En af mine venner, der hedder Day-O, har forgiftet mit forhold til mit barn

Min datter (15) sagde til mig i dag: – Hvorfor skriver du ikke en børnebog ligesom Day-O? Day-O er "cool".


"...meine Kinder sind verrückt nach dir…"

Mange tårne i brændingen af parfumeret glas

– Julen er ligesom at have en papirspose
over hovedet fyldt med edderkopper, sagde
jeg og strakte mig i J. Pers sofa med en af
hans Petterøes.

Hans stearinskulpturer fra fem år siden står
endnu. To, der væltede, ligger i en
flyttekasse. Jeg har aldrig været inde i hans
soveværelse.

De er bedst, når de bliver til en hel verden.

Gode håndfulde
alt forladt
mine venner ler og klukker

Der er et billede af J. Per i Øvigs Thy-lejr-
bog, men han er ikke sikker på, at det er
ham.
– Få dog din bror til at kigge efter, sagde jeg.
– Han må sguda vide, hvordan du så ud. Nu
dine forældre er døde.

Jeg har sagt, jeg vil skrive hans biografi, og
hver gang jeg siger det, begynder han at
recitere de første par linier, som han
forestiller sig dem, men jeg har aldrig tændt
telefonen. Det er flygtigt spind fra et væv af
guld. Sommerfuglestøv fra forgangne somre.
Med det på fingrene kan du flyve.

– Det bedste er den fede, der går lige op og
ringer i kroneshakraen, sagde jeg med en
krystallinsk tone.

– Det bedste er at gnide de tidlige topskud,
sagde han, – til fingrene bliver helt klistrede,
og så ind i noget tobak og ryge det i haven,
mens fuglene fløjter.

– Klart, men det er også bedre at tage
svampe ude i skoven end sidde inde i en
lejlighed.

– Det er klart.

Han er skuffet over kvaliteten af den brune
på Madam Christiansen. Ingen er til at stole
på. Og finder man en god, er de hurtigt væk
igen.

Hvad han savner er et diskret stykke
landbrugsjord. Det er så sørgeligt, når høsten
er omme hen mod udgangen af november.
Det er det samme hvert år, cyklisk som hans
livsførsel er.



Sent from my iPhone

Ny retur

Jeg fik min legendariske digtsamling "Atomstøv" tilbage fra et mellemstort forlag i provinsen uden så meget som et ord med på vejen og gav den til min gode gamle fhv. bedste ven at læse:

– Er du klar over, hvor barnagtigt det her er? sagde han (ang. kap. 7).

– Det er proto-Jammer! sagde jeg.

Det er mine ærlige følelser, som jeg siden fortryder.

Blodskudt

Jeg vil godt skrive en roman, men tanken om at finde på en historie gør mig helt udmattet. Folk elsker en god historie. Hvem gider høre om, hvad der foregår inde i nogens hoved? Ikke mig! Giv mig noget at rive i, jord og blod og hud under neglene. Osv. Marimba-Johnny smilede lystigt op mod baren. En sporvogn klirrede. Hendes cremede lår over strømpebåndet. Forår i Prag, hvor selv Muldvarpen kan se. Han rømmede sig og så dovent op fra puden.

Faderløs

Måske, når jeg står faderløs i den kolde blæst, vil jeg for alvor komme til min ret som mig selv. Ligesom før jeg fik børn og troede, at så ville jeg være voksen og lære noget. Jeg troede, det ville løse nogle problemer. Men jeg har ikke lært en skid, og jeg er bange og fryser på isen, og jeg har aldrig følt mig så gammel. Rigtig gammel, grå skægstubbe-gammel som en Guston.


Philip Gusten.

Jeg har altid bildt mig ind, at jeg kunne nå det, når jeg blev gammel, og spildt min tid imens. Men jeg har selvfølgelig ikke vidst, hvor ondt det er at værre gammel, når man ikke har flere chancer og kroppen forfalder, synligt dag for dag. Og jeg, der havde tænkt mig, at jeg skulle sidde på en vinstue og holde hof som Schade. Hold kæft, hvor er jeg dum. Og jeg er for dum til at holde min kæft.

– Hvad havde du tænkt dig, at du skulle have udrettet på dette tidspunkt i dit liv? spurgte min kone, mens vi ventede på at komme ind til skole/hjem-samtale.

Mine tanker flimrede.

– Nå ja, jeg men ville sguda gerne have lavet en tegneserie og en roman (og i baghovedet tænkte jeg en Hollywood-film, men det er ikke så vigtigt).

Så blev vi kaldt ind, før hun nåede at spørge dybere ind til mig.

Jeg har ved gud ingenting, og jeg er ved gud ikke specielt interessant. Ingen eventyrer jeg. Jeg sidder bare her.

Jeg er reelt bange for at konfrontere mit værk, fordi jeg er bange for at fejle.

Orgasmisk otium – lad os høre den for de gamle

Jeg fandt disse digte foldet sammen fire gange og glemt under en stol efter en lyrikaften i Valby Kulturhus.



De udtrykker i al deres naive ubehjælpsomhed for mig at se en sund vitalitet, fornemmelse for egen selvværd og glæde ved livet og sin krop – og at dele det og den med andre.

Svigtende varm død

Tjek det: inspireret af Donzos klassiske spritduplikerede hæfter skrev jeg disse strofer:

(12:30:08 PM)
Svigtende varm død

(12:31:10 PM)
Din opstoppernæse i solnedgangen
med små lyse dun
Forsvandt min skyld
i erindringens ocean
uden en svupper?

(12:32:06 PM)
Jeg kan også være varm og menneskelig
når det gælder
men min hjemmebane er et
brændenældekrat
som toiletbræt
Min moster var noget
af en kvinde

(12:33:06 PM)
I forgårs forsvandt alt godt
fra sendefladen
på planeten Jorden
og alt hvad der var tilbage
var biblioteksmusik
og Blockbuster-videoer (VHS)
uden etiketter
Som jætter på toiletter

(12:34:09 PM)
I årtusinder lyste vi
klart og funklende
men nu kommer tankerne
overrumplende
svære at fordøje
i nattens toilet
Alt er stoppet
For at løbe ud på ny
En nat i min by
Alene

(12:35:45 PM)
Vi åd vore tanker
grådigt
som dinosaurer
på barberbladets kant
i reagensglassets bund
mødtes vi
uden en tanke for
inficeret pestilens og
skattepolitiske indgreb
sansede kun det ubegribelige
nu

(12:37:16 PM)
Vi var andre end vi
er nu
forduftede, forsmåede og små-
bureaukratiske uden store tanker
og følelser og begrebsapparater
inden for rammerne af
delagtiggjort borgerlighed
hvor der altid er en til
der sidder fast
som en knast
med Hansa-plast

(12:39:06 PM)
Men natten tager os og
kærtegner vore kølige lemmer
og legemlige køller
mens vi glider ind og ud af hinandens
bevidstheder og orificer
af glinsende fugtglans og
kotelettefisseletter i nedgangs-
månens bevægende glorie af
staccato-stalinister i
strækmarch gennem Fælled-
parkens græsfoyer første maj
hvor vi glemte alt
hvad der hændte
før

(12:40:01 PM)
Og alting vil samles og forgå
og alle vil vi forstå
hvor og hvordan og hvorledes
og hvorhen og hvor skidt det kunne
gå uden en lummer drøm
under dynen at holde fast på som
en spændt vandpik på nye
æventyr.

Det samme tema

Min far udgav en artikel om sit liv: Jeg mødte [hans nye dames navn] igen tre år, før jeg blev skilt. Folk sagde, de aldrig havde set nogen så forelskede som os, stod der at læse.
– Har du læst min artikel? Har du læst min artikel? blev han ved med at spørge.
Han sendte mig den tre gange.
– Far, jeg kan ikke læse længere end dertil, hvor du skriver, at du var min mor utro, mens I endnu var gift.
– Det skrev jeg ikke.
– Jo, det gjorde du.
– Nej, det gjorde jeg ikke.
(…)

– Jeg kan godt forstå, du ikke bryder dig så meget om den artikel, sagde hans dame sidst.

Han vil udvide den til en bog.

Et ærligt forsøg

Min far ville skrive digte, så jeg gav ham en sen Bukowski.
– Her far, sagde jeg, – han var en gammel fyr som dig. Bare skriv om dit liv.

Et par dage efter fik jeg en mail med hans første forsøg, der sluttede: "og så tog jeg hende med de store patter". *)

Far, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det her. Fortsæt endelig, jeg er bare ikke sikker på, at det er for mig.


*) Hele sætningen var: "Jeg havde en smuk, intelligent kvinde og tre dejlige drenge, og så tog jeg hende med de store patter."

Gavnligt skud indflydelse

I stedet for at ryge for at få min puls op, er jeg gået over til f.eks. at ringe til folk, jeg ikke kender, og spørge, om de vil udgive min bog.

Mig: – Bzdvrk!

Det virkede sidste uge. Jeg havde en udenlandsk husgæst, en guru-type der rejser rundt i verden og "planter memer i folk", og fik set mig selv lidt udefra.


Richard A. Kirk.

Stakkels lille mig, store stærke mand.

Nyt mål, nye udsigter – curareblæk

Min gode ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner, skrev til mig fra Fjernøsten, at jeg burde blive satiriker. Han har altid travlt med gode ideer til, hvad skal jeg lave ("mal fire meter høje billeder", "lad os starte et samarbejde om at male ligesom Hannibal Måne", "søg ind på forfatterskolen, forfattere behøver kun arbejde to timer midt på dagen"), og jeg siger altid jaja. Men satiriker, dét kunne jeg godt tænke mig at være. Så kan jeg "spidde folk på min giftige pen".

Ontologisk genvej og et ultimatum fremsættes

Dr. TB præsenterede endelig sit gudebevis: "Jeg tror på gud, og det gør du også."

Åh, hvor jeg lo.

Han havde skrevet det ned.


Via LOVEGIFS

Det var ved forrige møde i litterær kreds. Ved sidste møde nægtede mine kredsbrødre at læse nyt af mig, fordi jeg ikke havde sendt manuskriptet til min legendariske digtsamling, der vil tage landet med storm, ud igen, efter jeg fik det tilbage i hovedet fra et større københavnsk forlag for over halvandet år siden.

Men det mest bemærkelsesværdige, det blivende indtryk fra det møde var dog dette: 3G havde lånt en habitjakke af den gode doktor, en rigtig lektorjakke som værn mod trækken, og med den på fik hans ord enorm vægt. Jeg måtte hele tiden bide mig i tungen for ikke at svare igen, det var ligesom at tale med en politimand.

Jeg vil også have sådan en. Alle bør have sådan en, så folk kan lære at høre efter.

Drømmen om ingen husleje, del III

En filmfyr, jeg kender, tilbød mig sin lejlighed i London – i et godt nabolag, med flodudsigt – mens han er i New York. Jeg har selvfølgelig ikke noget at bruge den til, for jeg skal sidde her og langsomt dø. (Men min drøm er at sidde dér og skrive min roman*) færdig og flanere i gaderne og spise flan i trattoriaerne og studere i læsesalen på British Museum.)

*) eller i hvert fald ét haiku

Jeg plejede at synes, London var åndssvag, fordi det ikke var New York, men nu kan jeg godt lide den. Jeg har foreløbig nægtet at tage til Berlin. Barcelona er en mulighed.

Hver anden dag modtager jeg propaganda-mails fra de her discount-flyselskaber (Norwegian: Bratislava 199,- kr.!) og får så inderligt ondt i hjertet.

Jeg glæder mig til weekenden er omme

***
Jeg sidder (eller ligger) bare derhjemme og tænker: hvorfor foretager jeg mig dog ikke noget, støvsuger eller pudser væggen ned i det, der skal være børnenes værelse, eller laver de par rettelser i det manuskript, jeg fik retur, så jeg kan få det ud igen, ordner mine skattebilag, hvadsomhelst? Men intet foretager jeg mig. Jeg er omgivet af den værste fornemmelse af død, der bliver værre af at se fjernsyn. Jeg har ikke lyst til noget, og jeg gider ingenting. Tabt, død tid.

Jeg havde et syn engang for mange år siden, hvor jeg lå i badekarret, og mine fødder var smeltet sammen. Det er mit liv, tænkte jeg.


***

Så for den

***
Da min datter var lille, tvang hun mig til at fortælle historier for hende. De var skidegode. Jeg ville ønske, jeg havde skrevet dem ned. Det kunne have været den nye Pippi.


***

Døden i livet

***
Jeg viste min datter mit arbejde, jeg havde med hjem.
– Åhr ja, hvor er det bare kedeligt! sagde hun.
– Jeg håber for dig, at du aldrig skal lave noget ligeså kedeligt, sagde jeg.
– Det kommer jeg ikke til, sagde hun. – Jeg skal være forfatter.



Det er det kedeligste job, jeg har haft siden 2002. Det føles som døden, bare værre, fordi jeg er ved bevidsthed. Det føles som at vide, man skal dø, hvert levende minut af dagen.


***

Nybrud

***
For første gang i mit liv har jeg sendt et manuskript til en forlægger. Jeg svedte, jeg var helt svimmel. Jeg printede forsiden ud tre gange, fordi der var fugtige tommelmærker på den. Måske skulle jeg have brugt bedre papir i stedet for det Netto-lort. Det tog mig fire uger bare at skrive følgebrevet, det er ikke engang løgn.

Det var kun, fordi jeg havde stålsat mig aftenen før og gennemgået de nødvendige handlinger 100 gange i hovedet som en astronaut i simulatoren, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Posthuset stod i tåge, jeg var som en robot: – Et. Frimærke. Tak.

Og på vejen hjem følte jeg mig ikke spor anderledes.

Det er radikalt revolutionært for mig overhovedet at få noget ud af døren.


***

Poeten med æggene

***
Hvad laver jeg? tænkte jeg. Jeg stod under bruseren med sæben skummende mellem ballerne og forestillede mig, hvem der skulle have gratis eksemplarer af min debutdigtsamling, der vil tage landet med storm. Okay, Don O må godt få et, tænkte jeg, hvis han spørger.

"Til Don O, min bror i sjælen", skulle der stå.

Jeg kan garanteret komme af med 20 eksemplarer til mine Facebook-venner, tænkte jeg, og hvis min far køber 10 eksemplarer, skal jeg nok få solgt alle 500. Og så forestillede jeg mig mulighederne for at lave ændringer i 2. udgave og rette uundgåelig korrektur.

*

Her sluttede dagdrømmen. Jeg frotterede min hede, lyserøde krop og steg ud til virkeligheden.
***

Jeg skal bæres det sidste stykke

***
Der var litterært kredsmøde i går, og det var en god og givende proces, det handlede bare ikke nok om mig, fordi sidste møde havde været "all me, all the time".

Højdepunktet kom, da Triple-K skreg højt af grin over noget, han havde skrevet, noget med nogens mor, og jeg skingert stemte i.
– Skal du grine ad mig? sagde han spidst, før han deklamerede færdig.
– Du begyndte, protesterede jeg.

Selvom det kun kortvarigt drejede sig om mig, og det kun sporadisk lykkedes mig at rette opmærksomheden tilbage til mit værk til sammenligning og uddybning, gik jeg fra mødet med en slagplan til færdiggørelse af mit nu 2. rev. manus, der er 92% klar, efter jeg høvlede et par knaster af i dag over et par engagerede gennemlæsninger.

Målet er i sigte. Vil det lykkes mig at gøre denne ene ting færdig i mit liv? Eller skal jeg straks begynde på noget andet? Jeg klynger mig til mine fæller, som Dorando Petri, der blev hjulpet over målstregen af begejstrede hjemmebanedommere ved OL-maratonløbet i Rom, 1908.
***

Proppen

***
Det var bedre at lade være. Jeg hiver alle de her pinlige indlæg ned og lukker bloggen. Og åbner en ny med kulturkritik.

Tage det lange perspektiv. Tage mine minder og forme det til en historie og kalde det litteratur i stedet for at sidde midt i det hele og smække fluer dagen lang. Hvad er det man siger?: Det er svært at se billedet, når man selv er med i det.

Det gode er, at man altid bare kan hive proppen. Hiv proppen, det er det sikreste.
***