Lidt om mig – diskrete hemmeligheder

Meget få mennesker ved det her om mig, men bedst af alt kan jeg lide fri jazz. Til min begravelse skal der spilles Albert Aylers Love Cry.*)

Meget få mennesker ved det her om mig, men hvis jeg føler mig deprimeret og nede, kan jeg godt lide at spise en masse hårdkogte æg.

Den tredje ting har jeg glemt.

…men jeg taler til spejlet og siger forfærdelige ting? Nej.

…Nu kan jeg huske det. Ved mnemotisk meditation foran skærmen er det kommet til mig...**)

Meget få ved om mig, at jeg elsker en stenmur. Et gammelt stengærde er noget af det bedste, jeg ved.






**) Tak til Donner-drengen for The Trip. Glimrende serie. Viser hvor forud for deres tid Poul & Nulle var. Ret mig, hvis jeg var tager fejl. Begge dele er i orden.

*) Ikke at forveksle med Alvin Ailey, barfodsdanseren:

Jeg glæder mig til en hvid elektrisk fremtid

Jeg mener ikke noget med hudfarver, men når bilerne summer lydløst, og der er renere. Jeg elsker elektricitet. Og jeg gider ikke spare på det. Jeg synes bare, det er åndssvagt at brænde kul af for at bruge min computer.

Rygning virker steampunk, som om det hører til i en tid med damplokomotiver. Ligesom bilerne spyer udstødning, går folk rundt og ryger af deres eget lille rør. Tænk at tage sine stoffer til sig på den måde – ved at brænde blade af – i vor tid. Ligesom huse med skorsten. Hvornår holder børnene op med at tegne dem?

Min nye helt

Prøv lige at se denne australske surrealist, jeg lige har opdaget i dag:






Kødfuldt & atmosfærisk. Billeder taget herfra.

Sånoget vil jeg også male, og jeg ved, hvordan man gør.

James Gleeson, hvor har han været hele mit liv?

92 år gammel var han, da han døde i 2008.


James Gleeson (også digter og forfatter af kunsthistorie).

Sådan en rar gammel mand. Han ser så veltilpas ud foran sin syge, syge kunst.

Han være hyldet!



Der stod i dødsannoncen, at han malede hver dag mellem kl. 8 og 13. Jeg går først i gang kl. 13. Hvor smart at have det hele overstået, før man skal til at tage sig sammen.

Dette billede ser ud som om, det var malet i går:



Den eneste forskel er, at det ikke er to meter højt, men kun måler 64 x 79 cm. (Der er gået inflation i lærredsformaterne. Hvad tror folk, de laver, udsmykker kirker? Der er ingen steder at gøre af det lort. Ingen vil have det og blablablabla.)

Eva

Er der andre end mig, der bliver seksuelt stimuleret af at se kvinder gnaske æbler?

Jeg tjekker nettet…

(2 minutter senere): Det er ikke voldsomt, hvad der findes:









Det her er bare fjollet:



Umiddelbart er der for mig at se mere saft i det gamle lort:











Her går det over stregen:




Konklusion 1: At gnaske æbler er en sund og rask aktivitet og virker derfor tiltalende.

Konklusion 2: Bananer er fjollede.


Eksempler fra mit eget liv: a) Der var engang, hvor jeg godt kunne lidt at købe et rødt og grønt æble på vej til et selskab. Det renser munden og giver en noget at lave. b) Min mor plejede at spise æbler i bilen for at holde sig vågen, når hun kørte os hjem om natten fra min mormor og morfar.

Fuldstændig kontrol over det talte ord

Richard Pryor: A-Z på Sesame Street.


James Earl Jones: Do. Hans The Raven er også god.


Christopher Walken: De tre små grise.

Det var lidt til kaffen. Jeg gider ikke kommentere det, jeg kan bare godt lide deres "aflevering" og betoning, lad os sige, at jeg beundrer det grænseløst.

Anni Lippert - selv hendes navn lyder frækt

– Gi' mig en lippert!

– Skal vi lave en lippert?

Lip! Lip! Lyden af en kattetunge.


Hun tegnede den samme pige altid, men det gør ikke noget. Det er det eneste, hun kan tegne, men det gør ikke noget.
Iflg. Omegns-Bladet var Brigitte Bardot forbilledet.

Det var fluen der fik mig

Der kom nogle linier af Kerouac, fandt jeg ud af, det var, på radioen forleden, der fik mig til at spidse øren:

In my medicine cabinet,
the winter fly
has died of old age

Og denne klincher:

Nightfall,
too dark to read the page
too cold

Der er flere her.

Også denne:

Black bird
no! blue bird!
branch still jumping

Et klassisk, slagfast poetisk billede.

Optagelsen (med Al Cohn og Zoot Sims) her.


Fra Chris Ware: Jimmy Corrigan: The Smartest Kid on Earth.

Det var på WFMU - tjek deres hjemmeside for livestreams, arkiver og podcasts.
De ligger også i iTunes under Radio > Eclectic
Og deres iPhone app er glimrende og gratis. Jeg sætter fonen til DAB-radioen hver morgen, så mine børn og jeg har noget at frydes over.

Jeg var simpelthen nødt til at smide, hvad jeg havde i hænderne – hvilket ikke gjorde så meget, for det var arbejde – og høre efter. Og tage noter.
Anede ikke det var Jack før bawetter.

Tab / vind

Lige meget, hvor ulykkelig jeg er, kommer der noget godt ud af at skrive om det. For jeg kan godt lide at skrive.

Det bliver ikke bedre, men så har jeg da en vis mængde ord.

Og mine læsere elsker ord.

De elsker ikke mig, men de elsker en masse ord.

At så alle disse ord svirper tilbage i røven på mig en dag er bare ærgerligt.



Handlinger har konsekvenser, oh yeah.

Også manglende handlinger.



Og handlende mandslinger
og bladsvingende vansiringer
og vanddrivende fosterfirlinger.

Videnskab i hverdagen

Her er, hvad der sker, når man lader en tegneserie stå ude på badeværelset:

Det er ligesom det hygrometer, man kan lave af en grankogle:

Eller af en papirstrimmel, der er behandlet på den ene side:

For indviklet til at jeg ville have lavet det.

Forklaring: Bibliotekstegneserien udvider sig ved stigende luftfugtighed og slår sig, fordi omslaget er lamineret udvendigt (men ikke indvendigt). (Af samme grund bør man grundére begge sider af en masonitplade, før man giver sig til at kunstmale på den.)


Litterært nedslag: Linie fra Davis Sedaris' Naked (god bog), jeg læste i dag: "...especially in North Carolina, where by mid-March the humidity is fierce enough to curl paper" (s. 67, min fremhævning).

* * *

UDVIDET NOTEAPPARAT & BONUSMATERIALE!
Jeg havde en en bog med de her eksperimenter (og de samme illustrationer), som jeg læste fetichistisk i min barndom. Og nu, takket være nettet, og også folkebiblioteket (for at finde ud af, at det hedder et hygro- og ikke et barometer), har jeg fundet den igen: 204 Simple Science Experiments ca. hed originalen (ved ikke, hvad den hedder på dansk).

Det er de samme eksperimenter, der stadigvæk optræder i alle den slags bøger, men jeg kan bedst lide de gamle, formelle illustrationer. Nu om dage er tilsvarende instruktionstegninger mere hysteriske:

Tsk, tsk.

Her er et par stykker til fra bogen:

Appelsinskalsundervandsbåd.

Den eksploderende sten. Har jeg altid haft lyst til at prøve.

Bue i vandet.

Er de ikke bare fede? De får det til at se ud som om, det virker.

Ligesom Al Jaffees opfindelser fra MAD:

År forud for sin tid (1979).

Eller Serafin-bøgerne:




Tegninger af Philippe Fix. Peddersen og Findus (ikke gengivet her, fordi de ikke hører hjemme i mine erindringer) har noget af det samme.

Franquin gjorde også et stort nummer ud af, at Vakse Viggos opfindelser skulle se ud som om, de rigtig kunne virke:



Han havde en forkærlighed for køretøjer.




Franqueringsmaskine (tihi!)


Verdens bedste tegneserie. Hvem gør så meget ud af sine tegninger nu om dage? Hvem har tid? Hvem har råd?

En anden tegner, der også var god til det, var Richard Scarry:





Alle hans køretøjer og maskiner ser rigtige og mekanisk funktionelle ud.

Det er på mange måder det omvendte af den modernistiske UPA-stil (behandlet i et tidligere indlæg).

Nu hvor der bliver vendt op og ned på mit hjem, har jeg gjort følgende OPDAGELSE:

***
Jeg kan ikke lide at smide ting ud, der er lavet af metal og er mekaniske (og/eller optiske) –

Eks. 1

Teaterkikkert.

Eks. 2

Håndpumpet dynamo-lommelygte.

Eks. 3

Clack-kamera m. blitz, jeg fandt i gården. Læderetuier og -tasker hjælper også.

Eks. 4

Min farmors strømlinede Olivetti-rejseskrivemaskine. En mage til findes i Museum of Modern Art, N.Y. Tænk! Jeg har engang tjent mine penge på den. Jeg ejer fire skrivemaskiner (hhv. dk/engl.-tastatur), jeg ikke kan skille mig af med.

– for de er STEAMPUNK! (Søg det selv, det er det hippe nye gamle). Altså ikke ting, der er elektroniske, elektriske eller af plastic, som ikke har noget til den visuelle (og taktile – må jeg lige have lov til at være her) tand.
***