Livet er delt ind i 20-års perioder. Først vokser man op, så lever man lidt, så er det meningen man skal sidde på al magten, og så dør man for resten.
Jeg har tænkt over det noget mere, og livet er ikke absurd. Mennesker og andre levende væsener er trods alt tilpasset og udviklet til at bo her på jorden. Det er selvfølgelig ærgerligt, at man skal dø og ved det, men hvad fanden kan man gøre?
Nu er den sidste unse af den gode fornemmelse, jeg havde med hjem fra New York, forsvundet. Men det var rart, så længe det varede. Eftergløden var ekstra lang denne gang og følelsen så intens som efter 9/11, bare positiv, men lige så samhørig. Jeg gik en uge derovre og bare mærkede efter. Og det sidder i kroppen, kan jeg mærke, i min følelsesfilmrulle midt i mit hjertes kammer, der knuger jeg den tæt, følelsen, i mit hjertes svedige næve. Bare jeg tænkte på at skulle "hjem" til Danmark, kunne jeg mærke det trykke for brystet som vandmasserne om en dykkerklokke i dybhavet.
Min guru sagde til mig: Verden er ikke din mor. Jeg tror ikke, det var noget, han selv fandt på, men jeg tror, han mente, at man ikke kan forvente, at verden tager imod en med åbne arme og stor forståelse, for ikke at tale om automatisk velvilje.
Man tror man gør det rigtige her i livet, og så viser det sig, at det hverken betaler sig eller bliver påskønnet. Tag min fætter, der arbejder på atomkraftværket og giftede sig tidligt med sin kæreste fra gymnasiet og har sat sig med hus og svømmepøl og to børn og er bundet, så han aldrig kan flytte eller skifte karriere. Tror I han bliver værdsat? Nix. Hans kone tager massagekurser for at uddanne sig (haha), "sælger" Mary Kay-produkter i et pyramidespil og truer konstant med at forlade ham. Måske har hun allerede gjort det, jeg har ikke talt med ham et stykke tid.
Der er ingen højere retfærdighed. Der er ingen garantier.
Skrevet i mørke
Pop-Zen-filosoffen Alan Watts skrev om, at det er vigtigt at se sig selv udefra. Så bliver tingene lettere. Hvis man f.eks. kommer gående ned ad gaden og glider i en bananskræl (hans eksempel), er det ikke sjovt for én selv, man bliver sur, mens andre folk bare griner. Hvis man derimod kan se sig selv udefra, kan man lære at grine af det. Et andet eksempel (mit): Det kan godt være, man ser ret dum ud, hvis man går ned ad gaden og grubler. Ser man sig selv udefra, letter det tankerne. Husk det, Kierkegaard!
Det er det samme, som det man altid hører om torturofre, at de på et tidspunkt har "forladt deres krop" og ser sig selv udefra, når smerten blev uudholdelig. På den måde overvandt de smerten. Se dig selv udefra, og du overvinder din smerte.
Der er stor forskel på én selv og andre. Som Kinky Friedman siger: Din kræftsvulst er min ligtorn.
Jeg løb ind i en bipolar person, der var manisk og havde været ude at købe "uvurderlige antikviteter" (en lysestage, en lampeskærm) hos en marskandiser for alle sine penge. Han fortalte, at han var ved at lave en ny verdensreligion og havde opstillet 10 bud, der var en syntese af al eksisterende religiøs-filosofisk viden. Han havde præsenteret sine tanker for en præst, en rabbiner og en mullah. Præsten havde været mest lydhør.De 10 budskaber (minus 2)
1. Tro på, der er kun én gud og hans fire profeter.
2. Behandl andre mennesker som du selv vil behandles
3. Ærlighed
4. Kærlighed
5. Venskab
6. Hjælp andre
7. Renhed
8. Man skal yde for at nyde
Ved en påskefrokost forrige år diskuterede selskabet gudløshed, og en af de kvindelige gæster sagde: - Jamen, hvis der ikke er nogen gud, så er livet jo absurd.
