Intet satset, intet tjent

16:26
Ikke værst dag i dag, jeg har bare ikke lavet noget.

16:31
Spørgsmålet er, om noget, jeg laver, er en god ide.

16:32
Jeg rev min pik af og klaskede den op på væggen. – Her tag den, sagde jeg. – Jeg har ikke brug for den alligevel.

17:17
Hvordan undgår jeg, at mine malerier bliver grimme? Det er virkelig et problem.

Eller ikke at lave

Vid, at jeg er meget, meget bevidst omkring, at jeg måske burde finde noget andet at lave.

Årets korteste dag

I dag kom jeg så sent i gang, at jeg ikke nåede det, før jeg skulle gå.

Fuld udstrækning

Den korte

Jeg har lige haft en samtale nede på gaden, der gik sådan her:
– Hvidovre.
– Hvidovre.
– Hvidovre.



Den lange

Mens jeg parkerede, var der en englænder og en anden, der øvede sig i at sige Hvidovre og kom til at vælte en masse cykler, og på vej over gaden sagde jeg: – Hvidovre.
– Hvidovre, svarede den ene.
– Hvidovre, svarede den anden, bedre end de havde sagt det før.

Jeg har en umådelig myndig røst.




Den ekstremt lange

Tusmørket var faldet på og juleguirlanderne lyste over indkøbsstrøget, da han begav sig hjemefter efter en ny, lang, resultatløs dag i atelieret. Idet han plukkede øretelefonerne ud af øregangen med et træt suk, kunne han ikke undgå at overhøre to udlændinge i samtale ved cykelstativerne.
– Hvidovre, Hvidovre, Hvidovre, sagde den ene. – Han vil have, vi skal sige Hvidovre, før vi får en stærk øl.
– Hvidovre. Hvidovre, Hvidovre, sagde den anden på engelsk. Men idet han svingede sin cykel om på fortovet, væltede han en parkeret cykel. – Åh nej, sagde han på sit formfuldendte overklasseengelsk og kom desværre til at vælte tre cykler til som dominobrikker, da han ville rejse den første op. Den anden grinte hvidt i halvmørket, og vores bitre kunstnersvend kunne heller ikke lade være med at trække en anelse på smilebåndet bag sit velplejede, klædeligt gråspængte van Dyck-skæg.
– Hvidovre, sagde han fast og myndigt, mens han krydsede gaden uden at se sig tilbage og heller ikke for.
– Hvidovre, svarede den ene.
– Hvidovre, svarede den anden, begge bedre og tydeligere end før.
Talepædagog havde været et mere passende karrierevalg for denne fallerede livsløgner.

Alt hvad jeg har

Jeg er begyndt at skrive min blog igen, og jeg kan godt fortælle hvorfor: Jeg har ingen andre kreative afløb, jeg drukner i arbejde. Sidder bare her hver dag og ser mine drømme falde til jorden som glas og forsøger at styre min lyst til at rime med "i stedet for at knejse på Parnas". Til mine øjne falder ud af hovedet af scrollende tekst. Min hjerne er mos.
– Du er heldig, at du har dit værksted at lave … hvadsomhelst i, sagde min far.
– I stedet for at være på kontor?
Når min hjerne bliver for flad, står jeg op og spiller bold. Eller jeg kan se rundt på mine ufærdige kunstværker og begræde mit manglende mod. En halloween-t-shirt med blod. Mere end jeg har malet i en måned. Sourcet fra Gaddafi.

Vil I høre noget helt ærligt? Alle mine blogindlæg er to uger gamle. Ikke under en uge det sidste år. Jeg tænker på det som en litterær handling fra notesbog til blog, og i længden er det aktuelle skideligegyldigt*). Hvis verden går under, har jeg ikke tænkt mig at liveblogge det, og der er ingen tilbage til at læse det alligevel. Fra køen i Brugsen: WTF, der var en, der sprang over! Kommisen boller flaskedrengen. Hvor er min gin? En strømer knæler og kysser en præsts fødder, og en svans kaster op ved synet.
Er penge snart værdiløse? Ramt af lynet.

*) Mine dagsaktuelle indlæg er de værste.

Tænk det sagde jeg

(eller noget lignende), engang jeg havde en kunstkøbers familie på besøg:

Det irriterende ved at male med olie er, at så kan man ikke hele tiden gå over og tjekke sin email og se, om der er nogen, der har kommenteret bloggen, uden at risikere at få maling på sit fine nye keyboard.

Jeg havde dette skilt hængende på min væg i 3 år:

Mal noget!

Krypt udenom

Jeg sidder her i mit tempel for mig selv, mit enmands-kongerige, og stirrer på mine ufærdige mesterværker, der håner mig fra væggene med deres potentiale, imedens jeg polerer andre folks lort og pakker det pænt ind for penge, omvendte offergaver på rejsen til dødsriget i mit ægyptiske gravkammer. Hallo, det er meningen, jeg skal have noget med!
Så hult min stemme runger mellem de blege vægge.
Jeg synger i gravens bruser.

Og det var ikke hensigten

Problemet ved mit maleri er, at det er grimt.

Muligheder

Af ren arbejdsvægring i dag gik jeg ind og mikrolånte til folk, der gider lave noget.


Kiva.

Det er de mest banale ting, folk står og har brug for.

Jeg har mere lyst til at støvsuge end lave mit arbejde. Jeg vil hellere oprette en Mandejammer-Twitter-konto, før nogen andre gør det, end at lave det, jeg skal.

Jeg indså i går, at jeg ikke både kan være rigtig kunstner og arbejde fuldtid, helt eller delvist, samtidig. Der er simpelthen ikke tid til det. Og når man så bilder sig ind at have en familie oveni: umuligt! På denne måde når det aldrig videre end til hobbyplanet.*) Det kan godt være, jeg har talent, men jeg bliver aldrig mere end skolelærer, der laver sjove tegninger på tavlen. Ikke på denne måde. Hvis jeg var en rigtig kunstner, ville min blog bare være noget, jeg kørte ved siden af til at promovere mit andet lort med.

Jeg sagde det til min kone. – Men der er jo kunstnere, der kun laver tre gode malerier i deres liv, sagde hun. Er det, hvad jeg er nået til? Men kvalitet er et produkt af kvantitet. Genialitet kommer af at lave så meget godt, at noget næsten uundgåeligt må blive stort (via Malcom Gladwell i NY'eren). Der skal åbnes for hanerne.

Jeg kan ikke fokusere i dag. Jeg kan ikke fokusere mine øjne.

Jeg skulle ikke have siddet og læst The NY'er hele morgenen.

Mine tarme knager.

Min pen har overlækket mig, mens jeg skrev dette.


Nu er det kommet på mit nye keyboard.


*) Ikke "Hobby Planet".

Pzzz

Mit liv er én lang retfærdiggørelse af pis.

Guld- og også umbergrube

Jeg elsker, når kunstnere skiller sig af med farver. Her er min sidste score fra skraldet. Se lige:


En skatkiste af kunstartikler. Bemærk, at der er Rembrandts iblandt.

Nu kan jeg smide dem over i mine enorme samlinger kunstartikler, jeg aldrig får brugt.

Stuvning af mellemlunkne bekymringer

***
Det har på det sidste stået lysende klart for mig, hvor lidt jeg i grunden har at sige, og hvor mange måder jeg har at sige det på.

Jeg havde en lærer, der sagde: – Du har så mange evner, Gudsrost. Bare en skam, at du ikke har noget at sige.

Jeg har intet på hjerte.

Jeg tror, at jeg på en eller anden måde trænger til at få noget virkelighed ind over det, jeg laver, også så det hele ikke bare er klichéer. Virkeligheden er et kick, men jeg er desværre utroligt tilbageholdende mht. at begå mig i den. (Jeg stikker ind i mellem næsen lidt frem, virrer lidt med den og trækker den straks tilbage. Jeg er sky og tilbageholdende, grænsende til det selvudslettende.) Som min terapeut i sin tid sagde: – Du trænger til mere animus og mindre anima.
Jeg skulle nok have ofret de ekstra penge på en rigtig psykolog.

Jeg glider ud i stigende irrelevans.

Jeg er på det sidste blevet mindet om, hvor fuld af lort jeg er. Den ene ting efter den anden. Jeg fandt en mail, fordi jeg skulle bruge et billede i den: Her er et billede fra en ny serie, jeg er ved at lave, skrev jeg. Jeg havde kun det samme, og det var ikke engang færdigt. Jeg maler på det nu. Tog lige mig selv i at kigge ned i den samme bøtte orange, jeg købte for 10 år siden.

Telefonen ringer, og jeg tager den ikke.

Der var en artikel om Kierkegaard i The New York Times. Jeg har aldrig kunnet læse ham, fordi jeg hader ånden, men han sagde, at en ulykkelig mand er ham, der vil være noget andet, end det han er. Jeg er træt af at sige, at jeg er "kunstner", når det ikke er det, jeg er – hvilken grel kliché – og når jeg siger, jeg er det, jeg laver for at tjene penge, lyder det så trist. Men det er jeg blevet til. Jeg vil hellere sige, at jeg er blogger. Det er sjovere. Men det kan jeg ikke, fordi jeg er det hemmeligt. Og jeg kan ikke skrive i min blog, hvad mit arbejde er, for ikke at kompromittere mig og bide den flinke hånd, der fodrer mig.

Fanget i midten igen.
***

Godt jeg gjorde det

***
For at få luftforandring tog jeg til begravelse. Ikke nogen nær slægtning eller bekendt, men drænende nok alligevel at se folk, jeg elsker, græde.

Så var der gravøl og -kaffe bagefter – langbords desværre, jeg havde foretrukket buffet – og jeg satte mig ved Walther, der spurgte, om jeg fik malet noget. Det gider jeg ikke snakke om.
– Hvad med dig, laver du noget musisk-skråstreg-kreativt?
– Haha, nej. Jo, jeg dyrker min interesse for botanik.
– Du dyrker pot?
– Ja.
– Haha.



Han havde sendt efter 15 gensplejsede superfrø fra New Zealand til kr. 500. De kom i et lille stykke bobleplast, og da han brød forseglingen, røg de ud over hele gulvet.
– Jeg fandt 14, sagde han.
– Du skulle have vandet og gødet mellem gulvbrædderne. (Haha, jeg er bare så vittig.)
– Jeg ved det, sagde han.

(Planterne blev store, men topskuddene små. Han mener ikke, sorten passer til vort hjemlige klima.)


***

Næh min ven

***
I stedet for at hente min datter nede ved hallen i går aftes, blev jeg hængende og lavede foregående indlæg.
– Kan hun ikke bare cykle hjem selv? sagde jeg til min kone.
– Cykle alene gennem den mørke park? Det skal hun i hvert fald ikke, sagde min kone.

Så forestillede jeg min datter stå dér i mørket og vente på, at jeg skulle komme. Jeg er ikke stort bedre end min far, tænkte jeg, mens jeg trampede i pedalerne. Han lod mig altid vente alle vegne.

En dag vil mine børn opdage denne blog og sige:
– Er dét, hvad du har brugt tiden på i stedet for at være sammen med os?
– Øh ja.
– Det er jo latterligt.
– Det er ikke latterligt. Det er ironisk. Det er meningen, det skal være latterligt.
Øjenrul.

Apropos i går lad mig opsummere:
Jeg har arbejdet uafbrudt i 14 dage og mere, og så tror jeg, jeg bare kan lave lidt kunst, før jeg går hjem? Sådan fungerer det ikke. Jeg maler det hele hvidt.

Jeg er ødelagt af arbejde.
***

Jeg aner det ikke

Hvad har jeg lyst til?


Jeg tror, jeg må opgive at være kunstner. Jeg har ikke driften til det, jeg har ikke energien, jeg har ikke "vildskaben". Vildskaben, uhhh! Jeg tror, livet prøver at fortælle mig noget. Det duer ikke sådan her. Jeg kommer ingen vegne. Men hvad så skal jeg gå og lade som om jeg er, om ikke det? Hvilken ny livsløgn skal jeg iklæde mig for iskoldt at kunne svare ved cocktailselskaber?

Jeg vil gå i dyb meditation og overveje dette spørgsmål (dvs. tænke over det foran fjernsynet, haha, nej jeg mener det ikke). Jeg ved svaret er lige for næsen af mig. Men hvad? Hvad!
***

Det ser ikke godt ud, og jeg har også fået for meget kaffe

***
Jeg var træt i dag og ødelagde et maleri til i stedet for bare at gå hjem.


***

78 sind – spøgelser fra fortiden III

***
Faste læsere vil vide, at jeg er i syv-otte sind over, om jeg skal tage med til gymnasiegenforeningsfest. Nu vil de også invitere ham læreren, det skæggede 70’er-svin, der bollede min kæreste, før hun var min kæreste.

Jeg kan ikke tage dramaet.
Jeg er allerede kørt helt op.

Som opvarmning er jeg begyndt at lytte til oldies på netradio: "It’s too late now, darling, it’s too late".

Jeg må have brygget en historie sammen: Måske har jeg OCD? Folk vil hellere købe varen, når der følger et narrativ med.

– Sælger du noget kunst? kan de spørge, og jeg vil svare: – Ja, men kun i New York. Til mine faste private samlere. Folk med en meget specialiseret smag.

Jeg er allerede begyndt at forberede replikker. Eks.:

Åbningsreplik 1: – Hej! Hvornår vi skal begynde at falde tilbage i de gamle roller?

Åbningsreplik 2: – Hvem er du?
***

Jeg er en fæl fiasko

***
Et penselstrøg fra i går, jeg ikke fik tørret af:



Jeg har trækninger i testiklerne.

Alt det jeg ikke når.

Min udstilling er ikke ordentligt færdig, så jeg fusker det igennem. Som sædvanlig. Øv.

Jeg overvejer, om ikke det var tid til at holde op med at lade som om, jeg er kunstner. Men hvad så med alle mine tuber? Hvad skal der blive af de små, hvis jeg ikke er her?


– Piv, piv, piv! Du må ikke gå!
© Dansk Reportagefoto 2009

Og hvad med mine 8 kubikmeter usolgte malerier? Har jeg hjertet og rygraden til at makulere, hvor makuleres bør? Jeg kunne ikke engang give dem væk, om så jeg prøvede.

Tanken om at skulle betale for at opmagasinere det lort er dræbende.

Endnu engang har jeg sat min dårligste fod forrest og skudt mig selv i den.
***

Vrid dig i lyset

***
I min dagdrøm for år tilbage havde jeg en hær af assistenter til at gøre alt det kedelige for mig. Jeg forvandlede mit rum her til en fabrik. Det mindste kunne jeg slippe af med. I stedet for har jeg bare siddet og gemt mig under en sten.*)

Det er ikke nemt ikke at have nogen fremdrift.

Jeg har ikke engang malet nok til at beskæftige mig selv.



*) Idé: Mal billeder af regnorme og tusindben og bænkebidere og hvide ting, der vrider sig. Køb en lommelygte.
***