Kender I det, hva'?

Kender I den drøm, hvor man knalder ansigtet ned i et bæger tandstikkere og får dem gennem læberne og kinderne? Kender I den drøm, hvor man skal trække søm ud af hænderne med en tang?

Forbipasserende irritationsmoment hen ad eftermiddagen

Kender I det, når
man skal justere sit staffeli
og får det våde maleri
ned i sit hår?

Kender I det?

Kender I det, når man smadrer tåen ind i staffeliet ligesom under en dør – for sådan er det her åndssvage staffeli indrettet, at der er noget der stikker frem – og neglen knækker bagover og folder ind over sig selv og bagefter falder af?


Den anden tå har det heller ikke for godt.

Insektoid berøring

Kender I det, når man skal røre ved andre, og ens hånd krymper til en krog, der tapper dem på skulderen?

Sydvendt

Jeg bliver forvirret, når solen skinner. Kender I det? Okay, hvad handlede det så lige om?

Kunstnerdrømme

– Kender du den drøm, sagde min hebridiske kunstnerveninde til mig, – hvor man får lort på fingrene og bliver ved med at tørre, men der er hele tiden mere?

– Kender du den drøm, hvor man sidder på toilettet, og så er det midt på Rådhuspladsen?

– Jaja, sagde jeg.

Kender I det?

Kender I det, når man har røget for mange cigarer, og man kan køre tænderne hen over tungen og pløje belægningen op som sne på fortovet?

Spændende nyhed

Bemærk, at jeg har indført en "blogrulle" her nederst t.v.

Lidt om det.

Det gode ved John K.'s blog er, at han siger ting, man så ikke selv behøver sige. Og så ved han, hvad han taler om. Se f.eks. hans indlæg om Walt Disneys fiksering på mandlige bagdele.

I dag faldt jeg så over en anden blog, We Are Not Robots, som desværre er lukket. Kender I det, når man falder over en blog og finder ud af, at man kan lide alle de samme ting? Det skete så her.

Generelt har jeg lagt mærke til, at jeg godt kan lide blogs med en masse billeder. Men det er selvfølgelig også gerne billeder, jeg søger på. Jeg læser næsten ikke noget. Hvad rager folks url mig?

Uncle Eddie er min helt. Hans blog er bedårende. Jeg tror ikke, han har nogen uddannelse at tale om, men han ser ting.

Så har jeg også læst Lars Bukdahls blog og genkender hans fornøjelse ved at udgive alt, hvad der falder ham ind. Jeg udgiver! Klik! Jeg udgiver! Klik! Det er en høj.

Og her er det så tid til at bevæge sig ned ad mindernes allé. Den første blog, jeg lagde mærke til, var af en dansker, der hedder Mette Wozniacki. Hun skrev en overgang, da jeg endnu var en blogskriver-grønskolling i knæbukser, højdepunkter som: "Jeg har tabt min remote på gulvet, og jeg gider ikke samle den op." "Min kat slikker mig i armhulen. Er det forkert?" Nogen gange 10 indlæg om dagen. Der er tidspunkter, hvor det er mere interessant at være kvinde. Hvis jeg f.eks. skriver: "Jeg har sat mig på min remote. Kan du ikke komme og hjælpe mig med at få den ud?", får jeg færre henvendelser, end hvis jeg var Kvindejammer. Det er udbud og efterspørgsel og helt på sin plads. Men, hvad jeg tænkte, var: Den må jeg stikke. Men hvordan? Men hvordan!" Jeg tænker endnu. Ikke hele tiden, men jævnligt. Hvor lavt kan jeg gå? Det er derfor, jeg periodisk nødes at genoplive bloggen: Jeg står med noget så lavt, at jeg ikke ved, hvor jeg ellers skal gøre af det.

Lad mig bare fortsætte lidt endnu.

Det var således også tilfældet sidst. Det var ikke min mening at genoptage bloggen og spilde min (og jer stakkels ensomme cow-bloggeres) tid på det, jeg ville bare løbe en sejrsrunde og modtage folkets hyldest. Tak! Tak! Ærbødigst! Vel mødt! Og så aflevere resten af mine sørgelige og sorgfulde indlæg fra sidste år, der blev afbrudt af mit i al hast arrangerede kulturophold i udlandet. Forstår I? Men kan man det? Aflevere sidste års indlæg under overskriften: "Mandejammer – de tabte kapitler"? Jeg ved det ikke, men jeg gør det alligevel. For det er jo en saga.

En saga om mig.

Ofte en Saga Blue, fordi jeg er nede.



En sagte saga til tider, når jeg er stille.



En sigte-saga, når jeg bager.



Sikke en sukkende, zig-zaggende saga.



I kan sagtens.

Kender I det?

– Jeg talte lige med Michael om, at vi ikke har set dig et stykke tid, sagde hun.
– Jeg er i så pissedårligt humør, sagde jeg.
– Hvorfor? Hvad er der sket?
– Jeg skal arbejde. Jeg har arbejdet i ugevis. Jeg er en skygge af mig selv.
– Jamen, er du slet ikke glad?
– Se her, sagde jeg og viste hende mine øjne, – er det en glad mands øjne?

Kender I det, når nogen tager brillerne af, og det ene øje kigger ned og det andet op?

Kender i typen?

Er jeg den eneste, der kender en, der altid siger: "Min pik, den er bare så smuk!"?



Ham, jeg kender, er socialforvalter i en ringvejskommune.


PS Også en Holden Caulfield-type, der fejler som rockmusiker.

Kender I det? IX

Det er virkelig en dårlig ide at nyse, når man spiser hummus foran sin computer.

Det glemte rum

***
Vort renovationsprojekt er gået fuldstændigt i stå.

Kender I den sugende fornemmelse, når man skal reparere et hul efter et søm i væggen og pludselig har man hevet en halv kvadratmeter tapet af, og pudset begynder at smuldre?

Sådan ser det ud nu hjemme hos mig, og der er udsigt til, at det kommer til at se sådan ud en rum tid endnu.

Kender I det, når man kratter i pudset og pludselig har lavet et hul gennem væggen og opdager, at der er et rum bagved, man ikke vidste var der? Det skulle være en almindelig drøm blandt storbyboere, der bor tæt stuvet sammen. Jeg har den ca. hver tredje uge, hvis det ellers skulle interessere nogen.


PS I et af min fars barndomshjem fandt de et hemmeligt rum bag tapetet på trappen.

PPS
– Det er ikke savsmuldstapet, sagde jeg til min datter, – det er den forrige ejer, der har tørret bussemænd af på væggene.
– Ad.
***

Del min glæde

***
I dag lykkedes det mig at slå en skid, der varede hele vejen fra stuen og ud i køkkenet (via gangen).

Det får mig til at tænke på engang, jeg var lille og slog en skid for hvert trin, jeg gik op ad trappen.

Og det får mig atter til at tænke på engang i min ungdom, hvor jeg stod og pissede og slog en skid og bøvsede samtidig. Alle tre outputs. Det er kun sket den ene gang. Og også dengang havde jeg lyst til at fortælle alle om det.
***

Kender I det...?

Jeg troede jeg var liderlig, men så skulle jeg bare skide.

Pisket i ansigtet

Kender I det, når man taber iPod’en, og ledningen svirper op og pisker én i ansigtet, samtidig med at ørepropperne bliver hevet ud?

Overlevelsesøvelser

Kender I det, når man skal ind ad sin gadedør, og man forestiller sig, at man skal have den låst op, før tilfældige forbipasserende myrder én?

Iflg. Dustin Hoffmann kaldte Lee Strassberg en sådan mental øvelse en "task". Jeg sidder lige og ser kommentarsporet*) til Dustin Hoffmans oversete hjertebarnsfilm fra 70’erne, Straight Time. Forfatteren til bogen, filmen er lavet efter, eks-straffefangen Eddie Bunker, fortalte Hoffman, at han ikke kunne tale med nogen uden at registrere alle genstande i nærheden, han kunne bruge til at myrde personen med, og hvad der var at stjæle fra denne. (Nu kan Dustin Hoffman heller ikke lade være med at tænke på den måde hele tiden.)

Min datter forestiller sig, at hendes blodsukkermåler er en tikkende bombe, der skal have blod, før den eksploderer.


*) Jeg sværger, jeg har aldrig set (eller lyttet til) et kommentarspor før i mit liv. Det har taget mig tre dage at nå igennem foreløbig.

Den sidste bid, hvor er den?

Kender I det, når man vil tage den sidste bid af sin mad, men man kan ikke huske, hvor man har lagt den? Man trænger til den sidste bid, det er derfor man har gemt den, og nu er man bekymret for, hvor den mon kan være.


(Eller også har jeg spist den. Altid den nagende tvivl.)



Note: Her er en fyr, der har travlt med at filosofere over, hvad den sidste bid betyder, som i: "Den sidste bid er altid den bedste."

Kender I det? (2)

Jeg kom til at tørre mig med den forkerte ende af håndklædet i morges.
Det lugtede af hingst.

Tikkende bakteriebomber

Kender I det, når man cykler i frostvejr og snyder næsen med en finger og snotten ender på skulderen?
Min jakke og mine vanter lugter underligt.