Ungdommens kilde

Nu taler min kone og jeg igen ikke sammen, fordi jeg afbrød hende, mens hun fortalte mig om meningen med ungdommens kilde:
– Sortskæg?
– Ja, Sortskæg.
– Sortskæg! Haha!
– Er du interesseret i at høre det eller ej?

Jeg fik det aldrig at vide, sov på sofaen (efter hun kaldte mig et fjols, og jeg kaldte hende et fjols tilbage, og hun sagde: – Ja, det har jeg også tit tænkt på).

– Du er god til at dræbe samtalen, sagde jeg og tog min dyne og pude med ind i stuen. Hun pms'er uden tvivl, hendes opvredne trusser lå ude på badeværelset i morges.

Sidste gang, vi ikke talte sammen, begyndte, fordi jeg stillede spørgsmålstegn ved, om hendes lillebrors venner virkelig ville have fået bank, dengang de var lige ved at køre ind i en jysk landsby på motorcykel.

– Hvad er det for nogle gamle stereotyper at fylde børnene med? Tredjehåndsberetninger. Man får sguda ikke bank bare af at være i Jylland. Blablabla.

Det var ellers lykkedes os at tale sammen i næsten fem dage, dog ikke om noget væsentligt. Jeg har ikke overskud til at gå at være munter hele tiden og bare tage imod. Jeg kan ikke skændes med den kvinde længere.

Her kan man forestille sig kalenderbladene falde af træerne og edderkoppespind dække alting.

Notits

Min kone har menses.

Løb grædende hjem og sig det på nettet, hver gang der er noget galt

***
Min kones sidste ord til mig i dag:
– Du skal i terapi! Det har du sku' i årevis!
– Fej for din egen dør! Du er jo selv sådan et pragteksemplar!

Jeg havde smadret noget ude i køkkenet for at få hende til at holde op.

Hun holder aldrig op. Hun bliver ved og ved og ved og ved.
***

Indenfor hos familien mig

***
– Er det dig, der har hærget pie'en? sagde jeg til min kone.
– Hvad?
– Jeg vil godt have, du behandler pie'en med respekt.
– Det gør jeg også.
– Du skal bruge kniven til at skære med. Prøv lige at se: skorpen er faldet helt sammen.
– Hold kæft!
– Jeg vil godt have, du ærer og respekterer pie'en, nu jeg har besværet mig med at bage den. Og tal pænt.
– HOLD KÆFT!
– Gider du ikke lade være med at hidse dig op, når jeg spørger dig om en simpel ting?
– JEG HIDSER MIG IKKE OP. DET ER DIG, DER HIDSER DIG OP.
– Man burde sætte en vejrmølle hen foran munden af dig og udnytte vindenergie...
– FUCK DIG OG DIN FUCKING PIE! sagde hun og besværede sig ud fra sofaen og stampede ind og smækkede døren til soveværelset. Begge børnene begyndte at græde. Min store pige gemte ansigtet bag bogen. Jeg måtte ikke se hende.
– Griner du eller græder du? sagde jeg og strøg hende over håret.

Jeg må ikke trække min kone op på den måde. Hun har menses for tredje gang i denne måned.


***

Mindre bump på samtalens vej forårsager sammenstød over morgenteen

***
Min kone i badekåbe, jeg på vej til arbejde

Jeg havde en udmærket samtale med min hustru i morges om den freudianske psykoanalyses rødder i den romantiske gren af europæisk filosofihistorie (min tese) (rødder i en gren?), men efter en mindre krølle grundet misforstået udtale endte samtalen desværre i denne bemærkning:

Du har så travlt med dig selv, og hvad du synes er sjovt, men det er kun dumt og irriterende,

som jeg straks skyndte mig ud og skrev ned, så det hele ikke var spildt.

Så det er godt, jeg har denne blogs, hvor jeg kan have travlt med alt det, jeg synes er sjovt, men som kun er dumt og irriterende. Forstår I?
***

Sur nar - Hvad er der galt med mig?

***
Endnu en morgen hvor jeg har råbt ad min kone og hun ad mig. Og børnene har grædt, og jeg har smækket døren i hovedet på min datter og sagt: – Ja, gå væk fra den onde, onde far og hen til den gode, gode mor!

Fordi jeg synes det var tid til at skynde sig i skole.

Min kone har en udtalt evne til at dele familien op i mig og dem.

– Far er sur over noget, og så går det ud over os andre, som hun sagde.

Nu har jeg ødelagt det hele igen.
***

Det skal nok blive muntert

***
Nu har min kone og jeg lavet en scene foran hele familien til fødselsdagsfesten, og hun vil ikke tale med mig.

Vi har en til familiefødselsdag i aften.



Jeg er træt af mine konstante kriser.
***

Nej, jeg har ikke mere at sige

***
Fucking dag.

Min kone skreg af mig i morges (og jeg skreg ikke igen).

Jeg var kommet for skade at blande mig i familiens anliggender i stedet for at blive ude i køkkenet og smøre madpakker.

(Jeg springer lidt frem.)

– Jeg gider ikke høre på din hormonstorm, sagde jeg. – Tal til hånden.

– Tal til den her, sagde hun og gav mig fingeren.

– Har du mere at sige? skreg hun. – Har du mere at sige? mens børnene sad som forstenede og prøvede ikke at græde.

– Kan du ikke for en gangs skyld tage din del af ansvaret for det her? sagde hun med lynende øjne.

– Nej, det er altid dine følelser, man skal tage hensyn til, sagde hun.

– Ved I overhovedet, hvad I skændes om? sagde min ældste.

Senere kom den mindste skubbende sin mor foran sig ud i køkkenet: – I skal kramme hinanden, sagde hun.

Det bliver værre i løbet af dagen, følelsen.

Jeg kan ikke leve med, at det kun er den ene part, der må hidse sig op.

Min tand isner.

Der er ikke meget plads til at være mand heromkring.

Jeg kunne leve med det, hvis der kom noget den anden vej, hvis der også var af det søde. Jeg hader at være her. Jeg hader Danmark. Jeg ville ønske, jeg ikke boede her. Livet er én lang tur i Netto. Kun én af alle varer, undtagen ost.

Jeg har lyst til at rejse min vej.
***

Samme gamle – afsluttende bemærkninger

***
Mange læsere vil erindre, at jeg havde et bittert og anstrengende skænderi med min kone sidste uge (link selv). Nu har jeg fundet ud af, hvad det handlede om: hun var præmenstruel. Doh! Suk.

Lærer jeg det aldrig?

Det sjove er, at hvis man antyder, at hendes humør er styret af hormoner, siger hun, at man er sexistisk. Og får et flip.


Konklusion: Jeg vil også have en uges frizone hver måned, hvor jeg kan være så urimelig og irrationel, det passer mig. Eller også skal jeg bare begynde at på kro.
***

Default setting

Min kone er ked af det, men hun kan kun udtrykke sine følelser ved at være sur på mig. Aflukkethed eller aggression eller rationalisering.

Et fuck dig til godnat & du kan sove på sofaen.

Muren holdt, hodet brast

Jeg havde den mest frustrerende dag i går, fordi jeg prøvede at få min datter ud af døren og ned i klubben til et projekt, men hun ville ikke, og hvis hun først var kommet derned, havde hun moret sig, og det var for hendes eget bedste, og hun ville fortryde det, hvis hun ikke gjorde det, og de andre på holdet var afhængige af hende, og det endte med, at hun græd i næsten en time, og jeg forstår godt, at hun var træt, og her var jeg blevet hjemme for at møde hende og havde bagt boller og hældt varm kakao i hende. Jeg prøvede at stille hende uden for døren. Det hjalp ikke (hun græd og hamrede på døren). Intet hjalp. Og endelig tog jeg ud på arbejde, men jeg var nødt til at ventilere og ringede til min kone, der bad mig dæmpe mig og "ikke råbe".
– Jeg råber ikke, skreg jeg, jeg er ophidset.
– Jeg kan ikke have du taler til mig på den måde, sagde hun.
– Hvem skal jeg så tale til? sagde jeg og lagde på.

Og da jeg så kommer hjem om aftenen, mens min kone sidder og ser Politiskolen i en mørklagt stue, siger hun til mig, at jeg er "aggressiv", har et "ekstremt temperament" og bør gå til "anger management", som "vi har talt om før".

Jeg skal eddermame gi’ dig anger management.

Hun har menses.

Jeg er træt af altid at skulle være skurken.

Sten is koen

Det er svært at beskrive de konstante ydmygelser, man udsættes for i et langvarigt forhold, på en måde der lader en bevare et skær af respekt omkring sig selv.

Jeg synes, det er pinligt.

Tag mit forhold f.eks. Det er helt på røven, og jeg kan ikke se, hvad jeg skal gøre, for at det kan blive bedre. Min kone siger, at det er mig, det er galt med (efter vi havde eksploderet i hovedet på hinanden), men nu opdager jeg, at hun sagde det, ca. 5 dage før hun fik menses.*) (Hvad hedder "on the rag" på dansk? Jeg konsulterer lige Don Enzo... Han siger, det hedder "kommunister i lysthuset").

Det er ikke nemt at bevare et køligt overblik.
Det er ikke nemt at have et overblik, når man sidder nede i et hul.

Jeg gider ikke arbejde, men det er ikke usædvanligt.
Jeg vedbliver at sjofle mine drømme.

Og så er der julen oveni, den værste tid på året.
Jeg stopper her.


*) Mao. jeg skal i anger management, fordi jeg råber højere end hende, når hun PMS’er.



Note: Okay, her er situationen: Hun spurgte mig, om jeg ikke ville komme ud og lave mad sammen, men så skulle jeg lige slå noget op på nettet på vejen, og tyve minutter senere, da jeg endelig nåede derud, var hun skidesur.
Mit argument: Hun valgte at blive sur.
Hendes argument: Sådan er jeg altid. Man kan aldrig regne med mig. Det er altid hende, der skal lave mad.
Mit argument: Lad være at være en køkkenmartyr. Kald på mig.
Jeg havde vitterligt glemt det, jeg sad bare og slettede e-mails inde på Yahoo.
Ekstra ærgerligt var det, fordi hun havde fisk med hjem fra fiskehandleren, og så var der ikke noget ved at æde dem, efter vi havde skreget af hinanden (og min svigermor på en eller måde havde lyttet med, da hun ringede op), og nu vil hun i hvert fald aldrig gøre dét igen. Negativ reinforcement.
Hun bærer nag ad helvede til.

Sidste nye skænderi – følg med i min fortsatte samlivssaga her!

Jeg var faktisk i meget godt humør i går: Jeg havde to timer for mig selv, som jeg tilbragte med at se en dårlig basketball-film med Nick Nolte. Så ringer min kone:
– Kan du ikke lave noget mad til vi kommer hjem?
Fint nok.

Feltnotater: Hun sidder og læser Anders And-blade ved bordet – detektivsiden med løs det selv-gåder: Mickey afslører morderen, fordi der ikke er tigre i Afrika, fordi pingviner lever på Sydpolen ikke på Nordpolen, fordi vandet løber højre om ud af vasken på den sydlige halvkugle, fordi afrikanske elefanter har store ører osv. osv. – og jeg siger:
– Skal vi ikke tale sammen? Kan du ikke konversere mig brillant? og inden for to minutter skændtes vi, og nu græder det ene barn, fordi hun har slået tåen, og de prøvede ellers lige at redde dagen ved at forme grovboller som vores initialer med et hjerte og et plus imellem på pladen og foreslå mentale øvelser til at bortdrive onde tanker.

Det er dybt anstrengende.
Jeg kan åbenbart ikke tale sammen med min kone, og ofte ved jeg ikke, om det er besværet værd.


Uddybning: Skænderiet handlede om, om vi skal tage på ferie til sommer eller til jul, men det stikker nok dybere.

Note: Det er åbenbart ikke rigtigt det med, at vandet løber forskelligt ud med eller mod uret hhv. på den nordlige og sydlige halvkugle pga. corioliskraften. Det står der i hvert fald her.

Før jeg nåede at stå op

Min kone flåede hovedet af mig og kastede op ned i halsen på mig i morges, da jeg foreslog, at hun kunne afhjælpe sin stress og dårlige søvn ved at dyrke motion.
– Det har du sagt. Du er så hellig, fordi du har løbet fire gange (5), sagde hun, jeg gider ikke høre på dine prækener.
Og så skældte hun mig ud i fem minutter.
Meningen er, at jeg skal hidse mig op, så hun kan være den retfærdige.
Hun har menses.

– Hvordan var Paris?

– Først bollede vi, indtil vi ikke kunne mere, og så skændtes vi for resten.

Feriesnapshot: Vi stod og skreg af hinanden foran Disney-butikken på Champs Élysées

PPS

Jeg nævnte fornylig, at jeg konstant skændtes med min kone, og at jeg burde begynde at sætte kryds i kalenderen, når det skete, som H.C. Andersen når han rev den af. Jeg kan spare mig besværet. I går så jeg min kone sætte et kryds i kalenderen, hvilket hun gør ca. en gang månedligt. Hvor mange gange skal man lære den samme lektion, før den bliver banket tilstrækkeligt langt ind i hovedet?

Hun kan selv flytte ud

I går aftes i stedet for at se de to sidste afsnit af Veronica Mars, anden sæson, råbte jeg af min kone til hun udvandrede, men siden hen indvandrede igen under skilsmissetrussel.
Nu vil hun skilles igen. Hun siger, det ikke er de sædvanlige skilsmissetrusler, og jeg har lovet at forbedre mig, som sædvanlig. Suk.
Det er det samme om og om igen, den eneste forskel er, at jeg bliver ældre og ældre.
Jeg er skidetræt af det hele, men jeg vil ikke skilles.
Det her sker gerne, når jeg er stresset og frustreret, og hun PMS'er.

Køkkenvaskdrama i morgenskyndingen

I morges siger min kone til mig: “Hvorfor er du den eneste her i huset der ikke vasker sin morgenmadsskål op? Du vasker den konsekvent ikke op.”
“Det er ikke rigtigt,” siger jeg.
“Du vasker den aldrig op. Jeg har sagt det til dig masser af gange før.”
“Hold nu op!”
“Jeg prøver at lære børnene at vaske deres skål op, så kunne du godt…”
“HOLD NU OP, JEG GIDER IKKE HØRE DET DER!”

Og mens jeg børstede min yngste datters tænder, vaskede min kone selv min skål op. Hvad skal man så sige?