Natligt tilsyn

Og jeg vil komme til dig om natten og sige, at dit liv er værdiløst.
– Ja, muse?
Og ligegyldigt og håbløst
Og jeg vil bede dig ikke mumle
Og ikke ligge dér og have så ondt af dig selv
Og du vil tror hvert ord, jeg siger, og glemme dig selv
– Skal det være så fucking sort?
Hør nu efter, du ved aldrig, hvor længe du har mig.
– Sandt, sandt. Satans, men forståeligt.
For evigt er kun et øjeblik
Og jeg vil bede dig ikke mumle og ikke lade døren stå åben
Vær ikke en baby, du er i live, er du ikke?
– Gu' jeg så!
Så giv dig tørt på, din gamle sengevæder.
(Hun ved alt om mig!) – Øh, jeg skal nok finde noget, der mig klæder.
Smalt sort slips og stumpede bukser
– Hvor lagde jeg mit læder?
Hele himlen er ved at eksplodere
Universet vrider sig i smerte og vellyst
Lounge-marimba og drengekor ca. '67
Kærlige tanker, jeg op i mig hanker.
– Tak, min muse.
Hun er allerede væk
på nye æventyr.


Warren Criswell, Departure of the Muse (via Weimarart).

Tøffelsky III

***
Jeg er blevet hjemme med et sygt barn, fordi min kones job er vigtigere, og benytter lejligheden til at gøre rent, men det eneste jeg kan tænke på er, at hun kommer hjem og kritiserer mig.



Jeg må engagere hende i samtale og høre, om hun har andet at sige, end jeg allerede hører inde i hovedet.
***

Moralske opstrammere

Det ærgerlige ved moralske opstrammere er, at de ikke holder særligt længe.

I fredags fik jeg at vide af en digterske, at jeg skulle tage mig sammen og holde op med at brokke mig så meget, at jeg var min egen værste fjende m.m. Nu er virkningen taget af.
For en måneds tid siden kom mit totem til mig ved en shamanistisk ceremoni. Det holdt også kun et par dage.

Man skal tilsyneladende konstant gå og stramme op på sin moral og sin følelse af selvværd.

Jammeren: Men hvad nytter det, når arbejdet konstant hober sig op som kartoffeldyngen for ham drengen i Røveren Runkeldunk, og man aldrig kan se en ende på det og ens handlekraft er nede på nul?

Modjammeren: Det sømmer sig ikke for et frit menneske at kaste sig i støvet på den måde. Var det ikke det, Bertrand Russell sagde?

Konklusion: Jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen til at forandre mit liv. Jeg har tænkt over det og regnet på det, og hvad jeg virkelig trænger til er at forandre min arbejdssituation, før jeg bliver for gammel. Men jeg er er afhængig af pengene. (Og så meget er det s’gu ikke engang.) Men for os, der er vokset op uden midler at tale om, er det svært at sige nej til noget.

***Følg med her i bloggen og se, om det nogensinde lykkes mig at komme ud af min fastlåste situation.***

Hun var skæv begge gange

Jeg talte med en digterske i fredags, der sagde, at jeg skulle holde op med at pive så meget, at jeg var en kusse og at jeg skulle holde op med at opføre mig så jødisk.
Sidste gang jeg mødte hende kaldte hun mig et røvhul.
Hvad skal jeg tolke af dette? At hun godt kan lide mig?

Jeg finder det altsammen meget mentalt opkvikkende.