Sveden kerne

***
Nu er den sidste unse af den gode fornemmelse, jeg havde med hjem fra New York, forsvundet. Men det var rart, så længe det varede. Eftergløden var ekstra lang denne gang og følelsen så intens som efter 9/11, bare positiv, men lige så samhørig. Jeg gik en uge derovre og bare mærkede efter. Og det sidder i kroppen, kan jeg mærke, i min følelsesfilmrulle midt i mit hjertes kammer, der knuger jeg den tæt, følelsen, i mit hjertes svedige næve. Bare jeg tænkte på at skulle "hjem" til Danmark, kunne jeg mærke det trykke for brystet som vandmasserne om en dykkerklokke i dybhavet.

Nu hænger jeg i dyndet igen. Min tro på at tingene kan lade sig gøre er ramlet ind i min ugidelighed og berøringsangst. Tingene er værre, når man har dem tæt på (i hvert fald er de nemmere, når man ikke kan gøre noget ved dem alligevel). De fylder mere. Fra toppen af verden ligner mine problemer insekter. Min onkel sagde, at når han lå om natten og ikke kunne sove, tænkte han på, hvor lidt han selv fyldte i hele universet, hvor uendeligt små hans problemer var i det store hele, klejnheden af menneskelig eksistens. Han begik selvmord.

Men jeg kender det godt: Hvad er det hele værd? Intet! Det er kun, hvad du gør det til. Der er en verden til forskel på inden og uden for din hovedskal.

Jeg trænger f.eks. til at bryde ud af mit hoved.

Men først frokost.

Kan jeg holde noget, jeg lovede mig selv i dag?
***