Drama i dybfadet

***
Ellers en udmærket dag. Jeg fik ikke et job, fordi jeg skulle have for mange penge for det. Det var for en af mine venner. Men jeg har ikke tid og gider i hvert fald heller ikke. Så bagte jeg en pie og fik skældud af min kone, fordi hun ikke kan finde ud af at skære den ordentligt. Og det før, hun endnu har skåret den.
– Brug kniven.
– Jeg brugte kniven.
– Du skal ære og respektere pie'en.
– Hold op med at være hysterisk med din fucking pie.
– Hvis du ikke vil have den, så lad være med at spise den. Du er så utroligt bister og hidsig.

Min yngste datter begynder at græde, og min ældste ser mærkelig ud.
– Hold op! Hold op!
– Din mor er en rottweiler. Hun holder ikke op, før man henfalder i tavshed.
– Hvem henfalder i tavshed nu?

– Du er så god, når der er publikum på.
Hun vil have, jeg også skal flippe ud, så jeg kan være den onde mand, der holder hende nede.

Min datter græd stadig, da jeg børstede hendes tænder efter.
– Jeg vil ikke have, at I skal skilles, sagde hun. – Amalie ser kun sin far hver anden weekend. Jeg vil bo hos jer begge to.
– Jeg ved godt, hvordan du har det, sagde jeg. (Jeg er jo også skilsmissebarn.) – Det er ikke spor rart. Man skal behandle hinanden ordentligt.
– Nej, man skal endelig behandle pie'en ordentligt, sagde min kone på vej tilbage fra køkkenet.

Hun har båret nag i flere dage nu. Efter et par dage med fred, ja nær paradisiske tilstande, er det hele degenereret og kollapset igen. Sådan er det altid. Det skal møjsommeligt bygges op, og så bliver det hele terroriseret og sønderbombet på en formiddag. Og så står man dér og indånder giftige dampe, mens man forsøger at redde de overlevende ud fra ruinerne.

I går satte hun mig på plads, fordi jeg sagde, at (videnskabelige undersøgelser viser at) der er flere mandlige end kvindelige genier, men også flere mandlige sinker, mens kvinderne lægger sig bredere hen over midten.
– Det har du læst én bog om, men det har jeg faktisk studeret.

Det er kulturelt betinget eller sådan noget, tilføjede hun.
– Det er genetisk, sagde jeg. – Der er ikke nogen kvinder, der bliver holdt tilbage i Danmark i dag fra at lære matematik f.eks.

Min kone kan godt lide at forestille sig, at der er nogen, der har holdt hende tilbage fra at udfylde de ambitioner, hun aldrig har haft. Hun er altid løbet skrigende i modsatte retning. Guderne forbyde, at man skulle støde på en udfordring. Hvis det ikke er let, er det ikke værd at lave, eller også er det mig selv, jeg snakker om. Jeg glemmer, hvem der er hvem efterhånden.

Jeg skulle bare have sagt, at der er flere mandlige sinker.

– Lov mig, at I aldrig bliver skilt, sagde min datter, da jeg puttede hende, og stirrede på mig med sine magiske øjne.
– Det lover jeg, sagde jeg.
– Sværg på dit hjerte.
– Jeg sværger.
– Du og mor skal altid elske hinanden.
– Ja, mit barn.

Hvad fanden skal jeg sige, at jeg ikke føler en skid andet end modvilje og irritation, at mit hjerte er en udbrændt ruin?
***