergang. Mit liv er håbløst.

Alt hvad jeg vil for mig selv
bliver ikke til noget alligevel.

Jeg slår mig ihjel
Farvel
***

24/7

***
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal overleve sommeren. Min bedste stund her i weekenden var, da jeg gik ned i Døgn-Netto alene med min iPod i ørerne. Mit næstbedste stund kom, da jeg hackede mig ind på naboens netværk og kunne tjekke min mail og læse avisen.

Og det er oven i købet godt vejr.

Jeg kan godt lide min familie, og jeg kan godt lide at være sammen med dem, men jeg er rigeligt sammen med dem til hverdag. I ferien kommer kravet om, at jeg i hvert fald aldrig må foretage mig noget, jeg har lyst til, for mig, uden at jeg skal have dårlig samvittighed over ikke at gøre noget "for familien". Det oven i alle de andre krav om, hvad "vi", dvs. jeg, skal gøre ved huset, før det falder sammen som et bundt mikadopinde, oven i bebrejdelserne om, hvad jeg har gjort eller ikke gjort i foregående år. Jeg kan ikke hive en mælkebøtte op uden at få et bebrejdende blik. Jeg har ikke brugt kanttrimmeren i to år pga. brok om, at jeg ødelægger naturens integritet – som en militærbarber, der studser en hippie – og jeg kan faktisk godt lide at kanttrimme. Hold kæft mand. Det er håbløst.

Snart er det sommer og regner hele tiden, og jeg kan sidde indenfor her i fritidshuset og se min familie spille Playstation som automatoner, mens min sidste spire af livsbegejstring visner og dør.

Jeg gider ingenting. Jeg byder døden velkommen. Døden er ikke så slem, hvis man bare lader være med at tænke på sig selv som et individ, men et trin i en slægt for DNA’ens bevarelse.
***

Håbløst, umuligt

***
Jeg har arbejdet på det maleri i 100 år, og jeg tror aldrig, det bliver færdigt. Jeg er ikke engang sikker på, hvad der er forgrund og baggrund. Alligevel bliver jeg ved med at knalde hovedet mod det.

Jeg bliver aldrig rig og berømt.

Det ligner ikke noget.



Jeg kunne også lige så godt have lavet det fire gange så stort, nu jeg var i gang.
***

Det omvendte af en ledertype – hold mig ude af direktionen

Pludselig – midt i mødet – følte jeg mig som verdens svageste person, fordi jeg er ude af stand til at tage en konflikt (undtagen til en hvis grad med dem jeg elsker) eller en beslutning.

Det ramte mig som et læs mursten efter endnu en kikset dag med uafbrudte undvigelser. Jeg er det komplet omvendte af en ledertype: Jeg kan ikke tage en beslutning, hverken god eller dårlig, og der er ikke noget, der bliver bedre af at vente – jo, nogen ting går væk af sig selv, men det er ikke værd at satse på.