Mystiske tunneler & sminkede lig

Min livslange ven Frizz, mediemanden, var så god at give mig fribilletter til Experimentariet forrige år, og i går var jeg endelig ude at indløse dem.

Jeg vidste ikke, at man ikke måtte fotografere inde ved udstillingen af de "plastinerede" lig, men jeg vidste godt, at man ikke måtte snige sig ind ad udgangen, og jeg ville ønske, at vi var gået ind ad indgangen, så jeg ikke havde ført børnene ind i kammeret med pornoscenen.





Iflg. det trykte materiale bedes man udvise respekt for de afdøde ("der har doneret deres kroppe til udstillingen"), men hvorfor deres jordiske rester skal opstilles i en "reverse cowgirl" med huden flået af ind til tværsnit af skeden, kan jeg ikke svare på. Eller jo, det kan jeg godt: Det er kitsch og kan forklares ved tvivlsom kunstnerisk smag. Det er den sædvanlige kvasividenskabelige indpakning om kuriosakabinettet. (Og det siger jeg, der ikke engang ved, hvad kvasi betyder.)

Her er et par plastinerede tissemænd:





Børnene blev selvfølgelig dybt traumatiserede. Godt, man bor i Danmark, hvor den slags ikke tages så tungt.

Et højdepunkt, om jeg må have lov, på Experimentariet er den såkaldte Sanse Tunnel, hvor børn (evt. i selskab med deres forældre) skal famle sig frem gennem en mørk tunnel. Jeg kan forstå, at Olafur Eliasson lige har lavet noget lignende til Arken, en 90 meter lang tågefyldt tunnel med et prætentiøst navn, hvor voksne mennesker kan famle sig frem. (Og her tænker jeg straks: Der vil jeg have min kæreste [i dette tilfælde min hustru] hen og have diskret sex med hende 45 meter inde. Et glimrende bøssemødested vil jeg formode, men det er også altid, hvad jeg tænker, når jeg ser et møntsolarium: Der kan man gå ind og bolle. Kun en 10'er! Hvis jeg var en rigtig reporter, ville jeg kontakte museet og spørge, om der har været tilfælde, hvor det er blevet opdaget og meldt, eller om folk bare går beklemte forbi stønnelydene i tågen uden at sige noget, ligesom når nogen opfører sig upassende i saunaen i svømmehallen.)

I det hele taget, om jeg må have lov, kan Olafur Eliassons værker beskrives som et hobbybogseksperimentarium med højt budget og højere koncept, kvasividenskabelige forklaringer og belærende plancher.
Forvrængende spejle og røg.
Tak.


Olafur Eliasson: Din blinde passager (Arken 2010-11).

PS Jeg har fundet ud af, hvad der er så mærkeligt ved de døde kroppe i Gunther von Hagens' Body Works. Det er ikke det, at de er døde, det er alt det, der er gjort ved dem, selvfølgelig. Det, man mest lægger mærke til, er de mærkelige stirrende glasøjne. Det er ikke det naturlige, der er mærkeligt, det er det unaturlige. Da min mor døde, ville hospicesygeplejersken, efter at have mærket efter inde i sig selv et øjeblik, ikke lægge noget på min mors øjne mere for at holde dem lukket. Der skulle ikke komme noget ind imellem, så ville det være dét, man lagde mærke til i stedet for det egentlige, den blotte døde tilstedeværelse. Så lå hun dér og stirrede med sine blege, døde øjne, det dødeste jeg har set.

Nu

- Gider du have sex?
- Nej.
- Nå, okay, så river jeg den bare af i morgen til noget porno på nettet.

Dét ville jeg gerne se

***
Er der egentlig nogen, der har lavet en pornomusical? Jeg mener ikke en musical om porno ligesom O Calcutta*), men en rigtig pornofilm, hvor folk bryder ud i sang og evt. dans, mens de går til den.

Denne video er der ikke helt, men den er meget sjov alligevel:


Squeal Happy Whores. For filmsnobber: Instruktøren er James Gunn, der også har lavet den moderne gyserklassiker Slither. (Højdepunktet kommer ved -01:36.)


Det kan godt være, kombinationen bare er en fysisk umulighed, men det er værd at undersøge.


*) eller The First Nudie Musical eller Alice in Wonderland eller hvad der ellers dukker op på en to minutters-Google-søgning.
***

Sin egen vægt værd i pulp

***
Jeg fandt to kufferter gamle drengebøger i en container, men jeg nærede mig og tog dem ikke med hjem, udover et enkelt eksemplar (se billedet). (Det illustrerer min nye mådeholdenhed og også det, at jeg ikke har nogen plads.*)) På vejen hjem slog det mig: Hvis det havde været tegneserier, havde jeg taget dem. Hvis det havde været tegneserier, havde de slet ikke været der, da jeg nåede frem (for de ville være taget allerede).


Moralen er: Tegneserier er mere værd end anden gammel kulørt litteraturpulp.

Spørgsmål: Vil det sige, at hvis man laver sine historier som tegneserier, er der flere, der gider læse dem? Eller de holder længere? Aner det ikke. Det er i al fald ikke nok bare at gennemillustrere.

PS Det minder mig om Lenny Bruces gamle guldkorn med, at det er bedst at blive interviewet til pornoblade, fordi sådan nogen gemmer folk, pænt, i en stak inde i skabet.

PPS Jeg har en tilbagevendende drøm, hvor jeg finder gamle tegneserier i en container, tegneserier jeg ikke anede eksisterede, hæfter i overstørrelse fra 50’erne og ukendte bind af Tintin m.m. (tit er det er problem at få det slæbt med hjem, så stort er mit fund.)


*) Og mest af alt, at jeg ikke troede, de var noget værd. Jeg mener, oversættelser. Men da jeg kom hjem, så jeg selvfølgelig, at det var en førsteudgave. Der var næsten hele serien, undtagen den første, Tarzan abernes konge.
***

I den forblindelse

Ikke så underligt er det alle de afdankede landsholdsspillere, der støtter op om Morten Olsen. I et tidligere indlæg beskrev jeg Morten Olsens virkelighedsbenægtelse, der nærmer sig George W. Bush-agtige højder.

Se, hvad Rommedahl siger i dag: "Vi er gode nok til at være med til EM. Den måde, vi spiller fodbold på, bør gøre os selvskrevne." Og her kommer det gode: "Det er ikke altid, det lykkes på banen, men i tankerne spiller vi fremadrettet fodbold". I tankerne! Ja, i dine drømme! Virkeligheden figurerer ikke for disse stakkels forblindede mennesker.

Jeg forestiller mig altid Rommedahl nede på knæ for at servicere Morten Olsen og ser hans enorme, våde øjne for mig bevæge sig op og ned i vidvinkel p.o.v. Hvordan kan han ellers altid blive udtaget? Ham og Grønkjær.