Ingen at tale med

Jeg ringede til min far i går og lagde en besked. I dag ringede han tilbage, fordi han ikke kunne få sin Skype-lyd ud igennem øretelefonerne*). Nu har han lige mailet mig seks storformat-billeder af sig selv. "Tænkte du godt ville have dem."

Andre gange Skyper han op og kigger på sig selv på videobilledet: – Oh, se!

Han spørger aldrig, hvordan jeg har det.


*) Hvorfor hedder de sådan? Det har jo ikke noget med fjernt at gøre. De skulle hedde ørefoner.


Billeder af videofoner her.

Jeg har virkelig ingen at tale med om, hvordan jeg har det. Det er bare at tampe det ned.

Det er derfor, jeg skriver her, og tro det eller ej, jeg får det faktisk bedre.

Postklimaktisk tristesse

Jeg er først på dagens første nu.

Og nu er den også omme.

Altid denne tomhed.

Naturlig lækkerhed

**
Det eneste, jeg har at trøste mig med på en dag som i dag, er, at jeg er så lækker.


***

Der røg overskuddet

Jeg nåede ikke at få posteret følgende indlæg, før jeg blev flad og nedslået igen:

I det hele taget har jeg været i godt humør på det sidste. Jeg har jo fået at vide, at jeg ikke har noget at beklage mig over. Jeg har dejlige børn og en smuk kone, et arbejde hvor jeg kan sidde og passe mig selv hele dagen.
For at vride en gammel floskel: I’m 41, married and white – hvad har jeg at brokke mig over?

Det må være foråret.

Men nu er følelsen forduftet igen, og livet snævrer sig ind.

Om kirtlernes funktion

Mandejammer spørger:
Kan man græde og have jern på samtidig?