En af dem

Der er dage, hvor jeg har lyst til at smøre mig ind i min afføring og løbe skrigende omkring, men jeg gør det ikke, for jeg har impulskontrol. Hvis jeg i øvrigt gjorde det, ville jeg hurtigt fortryde.

Blodskudt

Jeg vil godt skrive en roman, men tanken om at finde på en historie gør mig helt udmattet. Folk elsker en god historie. Hvem gider høre om, hvad der foregår inde i nogens hoved? Ikke mig! Giv mig noget at rive i, jord og blod og hud under neglene. Osv. Marimba-Johnny smilede lystigt op mod baren. En sporvogn klirrede. Hendes cremede lår over strømpebåndet. Forår i Prag, hvor selv Muldvarpen kan se. Han rømmede sig og så dovent op fra puden.

At rejse let

Jeg føler mig altid så hellig, når jeg kører med lys på cyklen. Folk kan ikke se, at jeg er en rebel.

Mundrugning

Min gennembladring af forældede klunsebøger har lært mig, at den gamle vits med fisken inde i fisken faktisk findes i virkeligheden.


Bent J. Muus [lidt sjovt navn dér]: Danmarks Dyreverden, Bind 4, Fisk I (Hans Hvass, red., Rosenkilde og Bagger 1978), s. 155.

Den gamle vits:

Frit efter hukommelsen.


Hovedet med et andet hoved inde i munden er et yndet motiv – det er klart, det dukker op, når man sidder og tegner.

Eksempler fra billedkunstens historie:

1. Max Ernst

Skt. Antons fristelse, 1945 (udsnit).

2. Wally Wood


Det er det gode gamle evighedsbillede:


Opskrift på, hvordan man laver sit eget evighedsbillede.


Escher.

Det er sådan noget, jeg tænker på, når jeg kører rundt på cykel.

Sydvendt

Jeg bliver forvirret, når solen skinner. Kender I det? Okay, hvad handlede det så lige om?

Noget for sej

Min datter (15) går og siger, når man spørger hende: "For jeg er sej." Hvorfor gør jeg ikke det? tænkte jeg i ulvetimen lørdag morgen. Senere på dagen så jeg en tweet, der sagde: "Hvorfor taler jeg sådan til mig selv inde i hovedet? Hvis en af mine venner talte sådan til mig, ville jeg ikke finde mig i det." Sandt nok. Og det har jeg gjort lige siden, sagt til mig selv, at jeg er sej. For det er jeg. Sej. Hold kæft, jeg er sej, tænk at der findes en som mig. Nu skal jeg bare have ordnet mit hår og min fortand.

Intet er nemt, når man ikke gider noget.

Står den til?

Gudsrost says: (11:50:51 AM)
Jo, det går såmænd meget godt. Jeg har lidt bagkoger fra i lørdags. Og jeg savner min mor, så jeg er ved at græde. Jeg gider ikke arbejde, men jeg er nødt til at lave lidt. Bagefter er jeg nødt til at lave bare lidt kunst for at have det okay. Jeg har købt en femstyks pakke cerutter og vil ryge en efter frokost.
Gudsrost says: (11:50:53 AM)
Mit langtidsmaleri står og ser lidt overarbejdet ud. Jeg har åbent vindue og hører WNYC, mens jeg skriver. Mit sind plages af tanker om mit forspildte liv. Groft sagt det sædvanlige her.

Rør & blik

Mens jeg står og maler, tænker jeg på alle de gange i mit liv, hvor jeg har været pinlig. Det er ikke specielt stimulerende. Da må jeg huske på de meditative teknikker, hvor man lader alle tanker, gode som onde, passere forbi som skyer på himlen.

Jeg hører igen en barokopera – i den tro, at der er noget i den, jeg kan bruge. Det holder mig i det mindste på tæerne. Jeg er nu ganske forsigtigt begyndt at nærme mig sagens kerne, og hele universet vrider sig og dirrer. Forlist. Sejlene revet itu. Roret smadret. En vred gud råder.


Operaen har igen givet mig jern på.

Jeg er ikke uden fordele

Der er ting, der bliver mere besværlige, når man ikke taler sammen, som f.eks. at koordinere. Min kone taler kun til mig, hvis det er noget med barnets blodsukker. Selv går jeg rundt og tænker: – Jaja, lad os se, hvor nemt, du ville synes, det var, hvis vi boede hver for sig.

Næstsidste vers

Nu har jeg hver aften i fire år sunget Elefantens vuggevise for min datter (det var ikke noget, jeg fandt på, jeg fortsætter bare) og hver aften tænker jeg: Hvis sangens fire vers svarer til en livstid (på 80 år), er mit liv nu i starten af tredje vers (lige omkring "sidder i mørket og piber"). De første to vers føles som lang tid, mens de to sidste flyver afsted. Midtvejs er som toppen af et bjerg, og på den anden side rutsjer man ned.

Jaså

Min sigen nej til livet kommer tilbage og bider mig i røven: Hvor ku' du? Troede du, at du skulle leve evigt? Nej, men jeg var bange. Så sig i stedet: Jeg har frygten i mig, ellers risikerer du at identificere dig selv med frygten. Oho, oho, aha. Tak, mine indre stemmer. Tænk ikke på det, det er bare noget, jeg har stjålet fra bøger. Ja, men det er da godt alligevel! Det er okay. Hvad har du ellers? Forhåbentligt snart fri.

Frygteligt

Det er frygteligt, det eneste jeg tænker på er at kneppe. Jeg er 45 år gammel, og det eneste jeg tænker på er at kneppe. Jeg er gift, og det eneste jeg tænker på er at kneppe. Kneppe, kneppe, kneppe dagen lang.



Hvordan jiver det med det her med, at man skal leve i nuet?

Hvordan jiver det her med, at man skal leve i nuet, med, at man ved, man engang skal dø?



Som altid, når jeg finder mig selv i et filosofisk dilemma, tager jeg ned og besøger J. Per i det sociale boligbyggeri, den gamle hippie. Gamle hippier, de forstår at leve livet.

Han har været rimelig stoffri, siden han røg hele høsten ud i ét stræk. Ind i mellem kommer Julefaren forbi med en klump, og så ryger de den. Han har kun været ude på Staden en enkelt gang eller to, og hans anden forbindelse er for uhyggeligt krævende til, at han orker at tage der forbi for tit. Og lad mig her slå et slag for, at gamle hashomaner kan få noget ordentligt at ryge, så de ikke bliver tørret af upålidelige pushere og må ryge dårligt lortetjald og i det hele bliver nødt til at omgås kriminelle elementer. Lad dem dog få noget ordentligt tjald, der går op og ringer i det tredje øje, om de så skal betale skat af det.
Tak.

Forleden dag havde han haft sine venner Klaus og Grethe til potchai af alle hans gamle grene og blade. Klaus sad som lammet og sagde: – Hold kæft, hvor er jeg skæv, og Grethe hang med hovedet ud over sofaen.

Her er den rygende gurus dagens morale. Det er den samme som altid:

Gør hvad du vil
mens du er til

Ellers la’ vær
og pil tæer.

Han reagerer altid på, når man siger, man godt vil noget ude i verden. Alligevel er det ikke nok selv for ham bare at sidde der. Vi er jo ikke kun dyr – her er det mig, der taler – vi ved, vi skal dø. Når vi har skidt og ædt og kneppet, får vi lyst til noget andet.

Lige nu er jeg ind i mellem. Jeg kan ikke simulere mig fra alt, uden engang i mellem at få stimuleret ettal't.

Vi er stadig nødt til at finde indhold i vores liv, når det hele står åbent. Eller på klem.


Der er gratis Al Jazeera English til fonen.

Låget tætner

I dag vågnede jeg og var ikke desperat ophidset. Hvad skulle jeg så stille op, tænkte jeg, vende tilbage til mine sædvanlige hårde trip? Jeg orker det ikke. Og nu har jeg oven i købet startet min blog igen, og hvad godt kan det føre med sig? Det, jeg tænkte, var: Når jeg er desperat, er jeg parat til at gøre desperate ting eller bare f.eks. tage et skridt ud af mig selv og væk, hvis I forstår, hvad jeg mener. Så er jeg parat til at tage nogle spring, fordi jeg alligevel er ligeglad med det hele. Smadre noget porcelæn, lufte nogle lagener. Men hvad, når jeg ikke er desperat mere? Hvad så med den offentliggørelse? Kan jeg overføre handlingsevnen og springkraften til normale, ikke-desperate situationer og ikke-desperate, konstruktive handlinger, der kan føre videre og få mig ud? Det, mine læsere, er spørgsmålet. Et blandt mange.

Oven i min psykologi

Jeg sagde til min rødhårede fætter*) ved gravøllet: – Jeg kan godt klare det rent psykologisk. Det er alt det andet oveni. Vi er lige flyttet, og jeg har haft den travleste periode med mit arbejde nogensinde.

*) Forresten er hans fars kræft vendt tilbage.

Nu er der så kommet noget andet oveni.



Noget, jeg står magtesløs overfor, som jeg intet kan gøre ved, som er uden for min kontrol, lige meget hvad jeg siger eller gør. Og det minder mig om døden. Og det hele bliver blandet sammen i mit hoved.

Jeg bruger flere timer hver morgen på at prøve at få rede på mine forvirrede følelser.


Øjebliksbillede

Her har jeg siddet og røget to smøger ad gangen de sidste dage. Hvilket hæsligt syn.

Så får jeg lavet et par timers arbejde. Når jeg skal hjem, begynder kværnen igen.

Jeg kan ikke leve

Jeg kan ikke trække vejret, jeg hader mit liv så meget.

Alle hader mig tilsyneladende, hvis man skal tro på, hvad folk siger

Jeg er træt af at få at vide, at folk ikke kan lide mig. Ikke her, men i privaten. En af mine ældste venner er nødt til at holde to af sine traditionelle julefrokoster, fordi den ene halvdel af hans venner ikke kan lide mig (og Donzo, de kan heller ikke lide Donzo, men det er mere forståeligt, da han ikke ejer pli, så ved julefrokosten kommer jeg på Donzos hold af sociale spedalske), fordi jeg er "højrøstet". Jeg er sguda også ligeglad. Hvad rager det mig, om nogen ikke kan lide mig? Det virker bare underligt: det er sguda ikke pænt at sige: så og så kan ikke lide dig. Det er også akavet, når man render på dem. Hej, det er mig, I ikke kan lide. Nu forstår jeg bedre, hvorfor I har set så mærkelige ud i hovederne, hver gang jeg har mødt jer alle disse år.

I årevis har jeg måttet høre på, at min kone siger: Hvis du vidste, hvor mange mennesker siger, at de ikke kan lide dig (omskrevet). Og så skal man gå og gætte på, hvem det er. Dumme svin. Det værste er, at de hader mig mest, når jeg er mest mig selv. Men sådan er jeg. Hvad kan jeg stille op? Jeg er også ligeglad. Det er bare, hvad jeg står og tænker på, mens jeg forsøger at tæske liv i et overarbejdet, selvdødt maleri, der er gået koldbrand i. Og det er sguda ikke særligt opbyggeligt. Sguda. En flok røvhuller. Jeg foretrækker udlændinge. De er mere imødekommende.
Færdig.
Flere bånd der skal kappes.

Jeg må hellere tage mig noget frokost, før jeg dør

***
Jeg er glad for, at jeg er i live, jeg er glad for, at jeg ikke er død, tænker jeg, mens jeg puster røg på mit spejlbillede.


***

Jeg ved hvor jeg har dem

***
De tre sidste dage er jeg faldet i søvn uden at være ulykkelig. Nu vil jeg ikke være uykkelig, har jeg sagt til mig selv, og mine mareridt har ikke sagt mig så meget.


***

Kemiske robotter

***
Jo længere jeg lever, desto mere synes jeg, mennesker er kemiske robotter. Hvis man ikke får kaffe, bliver man deprimeret. Får man sex, bliver man glad. Osv. Vores bevidsthed, vores dødsbevidsthed, alt det vi går og tænker på inde i vores hoveder, er bare bivirkninger af den biologiske udvikling.
Tak.
***

Weekend i stomien (dag 1) III

***
Nogen spiller Last Night in Bangkok (fra ABBA's aborterede Chess-musical) virkelig højt. Jeg kan ikke forestille mig, hvad det er for mennesker.

Jeg hader mit liv, når jeg ikke kan komme ud af mit hoved. Jeg gik gennem regnen med min paraply og så over hækkene og tænkte på, hvor uendeligt få glæder jeg har i livet.

Hvorfor insisterer folk på at spille deres ungdoms musik? Det er værst til fester. Hvis jeg skulle vælge en genre, var det Ny Musik. Jeg bliver ked af at høre det samme musik om og om igen, et lagret øjeblik spillet om og om igen. Det er som en ond drøm. Det er fint, det er der, jeg gider bare ikke høre det.

Helvede er den forudsigelige gentagelse.
***