Jeg hader udgifter – især til møbler, der alligevel ikke holder

***
Da min kone tog mig tilbage i sin tid, fik hun mig til at købe en masse møbler. Nu vil hun have, vi (jeg) skal smide dem ud igen. Jeg hader at købe møbler, der ikke varer en livstid. Så vil jeg hellere bygge dem selv af pap og affaldstræ. Ja, grin bare, det gør hun også – og fnyser hånligt – men jeg har gjort det før, og jeg kan gøre det igen.


Og det har andre også. Jeg er ikke alene. Dobbelttyk pap, køleskabskasser – det er en reol eller et klædeskab eller en kommode lige dér – tapetklister og tapet eller andet papir til at dække æstetisk. Her blot et par eksempler på papindbo af førende designere.

Det er heller ikke første gang, hun har fået mig til at købe møbler for at markere et skift eller en begivenhed. Hver gang jeg har lidt penge, skal de bruges på møbler, det værste at bruge penge på af alt.

Hvorfor lader jeg mig lokke? Fordi så kan jeg føle mig som en konge ved at glæde min dame. (Ikke fordi der er noget ved møblerne, det er bare sånoget IKEA-lort, brug og smid væk, møblernes gummisko, en Bali-kommode, sånoget. Spild af penge.)
***

Jeg har fået lus

Mine børn har smittet mig med lus. Jeg har ikke haft lus i over 25 år (heller ikke de flade).
Jeg kæmmede nogen ordentlige morfars ud af mit hår i går.
Åh, så klamt det er.

Omkring 13:25 blev jeg færdig med mit arbejde og gik ud og hjem med sushi til frokost.

Tankeluftning: Jeg overvejer at fingere sygdom juleaften og lægge mig og se film hele dagen eller op i loftet.


Sidste gang jeg havde lus, lavede jeg en tegning, der så ca. sådan her ud.

Min spækkede dag indtil nu (nu er den ikke spækket længere)

Kom sent ind i dag, fordi jeg har været nede og få tappet blod af en medicinstuderende, der ligner Geena Davis (jeg flipper over hvide kitler og omsorgsfuld pleje), og bagefter spist sushi-brunch med Dr. TB.

Jeg havde ikke tid, men jeg gjorde det alligevel, for jeg gør noget for menneskeheden, og jeg skal huske at pleje mit sociale netværk.

Vi er på nippet til at starte en litterær kreds.

Em-pyha-sematisk hvæsen

Min ven J. Per nede i det sociale boligbyggeri er efterhånden den eneste, jeg nasser en smøg af, nu jeg ikke ryger. Men på det sidste har han skåret sit forbrug ned til to grønne og to smøger om dagen. Han havde en episode, hvor han ikke kunne trække vejret, der nødede ham at overveje sin livsstil. Mao. han så døden i øjnene. (Det føles overflødigt at nævne, at hans far døde af lungekræft. Han arvede sidste år, da de solgte huset, og brugte kr. 80.000 på hash [og et par tusind ekstra på sushi og balinesisk træ.] Resten kom i banken.

Det er ikke godt at sidde indenfor og ryge altid.

Men hvor skal jeg nu gå hen, når jeg trænger til at ryge? Jeg kan ikke komme rendende til Don Enzo hele tiden, han er mere krævende. Og det gode ved J. Per er, at han altid er hjemme. Det gør ham til et fast omdrejningspunkt. Som en sø, der altid er der. Et landemærke. Jeg besøger ham gerne, når jeg har skændtes med min kone, og det mærkelige er, at ligeså snart jeg kommer ind ad døren, er jeg ikke sur længere. Jeg kan simpelthen ikke være det. Og det er ikke engang pga. noget han gør.
Jeg kunne tage ned og besøge ham uden at ryge, men nu har jeg vænnet mig til det med.
Det må rodes ud.