Mange tårne i brændingen af parfumeret glas

– Julen er ligesom at have en papirspose
over hovedet fyldt med edderkopper, sagde
jeg og strakte mig i J. Pers sofa med en af
hans Petterøes.

Hans stearinskulpturer fra fem år siden står
endnu. To, der væltede, ligger i en
flyttekasse. Jeg har aldrig været inde i hans
soveværelse.

De er bedst, når de bliver til en hel verden.

Gode håndfulde
alt forladt
mine venner ler og klukker

Der er et billede af J. Per i Øvigs Thy-lejr-
bog, men han er ikke sikker på, at det er
ham.
– Få dog din bror til at kigge efter, sagde jeg.
– Han må sguda vide, hvordan du så ud. Nu
dine forældre er døde.

Jeg har sagt, jeg vil skrive hans biografi, og
hver gang jeg siger det, begynder han at
recitere de første par linier, som han
forestiller sig dem, men jeg har aldrig tændt
telefonen. Det er flygtigt spind fra et væv af
guld. Sommerfuglestøv fra forgangne somre.
Med det på fingrene kan du flyve.

– Det bedste er den fede, der går lige op og
ringer i kroneshakraen, sagde jeg med en
krystallinsk tone.

– Det bedste er at gnide de tidlige topskud,
sagde han, – til fingrene bliver helt klistrede,
og så ind i noget tobak og ryge det i haven,
mens fuglene fløjter.

– Klart, men det er også bedre at tage
svampe ude i skoven end sidde inde i en
lejlighed.

– Det er klart.

Han er skuffet over kvaliteten af den brune
på Madam Christiansen. Ingen er til at stole
på. Og finder man en god, er de hurtigt væk
igen.

Hvad han savner er et diskret stykke
landbrugsjord. Det er så sørgeligt, når høsten
er omme hen mod udgangen af november.
Det er det samme hvert år, cyklisk som hans
livsførsel er.



Sent from my iPhone

En på humøret!

Ende på volden er bedre end vold på enden.

Endevold:

© Bramming Skytteforening, august 2009.

Udpint forbi

Faktisk vil Dürzü ikke tjatte med mig mere, fordi han hævder, at jeg håner ham med hans job (som glorificeret kopidreng inden for det offentlige), men intet kunne være fjernere fra sandheden. Her er et uddrag af vores udveksling fra i dag:

(4:11:11 PM) Gamle jas,

på tråden der vist er lidt knas.

(4:17:35 PM)
Spil ikke såret,

når på hænder og fødder

gennem livet du bliver båret

med de andre tjenestemandsrødder

på jeres paradefloat af velfærd,

betalt af os andre med møje og besvær

og ansigts fodsved,

(4:19:06 PM)
ja, jeg ku' bli' ved,

vi hujer og pifter og vinker,
når I glider forbi med al jeres bling-bling'er
med kurs mod pensionen,

så satte og matte

og i fløjlsbuksebagen glatte,

som selveste Dronningen af Sabæ på tronen.

(4:20:18 PM)
Tryghed har sin pris,

det ved i stalden hver gris.

(4:29:06 PM)
PS I vifter til tilskuerne

med jeres lapper på albuerne.

The following message could not be delivered:
PS I vifter til tilskuerne

med jeres lapper på albuerne.

En meget sensibel person, denne Dürzü, knudret og tynget af virkeligheden og livets skuffelser i grams. Men lad ham om det. Jeg lader ham i fred og sigter efter højere mål, ordentlige store fede offentlige mål, ikke sådan noget fedtspil og spidning af insekter. I øvrigt er han jo min ven. Mere end min ven, han er min bror af en anden mor. Sammen er vi stærke, men nu er vores daglige kommunikation gennem fem år forbi. Der må nye matzohs på fonden.


Fra: Værste kunstner mod kunstner-fornærmelser i historien.

Ungdommens kilde

Nu taler min kone og jeg igen ikke sammen, fordi jeg afbrød hende, mens hun fortalte mig om meningen med ungdommens kilde:
– Sortskæg?
– Ja, Sortskæg.
– Sortskæg! Haha!
– Er du interesseret i at høre det eller ej?

Jeg fik det aldrig at vide, sov på sofaen (efter hun kaldte mig et fjols, og jeg kaldte hende et fjols tilbage, og hun sagde: – Ja, det har jeg også tit tænkt på).

– Du er god til at dræbe samtalen, sagde jeg og tog min dyne og pude med ind i stuen. Hun pms'er uden tvivl, hendes opvredne trusser lå ude på badeværelset i morges.

Sidste gang, vi ikke talte sammen, begyndte, fordi jeg stillede spørgsmålstegn ved, om hendes lillebrors venner virkelig ville have fået bank, dengang de var lige ved at køre ind i en jysk landsby på motorcykel.

– Hvad er det for nogle gamle stereotyper at fylde børnene med? Tredjehåndsberetninger. Man får sguda ikke bank bare af at være i Jylland. Blablabla.

Det var ellers lykkedes os at tale sammen i næsten fem dage, dog ikke om noget væsentligt. Jeg har ikke overskud til at gå at være munter hele tiden og bare tage imod. Jeg kan ikke skændes med den kvinde længere.

Her kan man forestille sig kalenderbladene falde af træerne og edderkoppespind dække alting.

Hvad skal jeg arme mand dog gøre?

***
Når man ikke har sex, kan der nemt opstå en del spændinger. Navnlig når man bor sammen med et menneske, det er meningen skal være ens livs kærlighed, som man begærer, men som ikke har samme behov, lad mig sige det på den måde, og som negligerer det (mit behov).

Jeg siger f.eks.: Lad os have noget sex, på en eller anden suave og beleven måde, nu vi har chancen, men hun vil hellere pakke gaver ind. Og så kommer jeg i dårligt humør resten af dagen. Det var i dag (i går).

Skal man være glad for at blive afvist med det samme, før man har ofret alt muligt "forspil" på det og føler, man har en investering at miste? Men uden en investering hvad er chancerne for gevinst så? Får man så noget? Hvor sørgeligt at skulle "få" noget, så står man dér med hatten i hånden: May I have another bowl of soup ... Hvem har sat hende til at bemande taphanerne?

Jeg hører tale om, at man får noget, hvis man støvsuger og tapetserer gæsteværelset eller rydder op i garagen (det var der en, der sagde et sted ude på landet syd for Køge), men sådan er det ikke her. Det har ikke virket i mange år, og jeg har ikke noget mod at lave handler ("Hov, der er en helligdag, du må nøjes med et handjob " eller "Jeg er glad for, at du vaskede tøjet, men du glemte at folde det, du må stikke den ind bag knæet på mig, mens jeg bøjer benet"). Jeg ville give 1.000 kr. og en iPhone for et godt knæjob.

Det er ydmygende at blive reduceret til en savlende gorilla.

Der skal så lidt til for at gøre mig glad.
***

Godt jeg gjorde det

***
For at få luftforandring tog jeg til begravelse. Ikke nogen nær slægtning eller bekendt, men drænende nok alligevel at se folk, jeg elsker, græde.

Så var der gravøl og -kaffe bagefter – langbords desværre, jeg havde foretrukket buffet – og jeg satte mig ved Walther, der spurgte, om jeg fik malet noget. Det gider jeg ikke snakke om.
– Hvad med dig, laver du noget musisk-skråstreg-kreativt?
– Haha, nej. Jo, jeg dyrker min interesse for botanik.
– Du dyrker pot?
– Ja.
– Haha.



Han havde sendt efter 15 gensplejsede superfrø fra New Zealand til kr. 500. De kom i et lille stykke bobleplast, og da han brød forseglingen, røg de ud over hele gulvet.
– Jeg fandt 14, sagde han.
– Du skulle have vandet og gødet mellem gulvbrædderne. (Haha, jeg er bare så vittig.)
– Jeg ved det, sagde han.

(Planterne blev store, men topskuddene små. Han mener ikke, sorten passer til vort hjemlige klima.)


***

Blodig ulykke forude

***
Jeg sad fast i en kø på motorvejen i halvanden time i går.



Det var på vej hjem fra provinsen med min mor. Hun snakkede uafbrudt. Mens vi holdt stille, gik hun over og snakkede med de andre bilister.



Se denne film: This Filthy World med John Waters, der fortæller historier. Den er enormt skæg (og i øvrigt instrueret af Jeff Garlin, kendt fra Curb Your Enthusiasm).

Hvordan kan det være, at folk, når de når en vis alder, synes, det er nødvendigt at fortælle én om alt, der kommer ind i deres synsfelt, som om det var interessant? Min far gør det også. Hvad er det, der sker?
***

Faux pas om husdyravl

***
– Hva’ så, Henning, sagde jeg til min morbror. – Jeg hører du har trukket en ged til marked?

– Jeg snakker ikke med useriøse personer, sagde han og talte ikke til mig resten af kaffeselskabet.

Det var ikke en ged, men en tyr, og han havde vundet en præmie i Roskilde.


Morale: Pas på med at gøre grin med ting, andre folk går op i, hvorend landlige.


Her ville jeg have indsat et citat af Gustav Wied eller Herman Bang, noget med at studenterne er irriterende, fordi "de griner ad dyrene".
***

Hold nu min kæft

***
Alle folk siger altid til mig, at jeg skal holde min kæft. Min kone gør det selvfølgelig hele tiden, navnlig når jeg tillader mig en tankeflugt.

Eks. 1
Mig: – Er der lavet en dansk udgave af Mad Max, hvor folk barrikaderer sig i deres landejendomme, og knallert- eller mejetærskerbander hærger oplandet?
– Hold nu kæft.

Eks. 2
Også ved middagsbordet, emnet er min kones pinkode:
Mig: – Den er nem at gætte, man skal bare taste 9999 forskellige tal.
– Ja, siger børnene: 0001, 0002, 0003 ...
– Ja, men det er for kedeligt. Jeg ville bare indtaste tilfældige tal, indtil jeg ramte rigtigt: 6321, 5548, 7113, 8925 ...
Min hustru (himler med øjnene): – Jeg tror, du ville begynde at køre i ring efter et stykke tid.
– Det ved jeg ikke. Man kunne regne det ud matematisk.
– Hold nu kæft.
– Jamen, det er rigtigt. Man kunne regne det ud. Jeg kan bare ikke finde ud af det. Det er sandsynlighedsregning.
– Hold nu kæft.
– Må man aldrig give sine tanker vinger heromkring?
Min datter (12): – Far vi taler om det, når mor ikke er her. *)


*) Jeg tror faktisk, dette eksempel afspejler en væsentlig udviklingsbiologisk forskel på mænd og kvinder: kvinder går metodisk frem, ligesom hvis de skal ud at sanke urter, mænd drøner tilfældigt rundt og håber på, at de falder over et dyr, de kan spidde. Jeg må spørge min kone, om ikke det er rigtigt.



I søndags var jeg ovre hos Donzo the Great for at låne videoer, og han bad mig også holde kæft, fordi jeg stillede et spørgsmål midt i hans fortælling om en film.
Mig: – Mener du 'tegneserie' eller 'tegnefilm'?
Ham: – Jeg mente 'tegnefilm'. Hold nu kæft og lad mig tale. Hvor var jeg?
Mig: – Bare tænk på mig som en percussionist. Jeg broderer bare ude i kanterne og skraverer.
Ham: – Jeg er træt. Jeg orker det ikke.

Jeg kunne mærke sveden pible frem i mine armhuler.



I fredags bad Gummi-Arm mig holde kæft – det var over telefonen – fordi han skulle forklare mig, hvad vores redaktør havde fortalt ham til mødet, men jeg havde gættet det og forudså alt, hvad han sagde. Og han fortæller selv de længste historier.
Mig: – Jaja, han vil have Rocky.
Ham: – Han vil have en serie om unge 'hipsters'.
Mig: – Det er det, jeg siger, han vil have Rocky.
Ham: – Hold nu kæft.
Og så fortalte han mig alt det, jeg allerede havde gættet.

Det er anstrengende at være mig.



Men jeg har faktisk overvejet, om jeg ikke burde høre efter, hvad folk siger. F.eks. havde jeg en dybdegående samtale med min kone i lørdags, der endte med at blive helt god, fordi jeg bare lod hende tale. Det er også svært at lære noget, hvis folk ikke føler, man hører efter, når de taler til en. Det gør dem usikre, tror jeg, jeg kender det godt selv. Så gider man da virkelig ikke fortælle folk sin kedelige historie.

Jeg har andre gange prøvet bare at lade folk tale, uden at jeg hele tiden afbryder dem med mine indfald, og det har faktisk givet gode resultater.

Historisk: Jeg tog forbi Pille-Nille for at se, om han var hjemme. Det var han, men 2mason skulle komme, så de kunne arbejde på et remix.
– Gør I bare det, sagde jeg. – Jeg lover at sidde helt stille og ikke sige noget.
Det gjorde jeg så og fyldte 9 sider med glimrende notater. (At holde min kæft er så bemærkelsesværdig en begivenhed, at jeg husker det år efter.) Tavshedsteknikken. Den må jeg tage op en anden gang.

Tak.



PS Jeg har oplevet andre kulturer, hvor det er okay, at folk snakker i munden på hinanden alle sammen hele tiden som én stor familie. Det er mere mig.

Eller også er det virkelig mig, det er galt med.

Tak igen.
***

Kulturelle knaldperler – en afgørende forskel på land og by

***
Jeg har en teori om, at jo længere ude af byen, nogen bor, des mindre ironiske er de, og jo større byen er, des mere ironiske er de folk, der bor der. Inde midt i verdens største by – lad os f.eks. sige verdens navle, New York – er folk så ironiske, at man ikke skal tro et ord af, hvad de siger. Omvendt er jyder, der jo bor langt fra byen (København), meget alvorlige og mener, hvad de siger, på sådan en alvorlig måde, som om det var interessant.

Dette er en meget interessant og universelt gældende observation.
Tak.



PS Dette er en af grundene til, at folk på landet tror folk i byen altid er ude på at snyde dem, og at folk i byen tror folk uden for byen er dumme.


***

Døgn 1 af det nye år

**
Kl. 03.00
Endnu en nat hvor jeg græder mig i søvn af liderlighed. Skal jeg gå ud på badeværelset og rive den af? Niks om jeg gider. Jeg er nødt til at ligge i sengen med en, der hellere vil sove. Jeg kan ikke tillade blodet at løbe til de ydre organer.

Kl. 01.45
En lampe på instrumentbrættet lyser gult, fordi vi er ved at løbe tør for benzin. OK-tanken har lukket og dækket pumperne til. Min kone siger vi skal køre tilbage. Jeg synes vi skal fortsætte ud på motorvejen. Vi er midt ude på landet. Heldigvis finder vi en Jet-tank 200 meter nede ad vejen.

Kl. 00.21
Min lillebror ringer til mig, mens han står ude i en skov og pisser og råber. Bagefter begynder han at græde, fordi han elsker mig.
***

Mit Elba

***
Som et eksperiment i social isolation vil jeg sidde alene hjemme nytårsaften, mens min kone tager børnene med på landet til fest.

Jeg har noget arbejde, jeg kan lave, men bliver jeg ensom?

Tager jeg med, skal jeg sidde og kigge på kæresten, der ikke siger noget, hele aftenen.

Jeg går ikke op i nytårsaften. Det siger mig ikke noget. Faktisk hader jeg det pres, der altid er, for at man skal more sig.

Den værste nytårsfest, jeg har været til, var den store, 31. dec. 1999, Y2K. Den her kælling skreg mig ind i hovedet: "HOLD DIN KÆFT!", fordi jeg jublede under Dronningens nytårstale, og jeg var sårbar, fordi jeg havde røget et hvæs eller to af den gode med en, der nu er død. "FUCK DRONNING MARGRETHE I RØVEN MED EN VOGNSTANG!" råbte jeg i selvforsvar. Siden da har jeg valgt at forlade lokalet, når Dronningen holder tale.

Det var også ude på landet. Hende, der råbte mig ind i hovedet, vil også være tilstede i år.

Jeg ved ikke, om jeg holder til det. Min kone vil hade mig, hvis jeg pjækker.
***

Værre end julen på mange måder

***
Jeg har været så dum at lade mig lokke ud på landet med familien og noget af min kones familie.
Så tager jeg mig en herlig lur.
– Gider du ikke komme at dække bord?
– Jo.
(...)
– Jeg skal ikke sige det en gang til, skal jeg?
– Du er jo ikke engang begyndt at riste endnu.
Tænk at blive talt sådan til.

Falde i søvn til Trivial Pursuit.
– Hvor døde Dronning Dagmar?
Jeg er så uinteresseret i alt, hvad det handler om.

Pladespilleren kan kun køre på 45, og der er ikke nogen singler.
Vivaldi på spilledåse.

Jeg har skidetravlt med arbejde. Jeg savner min navlestreng til nyhedspatten. Er Obama kommet hjem fra Hawaii?

Jeg er bekymret, for jeg har så skideondt i knæet, at jeg knap kan køre bil.

Vi skændes i bilen, og hele familien græder. Der er ingen, der kan tage det.

Feltseng. Fuck dig til godnat.
***

Min private gulag

***
Jeg vågnede i morges med en følelse af komplet uduelighed.*) Det var meget ubehageligt. Jeg tænkte på alle de ting, jeg har gjort galt helt tilbage til 5. klasse. Min krop er som bly. Mine øjne svier. Én dag kan jeg klare at stå tidligt op – så er det som at tage i lufthavnen – men hver dag at skulle op samme tid, fordi børnene skal i skole, er umenneskeligt. Hvem kan foretage sig noget kl. 8 om morgenen? Ingen! Landbrugere har en grund til at stå tidligt op, men hvorfor kræve det af andre, nu hvor elektriciteten er opfundet og man godt kan se uden dagslys?



*) At intet jeg kan finde på betyder noget, at intet nogensinde bliver til noget. Jeg ville ønske jeg bare kunne slappe af og holde op med at skabe problemer for mig selv. Hvad er det jeg vil bevise?
***

Er det tilfældigt, at nogle fårehunde ligner får?

***

Fig. 1. Komondoren, den ungarske fårehund, har en meget tyk pels, som det er svært for rovdyr at bide igennem.

Svaret er nej.

Visse hunde er avlet, så de kan gemme sig mellem fårene og springe frem og angribe ulven, når den kommer.
Det har jeg lige fundet ud af.


Fig. 2. Bedlington-terrieren er kendt som "en ulv i fåreklæder". Den ser fredelig ud, men pas på, for pludselig GRRR! HAPS!

Hvad bliver det næste, en kat der lugter af ost?
***

Sådan er der ingen der taler mere

Jeg havde min mor til frokost i går, og hun fortalte historier fra sin barndom på landet. Men det bedste var, da hun åbnede sin gave, børnene selv havde lavet, og udbrød: – Nu har jeg da aldrig set så galt!

Hvad skal jeg gøre, når hun ikke er her længere? Jeg kan ikke alt, hvad hun siger (selvom mine brødre og jeg alle kan en rimelig parodi på begge vores forældre).


Konklusion: Mine forældre vil overleve i parodiform.

Der lugter på landet

En af mine veninder, der nu er gift med en rig amerikaner, fortalte, at hun i sin barndom på landet på Fyn kunne finde hjem fra skole med lukkede øjne ved at følge lugten fra de forskellige gylletanke. Hver tank havde sin egen lugt. Faktisk lukkede hun ikke øjnene, men næsen, og cyklede forbi, så hurtigt hun kunne.

*

Som barn var min erfaring altid, at landet var et sted, der lugtede. Når der lugtede, vidste man, at man var kommet ud på landet. (Som i: "Her dufter lidt vel landligt" - hvad det så end er for en tegneserie den linie kommer fra. Hele mit referencegrundlag udgøres af en stak tegneserier jeg læste i 70’erne og 80’erne.)


Interessant fakta: Der er en by i Sverige, der hedder Gylle.

Solstrålehistorie fra det østskånske

Jeg var med familien oppe i Fuchsens rustikke sommerhus i Sverige. Der er så lavt til loftet, at man ikke kan stå inde i stuen, og muldtoilet. Men skåningene er meget venskabelige mennesker. Min vært og jeg kørte forgæves rundt for at finde en pumpe til luftmadrassen og fortalte den lokale pizzamand om vores vanskeligheder. Der var noget betryggende ved at tale til pizzamanden, fordi han ikke havde sværere ved at forstå en end ens egen pizzamand derhjemme. – Et øjeblik, sagde han, jeg skal lige spørge min søn. Og få minutter efter vendte han tilbage med en pose med 4 (fire) forskellige pumper i, vi kunne låne. – Vi er her for at hjælpe hinanden, som han sagde, på svensk.

Næste dag tog vi ud og kiggede på en stor bunke sten. Meget opløftende alt sammen.
Jeg fik lov til at sidde i en dæksstol med solen på mig, indtil børnene overfaldt mig.

Hva' hører jeg?

KONEN BOLLER DAMER



KARLEN BOLLER KOEN