Jeg var med familien oppe i Fuchsens rustikke sommerhus i Sverige. Der er så lavt til loftet, at man ikke kan stå inde i stuen, og muldtoilet. Men skåningene er meget venskabelige mennesker. Min vært og jeg kørte forgæves rundt for at finde en pumpe til luftmadrassen og fortalte den lokale pizzamand om vores vanskeligheder. Der var noget betryggende ved at tale til pizzamanden, fordi han ikke havde sværere ved at forstå en end ens egen pizzamand derhjemme. – Et øjeblik, sagde han, jeg skal lige spørge min søn. Og få minutter efter vendte han tilbage med en pose med 4 (fire) forskellige pumper i, vi kunne låne. – Vi er her for at hjælpe hinanden, som han sagde, på svensk.Næste dag tog vi ud og kiggede på en stor bunke sten. Meget opløftende alt sammen.
Jeg fik lov til at sidde i en dæksstol med solen på mig, indtil børnene overfaldt mig.
2 kommentarer:
Jeg duer ikke til noget...
Tænk positivt, kære anonym. Smil og verden smiler til dig. Solen skinner og alt det der.
Selv er jeg svimmel. Don Enzo siger jeg skal nappe en spids, men jeg har ingen. Og selv om jeg havde den, ville jeg ikke nappe den. Jeg tror det er frokosttid.
Send en kommentar