Jeg glæder mig til en hvid elektrisk fremtid

Jeg mener ikke noget med hudfarver, men når bilerne summer lydløst, og der er renere. Jeg elsker elektricitet. Og jeg gider ikke spare på det. Jeg synes bare, det er åndssvagt at brænde kul af for at bruge min computer.

Rygning virker steampunk, som om det hører til i en tid med damplokomotiver. Ligesom bilerne spyer udstødning, går folk rundt og ryger af deres eget lille rør. Tænk at tage sine stoffer til sig på den måde – ved at brænde blade af – i vor tid. Ligesom huse med skorsten. Hvornår holder børnene op med at tegne dem?

Ængstelse over ikke at lave noget

Jeg sprang op og kørte ned for at købe noget at ryge, men de havde ikke det, jeg ville have, tre forskellige steder, så jeg gav op. – Jeg får alligevel rynker, tænkte jeg. Men jeg er stadigvæk ængstelig.

Det har jeg lige bestemt

Når jeg begår selvmord, skal det være til tonerne af Tom Jones.



Gerne She's a Lady. Meget filmisk.

Jeg er chaufføren

***
Vi var ude at køre, fordi vi skulle til familiejul.

MIG
Hvad er klokken?

MIN KONE
Jeg ved det ikke.

MIG
Gider du ikke se efter?

HUN
Er det ikke lige meget? Vi er alligevel for sent på den.

MIG
Jeg vil godt vide, hvad klokken er.

HUN
Jeg orker det ikke.

MIG
Grmf! Så bliver jeg nødt til at rode i lommen efter min telefon ...

(Til tonerne af Otto Brandenburg, Danmarks Elvis, den eneste cd, der findes i min svigerfars bil ud over TV2 og Bach.)



Min kone vil have, at vi skal køre på tværs af USA hele familien. Hahaha! Jeg må hellere begynde at spare op nu.


PS Det opløftende ved denne episode er, at vi dog talte sammen uden at skændes.
***

Hovedfuld

***
Hele familien har fået lus. Jeg sidder med hele håret glattet ind i silikone, og det får mig til at tænke på: er det en af grundene til, at folk gik med hårolie i gamle dage, fordi lusene måtte lukke åndehullerne eller evt. helt holdt sig væk?



Og så glæder jeg mig til, de opfinder en nanokur mod de bæster eller gensplejser mariehøner til opgaven.


Se efter her:

Tony Millionaires Maakies, en visionær serie som jeg flittigt har gengivet fra på det sidste. (Klik og forstør.)
***

For sent, så glem det

***
Det gode ved at blive gammel er, at man lærer at kende sine fejl så godt, at de ikke generer en så meget mere. Det er for sent at gøre noget ved dem alligevel, og det er bare at indrette sig med folk, der kan tolerere eller ligefrem lide dem.

Det er med omvendt fortegn den samme tendens, der gør, at man ikke længere er interesseret i nye oplevelser og sjov eller sågar i at høre efter.

Man har alligevel hørt det hele.

Spørg bare min far. Han er verdens ældste mand.

(Forts.)
***

Sestertier, sestertier! Jeg vil have sestertier!

***
Der er stadigvæk en, der råber her i bygningen. Han er åndssvag at høre på: – Du ved ikke, hvordan det er at være arbejds-løs! Du forstår det ik-ke! Se på mi-ig! (Frit efter hukommelsen.) Han lyder som et barn, der er blevet forladt af sin mor ude i skoven. Et ulykkeligt barn.

Nu har jeg lokaliseret ham. Jeg kender hende, han bor sammen med & hendes stakkels barn. Han råber dagligt. Det er røvsygt. Han er ingen Shakespeare. Jeg tør vædde på, at Shakespeare var sjovere at høre på, når han råbte. Som respons er jeg begyndt at råbe Shakespeare igen, når han begynder. Jeg står ude på badeværelset, hvor der er mest lydt, og deklamerer højt og rungende for i det mindste at hæve niveauet. Jeg løber hurtigt tør for citater, det er klart – jeg er endnu i den vanskelige opstartfase – så det er godt, jeg har min étbinds Collected Works, der blev skånet i den seneste oprydningsrunde.

Nu vil jeg downloade nogle rollehæfter fra nettet og få hele familien involveret. Motivationen er i top. Min datter er allerede begyndt at stille sig op ude på badeværelset og råbe latinske sentenser ("Veni, vidi, vici" og "Et tu, Brute?"*)), når hun kan høre ham dernede. Vi er to, der synes, vi skal vælge en tragedie (den ene er mig), og to, der synes, vi skal vælge en komedie, så det bliver nok noget Holberg, hvor alle kan være med. Og så er det på dansk, af samme grund. Eller måske kan jeg finde en god enakter. Måske en Ionesco. Jeg glæder mig. Det giver mig noget at se frem til og styrker sammenholdet.

*) Julius Cæsar, 3. akt., 1. scene.
***

Roland Stinkfod-massakren

***
S-tog & sidste dag på havnen

Jeg ved snart ikke, hvad der er værst: at være omgivet af unge mennesker eller gamle mennesker. De unge mennesker larmer mere, men de gamle ryger flere cerutter.

De gamle larmer også: – Hvorfor er her ikke et jazzorkester? (illuderer lyden af en trompet á la frøen Kaj).

Vil nutidens unge også sidde sådan en dag: – Hvorfor er her ikke noget tekno? Dumf-dumf-dumf-dumf! og poppe K og forskellige veterinære bedøvelsesmidler, mens alle andre folk er på noget genmodificeret?

Og det er hvis man er heldig – at leve længe nok til at se dét. Du store! Det er da godt at have noget at se frem til.


PS Og 80-årige human beatboxes og pensionister, der spiller luftguitar.


Tony Millionaire: Maakies. Klik og forstør.
***

Det er helt sikkert en fælde

***
Min kone stod foran mig i en drøm i nat og sagde:
– Du skal have affærer.
– Hvad?
– Du skal have nogle affærer.
– Det mener du jo ikke engang.
– Jeg vil have, du skal have nogle affærer.
– Jamen, jeg har ikke lyst, nåede jeg ikke at sige, før jeg vågnede eller skiftede emne.
***

Mit livs testikelundersøgelser

***
I skolen skulle vi til sundhedsplejersken og stod dér i vores underbukser. Så kom vi ind én ad gangen. – Har du ondt i maven, spurgte hun og hev ud i mine underbukser for at tjekke min testikelpose ud. Snap! slap hun elastikken.



Et af mine tidligste minder er at være nede hos Dr. Flügel og få befamlet mine klunker for at se, om de var der alle sammen.

I min onanistiske ungdom var jeg en overgang bekymret over, at jeg havde en knude på klunken, så jeg gik hos lægen, men han kunne ikke finde noget, selvom han prøvede. Det kunne jeg heller ikke. Jeg var bare blevet øm af at rage så meget på dem, tror jeg.

Nu kan jeg som midaldrende se frem til tilbagevendende prostataundersøgelser. Jeg kan allerede høre handskeelastikken smælde. Og min læge er sådan en rar dame. Tænk at tage en lang uddannelse for at lave sånoget.
***

En oplevelse rigere

Min veninde Anya sagde engang, at alle mænd burde prøve at blive kneppet i røven. (Jeg kan ikke huske sammenhængen.)

Måske. Jeg har aldrig bare rigtig haft lejlighed til det.

Når jeg bliver gammel

Når jeg bliver gammel, vil jeg få flittige pedicures og medlemskab til Cinemateket.















Uddybning: Jeg hører, det er vigtigt for gamle folk at passe godt på deres fødder, så de ikke falder og brækker hoften, og til den tid har jeg forhåbentlig tid og råd til at gå i biffen hele tiden.

Den gode samfundsborger

Jeg var nede at give blod. En mandlig sygeplejerske denne gang. Han hev plasteret af mine armhår. Det var værre end stikket. Drak fire briketter appelsinjuice for at vedligeholde væskebalancen.

***Vidste du, at HKH Prins Henrik er protektor for Bloddonorerne og at Dronning Ingrid var det før ham? Vidste du desuden, at "i anledning af HKH Prinsens 70-årsdag stiftede Bloddonorerne i 2004 et æresdiplom, der kun gives donorer, som har givet blod 150 gange"? Dvs. at jeg kun har 141 aftapninger tilbage nu (svarende til 70,5 liter blod), før jeg modtager en "personlig hilsen fra HKH Prinsen". Tju-hej! Ikke værst. Endnu en glæde jeg har at se frem til.***

Oplysninger hentet fra Donor Nyt, marts 2007. Alle organisationer, hvorend obskure, har tilsyneladende deres eget blad.

Vidste du at nysepulverets opfinder var en dansker?

Søren Sørensen (bedre kendt som Soren "Sam" Sorenson, 1866-1933) var en ung dansk udvandrer til Amerika. Han havde lagt mærke til, at hans forhenværende medarbejdere på farvestoffabrikken altid nøs, når der var kultjærefarvestof luften (coal-tar dye - jeg har ingen anelse om, hvad det hedder på dansk), og snart begyndte han at tage små flasker af det grå støv med sig i lommen for at få sig et billigt grin.
I 1906 markedsførte han sit nysepulver under navnet "Cachoo", og indenfor et år havde han efter sigende solgt 150.000 flasker af produktet.

Senere amerikaniserede han sit navn til Samuel Sorenson Adams. Hans firma, S.S. Adams, lancerede så eviggrønne spøg og skæmt-klassikere som The Joy Buzzer (prototype: 1909, U.S. patent No. 1,845,735, 1931) og The Dribble Glass, som Sorenson også selv opfandt. Han kunne have købt rettighederne til pruttepuden i 1930, men fandt den pudsigt nok - hans øvrige sortiment taget i betragtning - for vulgær.
Adams holdt senere op med at sælge nysepulver, fordi det selvfølgelig er vildt usundt (jvf. note 2 forneden).

Sorens søn, Joseph "Bud" Adams, overtog firmaet fra sin far og drev det indtil sin død i 2001, hvor hans søn, Chris Adams, satte sig i direktørstolen. Det kan godt være, det ikke er Lego, men firmaet har dog været familieejet gennem tre lange generationer, hvilket er noget i sig selv.

Nysepulveret (og andre festartikler) har i sjælden grad gennemsyret kulturen. Se blot her fra Tintin (Det Sorte Guld). Joy buzzer’en vil være mange bekendt fra f.eks. Bugs Bunny-tegnefilm. (Jeg har aldrig selv prøvet en, så det må være en af de glæder, jeg har til gode her i livet.)

Disse og mange andre interessante fakta om spøg og skæmtens glorværdige, lavkulturelle historie er at finde i tegneserietegneren og samleren Mark Newgardens udmærkede lille bog Cheap Laffs – The Art of the Novelty Item (Harry N. Abrams, New York 2004).

NB! Det er altid en god ide at skrive en bog om det, man samler på (når ens samling vel at mærke er stor nok). Det øger kendskabet til samlerobjektet og kan mangefold øge værdien af samlingen.

Note 2: Nysepulver (nærmere bestemt stoffet dimethoxybenzidin) nævnes i et dansk-europæisk miljødirektiv.