Ét julekort i år, og ingen har åbnet det

I dag har jeg sagt til J. Per: – Takket være dig, har jeg ændret mit udsyn på julen. Jeg ved ikke engang, hvad det var, du sagde, men det var noget med "slap af". Og du har ret: jo mere man går op i den, des mere magt får den.

Lirekassemanden havde klunset et 88-tangenters keyboard til ham, der stod på højkant ude i gangen i fem måneder, til han lærte at gå uden om det, og jeg tænkte, jeg kunne slippe af med det på hans vegne som gave til min datter, men det var slapt i den ene oktav alligevel, hørte jeg lirekassemanden sige i baggrunden, og nu var det smidt ud.

J. Per, der var vågnet utilpas og taget på Fru Christiansen for at købe juleklumpen, klimprede lidt på guitaren og rimede for mig, noget med "hvorfor være nede / når man kan ryge den ….". Gæt selv resten. Sådan ender alle hans rim. En skam han ikke kan spille harmonika, for der er noget sømandsagtigt over alle hans sange, hvis sømanden drev på en felucca ned ad Ganges. Godt jeg ikke er udpræget rygetrængende, så jeg ikke behøver tage forbi. Jeg venter til tredje juledag, når der alligevel kommer gæster.

Og jeg har sagt god jul til alle folk, selv den dinglende fulderik ved Landemærket, og cyklet rundt i mørkningen i indre by og fløjtet årstidens melodier mellem stop i specialbutikker så let om sjælen og portemonnæen.

Hvorfor fanden i røven begynder jeg så at skændes med min kone om kirsebærrene (til ris á la manden), før jeg overhovedet har fået skoene af?

"Jeg spermer i ris á la manden" har jeg sagt til min kone i dag og gestikuleret derefter og "Jeg knepper julen lige midt i røven", hump, hump, og gestikuleret derefter og "Jaja, det hele er min skyld. 3-0 til dig. Nu har jeg ødelagt julen igen, så er alt ved det gamle, hvor er det da godt", og "Din familie er sguda ligeglad med, hvaffer nogen kirsebær de æder, bare de får lov til at drikke otte flasker rødvin først", og hun har sagt: "Hvorfor holder vi ikke jul hos din familie?", og så blev jeg tavs. For der er ingen jul hos min familie. Min lillebror aflyste sit sidste øjebliks pizzajul- og medbring selv alting-arrangement på grund af svær forkølelse, der ikke afholdt ham fra at arbejde hele ugen, og alle var lettede. Der er ingen af dem, der har afleveret en eneste gave til mine børn. Der er ingen (præcis 0) gaver til mine børn fra min side af familien.*) Men hvad fanden rager det mig? Jeg er sguda ligeglad.

Jeg er spændt på, om der kommer et eneste juleopkald eller forkvaklet sms.

Over og ud.

*) Da deres børn blev store, aftalte mine brødre, at vi ikke skulle give hinandens børn julegaver mere.



Dette er ikke stor litteratur,
måske er det, fordi jeg er så skidesur.

Mundrugning

Min gennembladring af forældede klunsebøger har lært mig, at den gamle vits med fisken inde i fisken faktisk findes i virkeligheden.


Bent J. Muus [lidt sjovt navn dér]: Danmarks Dyreverden, Bind 4, Fisk I (Hans Hvass, red., Rosenkilde og Bagger 1978), s. 155.

Den gamle vits:

Frit efter hukommelsen.


Hovedet med et andet hoved inde i munden er et yndet motiv – det er klart, det dukker op, når man sidder og tegner.

Eksempler fra billedkunstens historie:

1. Max Ernst

Skt. Antons fristelse, 1945 (udsnit).

2. Wally Wood


Det er det gode gamle evighedsbillede:


Opskrift på, hvordan man laver sit eget evighedsbillede.


Escher.

Det er sådan noget, jeg tænker på, når jeg kører rundt på cykel.

Hobbyhjørnet

I dag fandt jeg en rystepudser og en tamburin, nogen lod ligge, da de flyttede.

Jeg overvejer at montere tamburinen på rystepudseren.

Nu har jeg monteret den:




***UPDATE (dagen efter)***: I dag fandt jeg en til rystepudser og en elhøvl:



Jeg vil bygge en hær af robotter til mit ensemble.

Hvad jeg ellers lavede

– Se, sagde jeg til min kone, – Jeg fandt fem puslespil til med 1000 brikker – allesammen med billeder af både i havne – og straks satte hun sig til computeren og bestilte en europæisk storbyrejse.

x5

Hemmeligt og privat notat

Jeg fandt denne seddel i mit nærmiljø. Det er ikke mig, der har skrevet den.



Er det til at tyde?

Ordlyd:

LIGE NU

x tænk over skilsmisse ..

x snak med [navn sløret -red.] ..

x sæt det IGANG ..

x Husk at jeg aldrig får et svar på hvad der er sket .. ALDRIG!

x Min virkelighed har været virkelig ..

x Det eneste jeg kan gøre er at finde ud af om hun stadig lyver i juni ..
Jeg skal nok ikke gøre mig de store forventninger.

De smukkeste kvinder

Jeg har gode erfaringer med at snakke med de smukkeste kvinder, der er. Tit er de til overs, fordi ingen tør tale med dem eller tror, de er utilnærmelige. Det er i hvert fald stereotypen. Jeg tør som regel heller ikke, men nogle gange, hvis jeg har tømmermænd eller tømmermandslignende symptomer, er jeg ligeglad. Det kan der komme noget godt ud af. Inden for tre dage hjalp en smuk kvinde mig til at finde en skole til min datter, og en anden sagde, at jeg skulle søge til radioen. Men det er et stykke tid siden nu. På det sidste har det stået sløjere til.


Jeg fandt engang denne klassiker på gaden, men kom til at give den til min irriterende roommate, typen der fik $10-blowjobs uden for Jungle Jim's. – Ser hun ikke bare godt ud? sagde han om hende på coveret. – Her, tag den, sagde jeg. En af bogens hovedmoraler er: Kvinder er også liderlige, ligeså liderlig som dig!

BONUS!
Pablo Picasso (Jonathan Richman). Alle kunstrockerne dækker pudsigt nok den sang (Bowie, Iggy, John Cale). Jeg hørte den her først:

Burning Sensations: Pablo Picasso.

"Har du nogensinde prøvet at score en chicks og blive kaldt en spazmo?
Det skete aldrig for Pablo Picasso."

(Jeg arbejder på en fordanskning. Gi' mig nogle forskningsmidler!)

Slæk og trip

Jeg er gået mig en tur – min datter havde ellers lavet pandekager – for at "strække benene" og fandt reb nok til at hænge mig selv med.



Jeg har lyst til at gå og gå og aldrig komme tilbage.


Når jeg ikke kan ser verden i øjnene, går jeg ned hos J. Per. Så nu sidder jeg her på hans trappe. Med mit reb og et vinglas, jeg har fundet.


Der mangler tre afbrækkede filtre nede i glasset.

Guld- og også umbergrube

Jeg elsker, når kunstnere skiller sig af med farver. Her er min sidste score fra skraldet. Se lige:


En skatkiste af kunstartikler. Bemærk, at der er Rembrandts iblandt.

Nu kan jeg smide dem over i mine enorme samlinger kunstartikler, jeg aldrig får brugt.

Nu hvor der bliver vendt op og ned på mit hjem, har jeg gjort følgende OPDAGELSE:

***
Jeg kan ikke lide at smide ting ud, der er lavet af metal og er mekaniske (og/eller optiske) –

Eks. 1

Teaterkikkert.

Eks. 2

Håndpumpet dynamo-lommelygte.

Eks. 3

Clack-kamera m. blitz, jeg fandt i gården. Læderetuier og -tasker hjælper også.

Eks. 4

Min farmors strømlinede Olivetti-rejseskrivemaskine. En mage til findes i Museum of Modern Art, N.Y. Tænk! Jeg har engang tjent mine penge på den. Jeg ejer fire skrivemaskiner (hhv. dk/engl.-tastatur), jeg ikke kan skille mig af med.

– for de er STEAMPUNK! (Søg det selv, det er det hippe nye gamle). Altså ikke ting, der er elektroniske, elektriske eller af plastic, som ikke har noget til den visuelle (og taktile – må jeg lige have lov til at være her) tand.
***

Bunden af poppen

***
Jeres blogskriver Mandejammer er endnu længere nede på showbiz-rangstigen end selv de her:


8x10 glossy jeg fandt i skraldet engang.


End folk der holder foredrag i børnehaver.

End mavedansere på plejehjem.

End Lucia-optog.

End præster.

End gøglere der sætter ild til deres hår.


Al Capp: Li'l Abner (min fremhævning).


Konklusion: Jeg tænker på min dagbog som et stykke underholdning.
***

Ud/flugt

***
Jeg var sur, så jeg gik mig en tur og røg en tynd cigar og drak en kaffe ud af et papkrus, jeg tog med hjemmefra. J. Per var ikke hjemme, så det var ligesom at besøge ham, bare uden at tale med ham og uden at sidde ned. Alligevel gik jeg ned forbi, hvor han bor (med en livlig indre dialog i hovedet fuld af nagende bitterhed om mit spildte liv og hvor meget, jeg savner New York, og andre kvælningsfantasier). På vejen fandt jeg noget herligt skrald, bl.a. Imprimatur af R. Broby-Johansen, bind I og II.

Deri stod:

Mit job her i verden er jo at skrive. Og en forfatter mister let kontakten med almindelige mennesker. Han sidder ved sit skrivebord og bliver en slags turist i tilværelsen. Det er påfaldende, hvor mange forfattere der skriver og bliver ved at skrive på deres barndoms og første ungdoms oplevelser.
(forts. forneden)

Det er mig! Der sker mig aldrig noget, jeg sidder bare inde i mit rum og tænker på min ungdoms hårdetrip. (I hvert fald har jeg noget, der skal ud dér.)

Men det var det mindste af det: hovedfundene var en guitartaske og en laptoptaske. Guitartasken fyldte jeg med to paraplyer, Broby-Johansen og dette billede af et udviklingshæmmet barn:



Laptoptasken fyldte jeg med et børnekeyboard med dyrelyde, der lige passede i. På hjørnet mødte jeg min nabo, eks-makedonieren.
– Spiller du også musik? spurgte han.
– Nej, sagde jeg. – Men tjek mine knaldgode fund.
– Er der en computer i?
– Ja, sagde jeg og zippede lynlåsen op. – Se, et børnesymfoniorkester! Haha!

Det er en kedelig historie. Jeg havde bare lyst til at skrive børnesymfoniorkester.

Børnesymfoniorkestret tog jeg op og til Gummi-Arms øvelokale og gav ham i forsinket fødselsdagsgave. Hans overraskelse og benovelse var mærkbar. Bagefter inviterede han sig selv til gratis mad, og jeg gik hjem i regnen.


Morale I: Der sker ingenting, hvis du bare sidder derhjemme og er sur.

Morale II: Der er skrald nok til alle.



Jeg tror mest, Broby-Johansen er kendt for at have det vilde udseende. (B. Askholm foto.)


BONUS BROBY-JOHANSEN-CITAT
– for hardcore Broby-Johansen-entusiaster:

Den avancerede forfatter føler sig som lidt af en olympier, men digteren, der læser op, artikelskribenten, som forelægger sit materiale mundtligt, eller tænkeren, som meddeler sine overvejelser direkte uden omvejen om ad skriftsproget, har kontakt med sit publikum på lige fod så at sige.

Folk, der ikke selv har oplevet det, vil næppe kunne forstå, at en foredragsholder hele tiden fornemmer tilhørernes reaktioner, ikke bare som kompakt gennemsnit, men samtidig hvordan nogen er med fynd og klem, andre føler sig desorienterede, nogen keder sig og andre er forargede …

Det er ganske ligegyldigt, hvad tilhørerne mener om ham, om de beundrer eller ringeagter ham, om de synes han er en klovn eller et ideal. Det, det drejer sig om, er at han har noget af interesse at meddele og er i stand til at gøre sig forståelig.
(forts. fra ovenfor)

Det er også mig! Som blogskriver er jeg jo i umiddelbar kontakt med mine læsere og reagerer med seismisk følsomhed på deres mindste rømmen og utålmodige skiften sig i sædet.

Tak.
***

Vanvid

***
Siden jeg er kommet hjem fra New York, har jeg brugt 44,18%*) af mine penge i Netto.

Jeg har ikke haft nogen kontanter, så regnskabet er præcist.

NB! På den lyse side fandt jeg 2 glatte dollarsedler i en container og en femtommers souvenir-sombrero. Og to forlængerledninger.



*) Jeg havde skudt på 43%, men nu har jeg omhyggeligt regnet efter, og det er altså uhyggeligt tæt på, som enhver kan se.
***

Sin egen vægt værd i pulp

***
Jeg fandt to kufferter gamle drengebøger i en container, men jeg nærede mig og tog dem ikke med hjem, udover et enkelt eksemplar (se billedet). (Det illustrerer min nye mådeholdenhed og også det, at jeg ikke har nogen plads.*)) På vejen hjem slog det mig: Hvis det havde været tegneserier, havde jeg taget dem. Hvis det havde været tegneserier, havde de slet ikke været der, da jeg nåede frem (for de ville være taget allerede).


Moralen er: Tegneserier er mere værd end anden gammel kulørt litteraturpulp.

Spørgsmål: Vil det sige, at hvis man laver sine historier som tegneserier, er der flere, der gider læse dem? Eller de holder længere? Aner det ikke. Det er i al fald ikke nok bare at gennemillustrere.

PS Det minder mig om Lenny Bruces gamle guldkorn med, at det er bedst at blive interviewet til pornoblade, fordi sådan nogen gemmer folk, pænt, i en stak inde i skabet.

PPS Jeg har en tilbagevendende drøm, hvor jeg finder gamle tegneserier i en container, tegneserier jeg ikke anede eksisterede, hæfter i overstørrelse fra 50’erne og ukendte bind af Tintin m.m. (tit er det er problem at få det slæbt med hjem, så stort er mit fund.)


*) Og mest af alt, at jeg ikke troede, de var noget værd. Jeg mener, oversættelser. Men da jeg kom hjem, så jeg selvfølgelig, at det var en førsteudgave. Der var næsten hele serien, undtagen den første, Tarzan abernes konge.
***

Aladdins hule

***
I dag kiggede jeg forbi min lokale skraldespand og hjemtog:

1 stk. Bosch limpistol (kun lidt brugt) med samt 1 pk. limstifter (2 dusin), 2 spritnye tuber superlim (i egen indpakning), 2 tuber epoxy-lim, 2 ruller sejlgarn (do nye, indpakkede), 1 tube halvklemt akrylmaling, 1 fukssvans, 1 flad skruetrækker, 1 Louisiana-katalog, 1 flaske møbelpolish (lige hvad jeg står og mangler til klaveret, tænker jeg), Brokeback Mountain og en dansk porno-dobbelt-DVD.

Oh hvilken overflod! Det er mere end et menneske har brug.



Men desværre var den ene epoxy-tube sprunget læk, og jeg er blevet svimmel. Jeg kan ikke huske mit password.

Jeg har også fået det på bukserne, og jeg har kun det samme par her. (Nu er gode råd dyre: Skal jeg sidde i bar røv eller døje med dunsten?)

Det er ikke alt kluns, der er godt.
– J. Per

***

Et kup

***
Jeg fandt to sække maling i skraldet i dag. Kunstmaling.


Klik & forstør, det er rigeligt besværet værd.

Prøv lige at se prisen på det lort:


Og så "brækker" han det med gult, tsk.

Nu har jeg arrangeret det hele i tableau-stil for at lette overblikket.


Var der nogen, der sagde Downtown Manhattan? Var der nogen, der sagde skyline?

* * *

PS Jeg startede dagen med at hælde vand i min kaffe (i stedet for i glasset), men min kaffe er så stærk, at det ikke gør noget.
***

Fantastisk kollagemateriale boomeranger tilbage og rammer mig i nakken

***
For et stykke tid siden, da jeg skulle rydde mit kælderrum, smed jeg mit Lademanns Leksikon ud. Nu har jeg fundet et til, jeg heller ikke har brug for. Det ligger nede i gården, men jeg modererer mig og tager kun en 3-4 bind ad gangen (og håber på containeren bliver tømt, før jeg når det hele igennem) og river alle de gode billeder ud. Her er f.eks. et af Birthe Tove:



Verden omkring mig flyder over med elorgler og bogklubbøger.
***

Og jeg gjorde store øjne

***
Jeg fandt en pose aromatisk pot i skraldet i dag.

Her er beviset:



Og igen:



Nu har jeg faneme snart set det hele!
***

Brandudsalg

Jeg har et kælderrum, jeg skal til at rydde, fyldt med dårlig eller halvfærdig kunst, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med: min højttalersamling til en lydinstallation, der aldrig blev til noget, Lademanns Leksikon fra 70’erne (godt hvis man mangler et flot farvebillede af Dwight Stones eller Erhard Jakobsen – jeg fandt det på Amager og transporterede det her ud, jeg har aldrig kigget i det, de sidste fire bind er klistret sammen pga. vandskade [ikke min skyld]), halvanden meter disco-maxisingler med lettere mugne omslag (ikke min skyld), min 78’er-samling og andre ting, jeg ikke har lyst til at tænke på. Jeg har ikke lyst til at tage stilling til noget af det, og jeg har ikke noget sted at gøre af det.

Løsningen er selvfølgelig at holde brandudsalg. Jeg inviterer alle folk, jeg kender fra nordkysten, og deres venner, køber noget billigt sprit og inviterer nogen damer, der kan stå og vise sig frem og få køberne til at føre sig frem. Jeg hænger det hele op på væggen og spiller gamle plader dertil. Alle er velkomne. Alt er til salg til spotpris. Resten brænder jeg.

Det er den eneste udvej.

Se også her for, hvor dum en idé det er at gemme for meget af sit gamle kunstlort ingen vil have (verden render over med halvdårlig kunst).

Faktisk er det ikke så dårligt alt sammen. Det er det, der er så fandens. Det er sket, at jeg er sluppet af med noget af det, og når jeg ser det hænge på folks vægge, ser det faktisk meget godt ud. Fandens til dilemma.

Honningfælden - eller: En tur til suttetræet

***
Jeg kiggede ned og så en ungersvend sætte et bordfodboldbord ud i gården. Så gik han væk med sin kæreste i hånden. Det lignede en symbolsk handling. Han vinker farvel til sin sidste fornøjelse i livet og starter et nyt kapitel. Ikke at jeg ikke forstår ham.

Så listede jeg midaldrende mand i krise ned og tog fodboldbordet og satte det i mit kælderrum, for jeg har ikke plads til det. (De var meget venlige og gav mig også skruerne og hentede boldene til mig.)

– Hvor var du henne? spurgte min kone.
Jeg stod midt i falaflerne, da jeg påbegyndte min redningsaktion.

*

Jeg fandt også en kæmpe gammel radio fra 40’erne eller 50’erne. Den har jeg stillet til aftørring.

Rauschenberg, en stor helt, er død

Hvad var det med hans hånd, hvorfor var den krøllet sammen som en klo?

Muligt svar: Han fik en hjerneblødning i 2002, måske var det derfor.

Er det rigtigt, at han og Jasper Johns var kærester (hvilket jo er interessant, da de var en tomands kunstbevægelse og styrede for vildt en overgang)?

Svar: De arbejdede trods alt som vinduesdekoratører og boede sammen i årevis.
Her står der, at det var de. Men det var aldrig noget, man talte særligt meget om.

Ligesom The Beatles var de bedre sammen end hver for sig.

Rauschenberg var selvfølgelig genial til at lave kunst af skrald, og det må man tage hatten af for.


Combine painting, 1954. Så moderne det er. Jeg får altid lyst til at male, når jeg ser sånoget, fordi der er en enorm frihed i det.

Pudsig anekdote: Der står i New York Times’ nekrolog, at Rauschenbergs mor var så nøjsom, at hun klippede bagsiden af sin lillebrors begravelsestøj og lavede en nederdel ud af den, fordi hun hadede at se noget gå til spilde.