Æstetisk uvenner

Fra linernotes’ene til Morton Feldman: For Philip Guston:

Feldman var ven med Guston og dedikerede flere af sine kompositioner til ham, men da Guston holdt op med at male abstrakt og blev figurativ, opfattede Feldman det som "æstetisk forræderi" og "deres venskab tog skade". Sådan var det altid engang, at folk blev uvenner over æstetik. Hvorfor er det aldrig sådan mere? Eks.: John Kørner til Tal R: – Jeg vil ikke være din ven mere, fordi du maler abstrakt!

Koldbrand

Hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed, fik jeg i sidste uge bortopereret en skæmmende åreknude fra mit underben. Hold kæft, hvor gør det skideondt. Jeg har smerter de mærkeligste steder. Og så oven i min forstuvede ankel. Den mærker jeg til gengæld ikke så meget til, fordi den anden smerte overdøver den. I morgen skal stingene ud, hurra!

Jeg har det ligesom Richard Nixon med årebetændelse i Philip Guston’s maleri. Bandager og hævelse, betændelse, hvilke glimrende billedelementer.


San Clemente (1975)

Og så i strandvejr.

PS Jeg havde bare lyst til at vise det her billede, for det siger det hele.

Entonetema

Jeg falder i den samme fælde hver dag.

Det er de samme ting jeg ikke gør hver dag.

I morgen bekymrer jeg mig om de samme ting igen.

Alt det jeg ikke får gjort.

Hvordan jeg ikke kan komme op og afsted.

Hvordan en lille smule medgang i en ung alder kunne have gjort en stor forskel.

For 14 år siden sagde jeg: – Det ville være rart med en smule anerkendelse.

Nu har jeg 2 børn.
Jeg havde ikke fået mere anerkendelse uden dem. I det mindste er de et synligt resultat af at tingene går frem, at tiden går.

Jeg elsker dem mere end mig selv.

Jeg er dybest set ikke engang så utilfreds med mig selv, kun noget af mig selv, og den del af mig selv der er utilfreds med mig selv.

– Jeg er den del af dig selv, der er utilfreds med dig selv, springer den frem og siger. – Selvgode svin.

– Åh hold kæft, hvorfor kan jeg aldrig være tilfreds?

Fordi jeg har gjort en kult ud af at være utilfreds?

Hvad med at gøre en kult ud af smøge ærmerne op? Det tror jeg ikke. Jeg kunne smøge ærmerne op hele dagen, og det ville ikke gøre en skid forskel. Faktisk kan jeg få hele dagen til at gå med at smøge ærmerne op. Jeg har selvopsmøgelige ærmer (note til selv: udtag patent).

En behagelig øvelse er at lytte til stemmerne i sit hoved. Det kan ikke være værre end hvad jeg lytter til nu: Morton Feldman – For Philip Guston.

Minimalisme – er det ikke det det er? – jeg lærer aldrig at forstå det.

Mine mange mangler

Jeg indser, at der er for mange ting, jeg ikke kan tegne, til at jeg nogensinde bliver en ordentlig tegneserietegner, deriblandt sko, tøj, kroppe, biler, huse, landskaber og enhver tænkelig genstand – foruden møbler, perspektiv, mekanik osv.
Det er håbløst.

Men jeg har faktisk formuleret for mig selv, at jeg bør lave andre ting, end jeg plejer, f.eks. tegne en genstand af gangen (ligesom Philip Guston, da han gik over fra abstrakt)...


Philip Guston, Clock, 1969


Philip Guston, Untitled, 1969

...eller male et landskab.


Legendariske, hedengangne Bob Ross, kendt fra TV.

Eller også er det en dum ide, jeg aldrig får gjort noget ved alligevel, ligesom dengang jeg ville udvide min musikalske horisont ved at lytte til dansk rap (L:Ron:Harald er en af de få, der lyder som et voksent menneske) og opera (Carmen, jeg nåede aldrig til Don Giovanni).



Eller også kan jeg komme uden om problemet med ikke at kunne tegne andet end ansigter ved at gøre ligesom Dr. Seuss – at hælde Dr. Seuss-sovs ud over alting – og bare lave min personlige udgave af alt, at syre tingene ud i stedet for at bruge reference.



Jeg laver straks et eksempel:


Eks. 1. For sjusket.

Jeg prøver en gang til:


Eks. 2. Heller ikke helt hvad jeg havde tænkt mig.

Eller også skulle jeg bruge reference. I hvert fald kunne jeg bruge blyant først. Enten se på virkeligheden eller helt ignorere den. (Ikke et valg jeg behøver tage. Men bare at kigge på virkeligheden en gang imellem kunne være godt. Jeg tager det til efterretning.)

Sådan er det bare

Denne tåbelige vittighedstegning (fig. 1) minder mig om en Philip Guston (fig. 2).


Fig. 1


Fig. 2

Det er cirklerne og prikkerne velsagtens (jvf. også graffitien nederst her, der nu er malet over).

Penge er magt

Det er mig en kilde til evig undren og moralsk fortørnelse (fortørnelse mere end undren), at det er lovligt at hænge ugly-ass reklamebilleder op, bare man betaler for det, men det er ulovligt at male graffiti af mere eller mindre underlødig art, mere eller mindre harmløse steder.



Billedet her fra mit lokalmiljø har både reklamer og graffiti, der ikke er noget særligt. De to andre (her underneden) er bedre. Den Philip Guston-inspirerede ser ud til at være lavet med sort og hvid spray ovenpå røde malerrullestrøg, hvis jeg ikke tager meget fejl. (Mønsteret er godt. Man kan godt undvære ansigterne.)

Selv har jeg altid været for høflig til graffiti. Højst i dug på ruden og lidt på lokummet.