– Vil du vide, hvordan jeg har det, når du siger sådan noget? sagde jeg og lod som om, jeg kværkede mig selv hen over middagsbordet. Jeg havde nævnt, at jeg vil til hippiekulturbegivenhed igen i år.
– Jeg synes, du skal tænke over, hvordan det virker på børnene, når du gør sådan der, sagde hun.
– Nu kan I godt begynde at græde, sagde jeg. – Jeg har fået nok. (Visioner af separation dansende i mit hoved.)
– Ét ord, og det udløser hele lavinen, fortsatte jeg i stærkt ophidset tonefald.
Vi var ude at rydde min mors lejlighed i dag.
– Jeg kunne godt tænke mig at se, at du for en gangs skyld tænkte på at planlægge ferie sammen med familien, sagde hun.
– Nu begynder det. Nu inddrager du hele historien. Hvad med bare at se på det her enkeltstående tilfælde nu?
– Jeg ved jo godt, hvordan det er. Du tænker altid kun på dig selv ...
– Jeg tænker kun på mig selv? Ja, hele dagen lang tænker jeg kun på mig selv og min umiddelbare behovstilfredsstillelse. Altid bare: mig, mig, mig, mig, mig, mig, mig-mig!
Her har jeg smidt opvaskebørsten og forladt vores samtalekøkken. Griner børnene? Græder de?
– Ja, altid bare dig. Det er altid bare dig, det handler om.
– Nu holder du op, jeg er gået herind for at stoppe. Stop, eller jeg går min vej.
(Gennem soveværelsesdøren): – Ja, du har ret, fordi du kan råbe højest. Forstår du overhovedet, hvad det er, jeg taler om?
Min kone mener, jeg er konfliktsky, fordi jeg ikke bliver stående, til hun bliver færdig med at kritisere mig.
Jeg ligger inde på sengen og løser sudoku'er på iPhone'n. Det er den eneste måde, jeg har kunnet samle mine tanker på den sidste måned. Så kommer tingene op at vende
*): min far er ingen hjælp overhovedet, jeg får ingen kærlighed, jeg har ingen at tale med.
*) som skyer under meditation
Lad mig tage punkterne i omvendt rækkefølge: Ingen ringer. Der er ikke én person, der har ringet og spurgt, hvordan jeg har det. Omvendt savner jeg min mor at ringe til og fortælle om alle de ting, ingen andre gider høre på. (Denne blog er i virkeligheden alle de ting, jeg aldrig kunne fortælle min mor.) Min kone har ikke på noget tidspunkt givet mig et kys eller et kram uopfordret. Jeg kan godt tage et, men hun giver ikke af sig selv. Det skal komme fra mig. (Skal jeg være filosofisk og sige, at sådan er det måske med alting i livet, at man skal gøre noget for det selv? Måske. Men det kunne være rart bare at få et kærtegn dagligt, et kys f.eks., når den ene kommer eller går. Faktisk synes jeg, det er ondsindet følelsesmæssig manipulation.)
Tre dage efter min more døde, var jeg nødt til at tage ud til min far for at hente noget, der skulle bruges til bisættelsen. Han gik med mig noget af vejen til toget. Han har ikke nævnt min mor med et ord, mens jeg har været der, og pludselig midt på det lokale indkøbsstrøg kalder han med så og så mange ord min mor en hore. Det var essensen. Hvis vi havde været fra en anden kultur, havde han kaldt min mor en hore, og jeg havde smadret ham en i hovedet. Som det var, nøjedes han med at nævne en seksuel hævngerning, min mor lavede mod ham for snart 40 år siden. Tre dage efter min mor er død, og jeg har ikke hørt et ord fra ham (og jeg har ikke hørt et ord fra ham siden, andet end videresendte blondine- og jødiske vittigheder på mailen), og så er det dét, det handler om, hans måde at få det til at blive synd for ham, at min mor er død.
– Din skøre skid, sagde jeg. – Det var dig, der startede det her. Du er en følsom fyr, hvorfor kan du ikke bare opføre dig som en følsom fyr?
Og bagefter måtte jeg sætte mig på en bænk med mine pakker og en kæmpe Tintin-konfusionsspiral over hovedet.
Hans motivation, hans motivation, folks motivation, er det ikke det, der er spændende i litteraturen?
Tags der ikke var plads til i feltet: amerikansk meditation, amerikanske dramaserier, anklager, arv og miljø, bebrejdelser, blogstuff, bundløst sørgmod, chok, det er anstrengende at være mig, det grønøjede uhyre, det offentlige rum, dumme far, døden, elektroniske forbrugsgoder, erindringer, et af mine berømte flip, familien under pres, fatter fatter intet, filosofisk feng shui, forbitrelser, følsomhed, følsom mandejammer, gammelt lort, godt jeg ikke er psykopat, grådens rand, holder hun aldrig op?, hvad havde jeg egentlig regnet med?, hvad med mig?, hævn?, intet moralsk kompas, jeg stakkel, jødedommen, kulturantropologiske observationer, kunst- og kultursektionen, langvarige forhold, mere gammelt lort, mere mandejammer, moderne telekommunikation, noget at æde, opvaskermartyr, protester, samlivets ædle kunst, scener, sensitivo, sjælefredsbelastning, skilsmissebarn, skilsmissetrusler, skuffelser, sport og fritid, spøgelser fra fortiden, stakkels mig, tegneserier, total forvirring, tænk at det skulle tilfalde mig at hævde det rationelle standpunkt, tårer, udhængning, ufølsomhed, uundværligt udstyr for den moderne mand, uværdighed, venter ved telefonen, voksne børn, voldstrusler, ægteskabet er hårdt arbejde, østens mystik, åndelig udmattelse.
Hele mit liv er forfejlet. Jeg kan ikke glæde mig over noget.
Jeg var sur, så jeg gik mig en tur og røg en tynd cigar og drak en kaffe ud af et papkrus, jeg tog med hjemmefra. J. Per var ikke hjemme, så det var ligesom at besøge ham, bare uden at tale med ham og uden at sidde ned. Alligevel gik jeg ned forbi, hvor han bor (med en livlig indre dialog i hovedet fuld af nagende bitterhed om mit spildte liv og hvor meget, jeg savner New York, og andre kvælningsfantasier). På vejen fandt jeg noget herligt skrald, bl.a. Imprimatur af R. Broby-Johansen, bind I og II.
Dilbert blev ødelagt for mig, da jeg læste et sted, at serien var reaktionær eller konform eller kontraproduktiv eller sådan noget lign., fordi Dilbert altid bare bliver i sit job i stedet for at bryde ud, fordi det er nemmere at blive i sit lortejob og være sarkastisk end at turde gøre noget ved tingene. (Det lyder som mit liv, jeg stakkels handlingslammede stakkel.) Kritikeren havde selvfølgelig ret, men at tage konsekvensen af hans råd ville jo betyde seriens død, og så ville Scott Adams, Dilberts skaber, ikke have sit fede job længere.
Det er det samme problem med så mange serier, og det, der i sidste ende, gør dem så klaustrofobiske. Se bare The Simpsons: Hvornår vokser den baby dog op?!
Halloween-afsnittene er de bedste, fordi de er komprimeret i handlingen*) og gerne slutter med alles død. At slutte med alles død og/eller total ødelæggelse er en god ide (ligesom Kenny, der dør hver gang i South Park – en serie, jeg heller ikke kan snuppe, fordi den altid kun går lige til stregen. Jeg siger: Find en streg og vad straks over! Ligesom Borat.) Så gør det ikke så meget, at man starter forfra hver gang.
Det er især humoristiske serier, der har problemet med altid at vende tilbage til status quo og intet må forandres. Så kan jeg bedre lide Californication, der er et sjældent eksempel på en humoristisk serie med en fortsat handling fra afsnit til afsnit. Curb Your Enthusiasm ligeså med sin fortsatte handlingstråd gennem hele sæsonen eller hængende til næste sæson, som efter den 6. Hvad skal der ikke ske? (I øvrigt synes jeg Californication gik komplet i stå og holdt op med at udvikle sig efter ca. afsnit fem af første sæson, så jeg tager det tilbage. Men den startede meget godt.)
PS Grunden til, at jeg begyndte på det her, er, at jeg er træt af Howard Stern, thi han er i bund og grund konform: han er for folk, der hader deres arbejde, men ikke gør noget ved det. Ligesom den slags skole- eller arbejdspladshumor, der er sjov, når man er der, fordi man er nødt til at være der og ikke har noget valg, men som er mindre sjov, når man har fri eller er kommet videre, og er fastlåst ved ikke selv at komme videre og propaganderer stålhætten: Bliv i dit job!
Bitre mænd og kvinder, I kan godt begynde at lede andetsteds efter lumre historier om ægteskabelig splid. Jeg har bestemt mig for at være lykkelig i mit ægteskab, fordi jeg alligevel ikke har noget valg. Hvorfor kæmpe imod, som manden sagde, da han stod i kviksand til livet.
Jeg har fået åndenød igen.
