Jeg opdagede, at jeg har gået i de samme to skjorter i fem år. Det gjorde mig sørgelig til mode. Min sidste yndlingsskjorte er fra før 9/11 (ikke afbildet).
Jeg har haft dette lagen hængende til at tørre mine fingre i siden 2005.
I stedet for at gå på arbejde, lagde jeg mig til at sove igen og drømte, at jeg scorede fikst med hælen for det danske landshold.
Fan-forelæsning om Franquin og fodbold her (på fransk).
Uddybende bemærkninger: – Jeg så det for mig på fjernsyn. – Iflg. et new-age drømmetydeleksikon, en af mine venner havde stående engang, betyder fodbolddrømme penge.
Jeg kender en fyr, der er medlem af Cinemateket og siger "filme" for film i flertal. Eks.: "De viser mange gode filme derinde". Jeg har rettet ham tre gange, men han bliver alligevel ved med at sige det.
Han siger også "uwnsdag", selvom han er fra Jylland.
Okay, tjek det her ud: Jeg gik og fløjtede It's Only a Paper Moon, da jeg åbnede for radioen, og den sang var på! Det er et mirakel (i får mig ikke til at sige synkronicitet, men alligevel).
Det var på WFMU selvfølgelig, hvor ellers? Ikke bare har jeg oplevet, at den radiostation lyder som mig, nu har jeg altså også oplevet, at den læser mine tanker (godt man ikke er paranoid-skizofren, hoho, og ikke kun derfor).
De har lige holdt en flere uger lang fundraising-marathon, der heldigvis er omme nu. Jeg var så tæt på at donere $20 – se dét ville have været et mirakel – om ikke andet så for at jeg kunne skrive, at jeg havde gjort det, her. Nu vil jeg undlade at give til Japan i stedet for. De har masser af penge, jeg vil hellere støtte min lokale boghandler.
FAKTABOKS: WFMU havde over 1.000 afspilninger i iTunes på min gamle computer. Nu er jeg oppe på 28 på den nye. Jeg ville høre noget andet, men de spiller hele tiden noget, jeg godt kan lide. Lad mig give et par eksempler:
Dinosaur L: In the Corn Belt. Klassiker!
Friends Forever: Where the Streets Have No Name. Episk cover.
PS Det gode er – selvom de her spillede noget gammelkendt – at jeg hører en masse ny musik. Jeg har aldrig hørt så meget ny musik. Min underbo hører Danmarks Radio – jeg kender hver eneste åndssvage sang, de spiller. Det er helvedes pinsler.
BONUS! Her ville jeg have indlejret en optagelse fra Danmarks Radio, hvor Dan Turell synger sin egen undersættelse af Paper Moon – "Det er blot en Arnoldi-sol / på en nedsat i IKEA-reol" – men jeg kunne ikke finde den, og jeg gider ikke den kræftsvækkede svagstrømsudgave med Halfdan E. I mellemtiden kan man gense denne gyldne klassiker om jammerlyrik:
Jeg holdt fernisering i provinsen. Der kom én gæst og min moster, men hun måtte gå tidligt, fordi hun skulle videre i teatret. Den anden gæst, den ene, blev til gengæld samtlige to timer. Det var svært at finde samtaleemner så lang tid. Galleriejeren var ude at slå købstadens historie op på Wikipedia for at tjekke en pointe.
Jeg ville ønske, jeg var mere Trampedach-agtig, så jeg kunne have drukket mig fuld og smidt noget ud af døren, men hvor sjovt er det, når ingen kigger på?
Så skulle jeg holde samtalen gående hele vejen hjem igen over broen. Jeg fandt derved ud af, at min chauffør f.eks. elsker at løse kryds-og-tværser. At han ikke går så meget ud og godt kan lide at ligge på sofaen. Spørgsmål: Hvad laver du for sjov?
Jeg tog kun derover, fordi han kørte. Ellers havde jeg fandme heller ikke gidet.
Konklusion: Det var faktisk en meget nedslående oplevelse, og her var jeg bange for at sælge for billigt. Jeg var bange for, at jeg ville sælge ud og ikke have noget tilbage. Det kræver faktisk lidt at hive sig op fra igen. Men det var meget rart at se min gamle moster. Hende ser jeg ikke så tit.
Min datter (9) har haft denne "find ordene"-opgave i skolen (i et arbejdshæfte fra Center for Undervisningsmidler). Prøv at se, hvad det første ord er:
Godt vi ikke bor i Amerika.
Hun har streget x'et ud som er fornuftigt barn, idet hun ikke gider tænke på sådan noget.
Hvad bliver det næste, de skriver i sådan en ordjagt: "udspilet spermdryppende numsehul"?
Jeg får aldrig lavet noget færdigt. Jeg får heller aldrig noget begyndt. Der var en mand, der kontaktede mig om en pris på et maleri, jeg har liggende på nettet. Det er tre år siden, og jeg skrev først tilbage for 6 mdr. siden: Vil du stadig gerne vide, hvad prisen er? skrev jeg. Ja, svarede han. Og jeg har ikke fået skrevet tilbage med prisen endnu. Jeg ved godt, hvad prisen er, jeg har bare ikke fået skrevet tilbage.
Det er mit håb, at mine manglende kommunikationsevner vil få mig til at virke som sådan en sær outsider-kunstner og derved mere kunstnerisk.
Det er mit håb, men det er ikke en god salgsteknik.
Nogen mennesker kontaktede mig for fem dage siden, fordi de er interesseret i et billede, jeg har liggende samme sted, og jeg har ikke fået svaret endnu.
I mellemtiden sidder jeg bare her og laver det samme gamle lort, jeg hader, som en stor baby, der ikke gider skifte sin fyldte ble.
MANDEJAMMER er tidligere kendt som GUDS TALERØR og FOLKETS RØST, hvilket i længden var for lamt, selv for mig, især fordi jeg hverken er religiøs eller specielt folkelig.
Gift og har børn.
Professionel klynkekunstner.
Under dække af et alias mener jeg at kunne skrive, hvad det passer mig. Meget af tiden er jeg bange for, jeg er ved at gå ud af mit gode skind.
Blogprisen 2007: Bloggen her løb med en BOBLER! Yaay! Året efter blev der ikke uddelt nogen Blogpris, så hey. Sidste år ved jeg ikke, hvad der skete. Det er sguda ikke meget at bryste sig af. Og nu er der gået et år til. Og et til. Jamen herregud da.