Lad mig gå, hvisker du

Jeg hører ting. Jeg hører stemmer inde i væggen. De siger: Dø, snit dine håndled, dø, dø, dø. Du fortjener ikke at leve, for du er en fedtegreve.
– Hvem mig?
Ja, dig. Dine rim er lamme, og dine håndflader er klamme, og dine vitser er tamme.
– Jeg finder mig ikke i det!
Haha-hoho-hæhæ-hihi! Om lidt er det forbi.
– Min gud, jeg har snittet mig!
Nu går jeg,
efterlader kun savn i de tomme stuer.

Alle tegn var gode

I stedet for at gå i seng og forsøge at overtale min kone til at have sex med mig, sad jeg oppe med min datter (14) og så Nosferatu (Murnau), verdens mest uhyggelige film, i en smukt restaureret udgave, jeg gav hende i julegave (Filmhuset, kr. 50).

Det gode ved stumfilm er, at de ikke larmer og man kan snakke samtidig.
Top ti.



Nosferatu, dødsfuglen, kaster sin skyggekraft over de endnu levende.



Resten af sit liv glemmer man aldrig at gå rundt ligesom Nosferatuuu.

Håret på højkant

***
Der er en uhyggelig lyd ude på gangen, som af en der slæber et træben.

Jeg tør ikke kigge derud. Jeg gemmer mig under bordet. Åh nej, det banker på! …



Det var hende, der altid tjekker min bule ud med blikket. Hvorfor gør hun det? Er det mine bukser? Nåja, hellere det end hende med den aggressive skubop-bh, der altid ville have mig til at gøre noget, jeg ikke gad, eller havde noget dårligt at sige om nogen, der var mere etablerede end hende selv, eller skulle blære sig med sine priser.
***

Uhyggeligt

Jeg overmalede en af mine overmalinger af et af de gamle malerier, jeg fik af min ven, den etablerede, statsanerkendte kunstner, og det er decideret uhyggeligt. Billedet er uhyggeligt. I går malede jeg et lige så uhyggeligt billede. Jeg kan ikke beskrive, hvad det er, der er ved at ske. Ikke nærmere. Ikke nu. Ikke her.

Som regel laver jeg noget, der er morsomt, som om det hørte hjemme i kunsten, men disse billeder er uhyggelige. Ikke horror-agtige, ikke med monstre, men bare uhyggelige.

Det er mit nye formsprog. Måske.