Spred dem

Min ven 2mason skrev engang til mig: "Spred dine vinger og flyv." Det var 12 år siden. Og her sidder jeg stadig på mit eksistentielle das, medens andre knejser på Parnas. Alle døgnets timer jeg livsløgn bedriver. For jeg er intet, til intet er jeg blevet. Det ærgrer mig i grunden, altid at måtte tage min føde på bunden i stedet for i samfundets øverste stratosfære, hvor jeg føler, jeg bør være. Jeg ville være et bedre menneske, hvis jeg var succesbeskinnet. Så skulle I høre! Der var ingen ende på det, jeg ville gøre. Hvem der ku'.

På den anden side er det helt sikkert en fordel ikke at være ødelagt af for tidlig succes.

Men det er mere holdningen til det at kaste sig ud og svæve uden at bæve. – Se, der svæver Gudsrost ville folk sige.
– Han er mit idol, ville børnene stolt betro hinanden.
– Han er en gud, ville kvinderne sige og smække med læberne, og mændene ville grynte: – Skulle det være noget særligt?, men inden i ville de misunde og elske mig på en ikke-homoseksuel måde.


- Er der nogensinde nogen, der har tænkt på mig, mens de onanerede?

Jeg vil være mig i stedet for mig

Jeg føler mig så flad og tom, og nu ved jeg hvorfor: jeg har ikke lavet andet end at arbejde hele året, og nu har jeg ikke så travlt. Alligevel nåede jeg ikke længere end til at tænke dét, før der kom nye jobs ind ad slisken til min mørke fangekælder. Det var ikke sådan, jeg havde tænkt mig, mit liv skulle være, men nu sidder jeg i det.

Min datter, der er så ung, spurgte endnu engang: – Hvorfor laver du sådan noget kedeligt arbejde?
Og ved gud, jeg havde intet ordentligt svar. Ordene undslap mig, og jeg måtte ty til tegneserie-lignelser: – Tænk på Vakse Viggo, han er altid ved at falde i søvn over sit arbejde.
Men det er ikke noget godt eksempel at foregå med. Det ærgrer mig på den måde ikke at være noget.

Nu vil jeg gå ned og købe nogen cigarer, så jeg desto tydeligere kan smage mit selvhad og tilværelsens meningsløshed.

Jeg ved heller ikke, om jeg har tænkt mig at gøre det, jeg vil hellere lade være.



Senere bankede hun mig i Tank Trouble under hånende tilråb: – Du er for gammel, lad ungdommen komme til [parafraseret]. [...] Der er ingen, der siger "luk arret" mere. Det hedder bare "luk". Ha, hvis Burkan hørte dig nu!
– Ha! sagde jeg, – du bankede mig ikke med det dobbelte [50-26]. Derfor vandt jeg. Godnat!

Jeg er et menneske

***
Hele mit liv er forfejlet. Jeg kan ikke glæde mig over noget.

Endnu en lortedag. Der er ikke engang noget galt, det er det værste ved det. Men der er heller ikke noget rigtigt. Jeg var så træt i morges, at jeg dårligt kunne hive mig selv op fra gulvet.

Det her lort, jeg laver., jeg ved ikke engang, hvad det skal føre til, det er ikke engang sjovt.

Jeg var ude på landet og hente mine malerier fra sommerudstillingen. Ikke ét solgt. Nu skal jeg se på dem her, har ingen steder at gøre af alt det lort. Hele mit rum er pakket en meter fra væggen i alle sider som kalk i et stoppet lokum, der river i lortene på vejen ud. Jeg har et læs til stående i provinsen, der aldrig må komme tilbage. De rykker heller ikke, gratis lager, jeg ser dem sgu nok aldrig igen.

Det er for latterligt. I mellemtiden er jeg ikke til at være sammen med for nogen. Et ubehageligt, væmmeligt menneske, det modsatte af alt, hvad jeg holder af, er jeg blevet til. Jeg fik et brev fra en gammel lærer, fordi jeg havde spurgt om noget, men nu vil han have at vide, hvad jeg går og laver, og jeg kan ikke være bekendt at sige: – Så lidt som muligt! – Jeg svælger i selvhad! – Jeg er ikke blevet til noget og hader det, jeg er!, for jeg holder af ham, så jeg får aldrig skrevet tilbage. Når man skuffer sig selv, kan man ikke se andre i øjnene. Så går man sidelæns ned ad gaden og siger hæhæhæ, mens man kvæles i sine forrådnede drømme. Så er man det værste af alt: en bøvet bavian. Oh gud, jeg usling, kast dine bylder på mig! Regn på mig din syre! Jeg er en stakkels synder, for jeg aldrig begynder mit liv at leve, jeg til intet er blevet.

Farvel, farvel, oh søde jord, nu springer jeg ind i din livmor og smækker døren derefter, så må andre råbe og opkæfte.
***

Det omvendte af en ledertype – hold mig ude af direktionen

Pludselig – midt i mødet – følte jeg mig som verdens svageste person, fordi jeg er ude af stand til at tage en konflikt (undtagen til en hvis grad med dem jeg elsker) eller en beslutning.

Det ramte mig som et læs mursten efter endnu en kikset dag med uafbrudte undvigelser. Jeg er det komplet omvendte af en ledertype: Jeg kan ikke tage en beslutning, hverken god eller dårlig, og der er ikke noget, der bliver bedre af at vente – jo, nogen ting går væk af sig selv, men det er ikke værd at satse på.

Jeg er langt væk fra nogen form for resultater

I går aftes kl. 18.30.

Jeg kunne godt bruge fem ekstra timer sådan en dag (som i går). Jeg føler mig ufuldbyrdet.

Min cykel er hos cykelsmeden, og jeg føler mig nøgen uden.
– Hvor meget bliver det? spurgte jeg.
– 900 kr., sagde cykelsmeden.
– Himmel! Stik mig mit lugtesalt, sagde jeg og svimlede.

Jeg er inde i et par gode rytmer, men jeg kunne godt bruge et par stykker til. Der var også et par rytmer, jeg godt kunne undvære eller burde bytte rundt på.

Jeg har en nervøs fornemmelse i bunden af lungerne, lidt nord for solar plexus, og er fristet til at begynde at ryge igen bare for at stoppe hullet med noget. De er begyndt at sælge mit foretrukne mærke i mindre stykantal. Fristelserne lurer overalt. Og jeg må være stærk, stålsætte mig, fure panden målrettet og støt pløje fremad mod det uendelige univers og videre.

Min kone står ude i køkkenet og synger Amy Winehouse eller sådan noget lort med iPod’en i ørerne. Børnene ser Hannah Montana inde i stuen. Der var et øjeblik for ti linier siden, hvor jeg overvejede at springe op og optage hende og den bagvedliggende kakafoni af fjernsyn og stegefedt, men jeg har ikke haft min minidiscoptager oppe af skuffen i årevis. Hvis jeg havde for mange penge, ville jeg købe en tjekket MP3-optager. Jeg får aldrig lavet den plade. Ingen af mine projekter bliver til noget. Jeg begraver mig selv.

Statussuk i aftenskumringen

Lad mig se det i øjnene, jeg har ikke nået en skid hele dagen, ikke engang overspringshandlinger. Suk. Tror fanden jeg aldrig bliver rig og berømt, og det er s’gu nok også for sent at lave om på nu.

Jeg ville bare ønske, jeg havde en lille smule bedre arbejdsmoral, en lille smule mere disciplin. Eller rygrad. Rygrad ville også være godt.

Til gengæld er jeg god til at brokke & beklage mig. Så længe jeg har mig selv, løber jeg aldrig tør for ting at brokke mig over.






PS Er det ikke herligt, jeg har hele dagen til at regne ud, hvor umulig jeg er, og ind i mellem kan jeg blogge.

Lær at leve med det

Svar til Maya Angelous Still I Rise

Hvis mine forfædre kunne se mig i dag,

ville de synke i knæ.

Er det derfor vi har levet?

Du er tilintetblevet.

Påskøn dit fine DNA,

dit fæ!