I stedet for at hente min datter nede ved hallen i går aftes, blev jeg hængende og lavede foregående indlæg.– Kan hun ikke bare cykle hjem selv? sagde jeg til min kone.
– Cykle alene gennem den mørke park? Det skal hun i hvert fald ikke, sagde min kone.
Så forestillede jeg min datter stå dér i mørket og vente på, at jeg skulle komme. Jeg er ikke stort bedre end min far, tænkte jeg, mens jeg trampede i pedalerne. Han lod mig altid vente alle vegne.
En dag vil mine børn opdage denne blog og sige:
– Er dét, hvad du har brugt tiden på i stedet for at være sammen med os?
– Øh ja.
– Det er jo latterligt.
– Det er ikke latterligt. Det er ironisk. Det er meningen, det skal være latterligt.
Øjenrul.
Apropos i går lad mig opsummere:
Jeg har arbejdet uafbrudt i 14 dage og mere, og så tror jeg, jeg bare kan lave lidt kunst, før jeg går hjem? Sådan fungerer det ikke. Jeg maler det hele hvidt.
Jeg er ødelagt af arbejde.
***
2 kommentarer:
Nej, sådan fungerer det ikke. Vær litt mere sammen med barna dine og se hva du får ut av det istedenfor. Da gjør du ihvertfall noe nyttig!
Carmen
Jo, men det er bare ikke nok.
Send en kommentar