Da jeg var lille, forbandede jeg gud.
– Fuck dig, gud, råbte jeg op mod regnen, eller hvad man sagde dengang: – Pisselortegud! Rend mig i røven! Pikantilopegud!
Det er derfor mit liv er sådan noget lort i dag. Hvis jeg bare havde sagt ja til livet, til troen på alt godt, kunne jeg have spredt mine smukke vinger (i stedet for lort) og løftet mine arm i bøn til Vorherre, himlens konge, og hans søn. I stedet forbandede jeg alt,
og så må det jo gå galt.
Luk øjnene og bed
til, det ikke bliver sådan ved.
– Gud her, hvad er problemet?
– Er det virkelig dig, min herre og skaber?
– I egen høje person. Spyt ud.
– Øh…
– Hvis der er noget, du vil, så er det nu.
– Jeg hader mit liv.
Og så blev alt tavst og røret lagt på, for gud har for travlt
til at høre på snavs.
Jeg har vist desværre gjort det til en livsstil at klage, og det ej gud behage.
Skyder man bolden ind i guds have, får man den aldrig tilbage.
Jeg har sparket bolden ind i guds have, og nu tør jeg ikke gå ind og hente den.
