Cykelryttere er ligesom Tivoli-Garden

Det er et interessant fænomen, at voksne mænd godt kan lide at klæde sig ud i ens absurd tøj og cykle omkring i flok.



M.a.o. de klæder sig ens ud og gør det samme samtidig – det er den avantgardistiske analyse.

Det minder mig om Tivoli-Garden.


(c) Milos

Note: McLuhan beskrev humor som mekanisk menneskelig adfærd – at folk ser ens ud eller gør det samme samtidig. Dupont & Dupond eller Dalton-brødrene er gode eksempler.





Nazierne er et godt eksempel på fryden ved at gøre noget sammen samtidigt i flok – med negativt fortegn. Men humoren er tydelig. Se bare Forår for Hitler eller The Keystone Kops.







Eller romerne i Life of Brian (ikke afbildet i dag). Sidstnævnte en variation over vitsen (ikke altid tilsigtet) med at strømerne løber rundt på række og alle sammen gør det samme uden at fange noget.


Se også: Mennesket som automaton.


BONUSSTRIBE

Tro det eller ej: Dette indlæg er oprindeligt udformet i april 2007, men det er ikke altid, jeg når at udgive alting, især når der skal samles mange billeder. Men det nager mig.

Originale ideer til billig popsurrealisme

To gange i aften, faktisk tre gange i dag, er jeg stødt på, at andre har lavet ideer, jeg har fundet på.


1. Mund i brystet

Min udgave:


Still fra fransk musikvideo:



2. Skulptur af løbende næse

I Sarah Silvermans udgave, en skulptur til et holocaust-mindesmærke:

Crying Nose (3. sæson, sidste afsnit). (Kan klikforstørres.)

Detalje:



3) Tandbørste med tænder på


Nancy Fouts: Toothbrush (2010).

Men den har Jasper Johns heldigvis lavet før:

The Critic Smiles (1959).

Okay, det er ikke som Alexander Graham Bell og telefonen og Marconi med radioen, men alligevel.

Heraf kan jeg lære ikke at være så snedig, som jeg selv tror.


Konklusion: Når man beskæftiger sig med klichéer, er det ikke så mærkeligt, at det hele har været lavet før.

Hihi-hoho-haha-hehe-hyhy-hæhæ-høhø-håhå-huhu

Det er sjovt, at Harry Redknapp hedder sådan, for han er rød i knappen!



Vent lidt, et udvidet slægtsforskningsprojekt har vist, at Redknapp kommer af gammelengelsk og betyder rød "knap" eller "knop", altså redhead, rødhåret person. Hmm.

Her bør man i sagens forstand også nævne den amerikanske komiker Red Buttons:



Der er en norsk blomst, der hedder rødknapp (Knautia arvensis):



Ellers er den røde knap, som ethvert barn jo ved, den, man trykker på, når man vil sprænge jorden i luften:

Vidste du det om Elvis?

Vidste du, at Elvis var blond?

Det står i The NY'er, så det må være rigtigt:

Back downstairs, John Strausbaugh, a journalist and the author of several books about music and pop culture, riffed about the evolution of hair styles in rock and roll, citing images from his collection of old LPs. ("Elvis was a natural blond until after high school. He dyed his hair blue-black to look like a comic-book hero.... With every album, Bowie changes his hair style and his musical style. See, there's that futuristic duck's ass, and he's kind of inventing the mullet.")
(The New Yorker, 14. marts 2011, min fremhævning - red.)

John Strausbaugh er skidegod, han plejede at skrive Making Book i The NY Press.


PS I skolen skrev jeg en opgave, hvor jeg påpegede, at Elvis lignede klassiske statuer.

PPS Den samme tanke dukkede op i Mystery Train. Folk ser Elvis allevegne!


Elvis looks like a classic statue.

Elvis looks like the Statue of Liberty in New York.

Elvis as Buddha.

Madonna looks like Elvis.

– Elvis som Madonna? Nej, ikke det!

PPPS Her er et andet eksempel:


1800 år gammel romersk statue.


Elvis 1968.

PPPPS Der er en hel hjemmeside med billeder af statuer, der ligner Elvis. Haha!

PPPPPS Diskussion om Elvis, den græske gud.

Videnskab i hverdagen

Her er, hvad der sker, når man lader en tegneserie stå ude på badeværelset:

Det er ligesom det hygrometer, man kan lave af en grankogle:

Eller af en papirstrimmel, der er behandlet på den ene side:

For indviklet til at jeg ville have lavet det.

Forklaring: Bibliotekstegneserien udvider sig ved stigende luftfugtighed og slår sig, fordi omslaget er lamineret udvendigt (men ikke indvendigt). (Af samme grund bør man grundére begge sider af en masonitplade, før man giver sig til at kunstmale på den.)


Litterært nedslag: Linie fra Davis Sedaris' Naked (god bog), jeg læste i dag: "...especially in North Carolina, where by mid-March the humidity is fierce enough to curl paper" (s. 67, min fremhævning).

* * *

UDVIDET NOTEAPPARAT & BONUSMATERIALE!
Jeg havde en en bog med de her eksperimenter (og de samme illustrationer), som jeg læste fetichistisk i min barndom. Og nu, takket være nettet, og også folkebiblioteket (for at finde ud af, at det hedder et hygro- og ikke et barometer), har jeg fundet den igen: 204 Simple Science Experiments ca. hed originalen (ved ikke, hvad den hedder på dansk).

Det er de samme eksperimenter, der stadigvæk optræder i alle den slags bøger, men jeg kan bedst lide de gamle, formelle illustrationer. Nu om dage er tilsvarende instruktionstegninger mere hysteriske:

Tsk, tsk.

Her er et par stykker til fra bogen:

Appelsinskalsundervandsbåd.

Den eksploderende sten. Har jeg altid haft lyst til at prøve.

Bue i vandet.

Er de ikke bare fede? De får det til at se ud som om, det virker.

Ligesom Al Jaffees opfindelser fra MAD:

År forud for sin tid (1979).

Eller Serafin-bøgerne:




Tegninger af Philippe Fix. Peddersen og Findus (ikke gengivet her, fordi de ikke hører hjemme i mine erindringer) har noget af det samme.

Franquin gjorde også et stort nummer ud af, at Vakse Viggos opfindelser skulle se ud som om, de rigtig kunne virke:



Han havde en forkærlighed for køretøjer.




Franqueringsmaskine (tihi!)


Verdens bedste tegneserie. Hvem gør så meget ud af sine tegninger nu om dage? Hvem har tid? Hvem har råd?

En anden tegner, der også var god til det, var Richard Scarry:





Alle hans køretøjer og maskiner ser rigtige og mekanisk funktionelle ud.

Det er på mange måder det omvendte af den modernistiske UPA-stil (behandlet i et tidligere indlæg).

Sære øjne

***
Er det kun mig, der har bemærket, at Dronning Margrethe er skeløjet på frimærkerne?



Er det ikke en slags majestætsfornærmelse? Eller også er det en naturlig demokratisk reaktion: hvis man absolut skal have en monark, skal han/hun også se dum ud på billeder.

Det minder om denne gamle De 4 esser-tegneserie:


Midnatsgæsten, s. 42, p. 13.


Ibid., s. 43, p. 1.

Falskmønteren afslører sig selv ved, at alle hans portrætter er skeløjede som han selv.


En gammel kæreste købte engang et sæt tarot-kort, hvor alle figurerne er skeløjede.

Eks.:

The Aquarian Tarot af David Palladini.

At dette ikke er et tilfælde, mener jeg kan ses af tegnerens senere kortdesign:


***