Hihi-hoho-haha-hehe-hyhy-hæhæ-høhø-håhå-huhu

Det er sjovt, at Harry Redknapp hedder sådan, for han er rød i knappen!



Vent lidt, et udvidet slægtsforskningsprojekt har vist, at Redknapp kommer af gammelengelsk og betyder rød "knap" eller "knop", altså redhead, rødhåret person. Hmm.

Her bør man i sagens forstand også nævne den amerikanske komiker Red Buttons:



Der er en norsk blomst, der hedder rødknapp (Knautia arvensis):



Ellers er den røde knap, som ethvert barn jo ved, den, man trykker på, når man vil sprænge jorden i luften:

Gammel blodsuger

Der var en svensker på besøg, der lavede en vits om Mærsk (McKinney Møller). Tavshed.
– Ved du hvad, sagde vi, – ham spøger vi faktisk ikke med her i landet.

Ganske rigtigt, jeg kender ikke en eneste vits om Mærsk M.M. Gamle blodsuger. Man kan ikke engang google hans navn + oligark og få mere end tre hits (fire med denne). Findes ikke. Brrr! Jeg får kuldegysninger. Han drikker jomfrublod af unge speditører.

Ham og paven. Brrr!

Decideret uciviliseret

En jeg kender, der er fra Frankrig, siger, at han ind imellem har følt sig helt "transparent" i Danmark, og jeg kan godt forstå hvorfor. Der er ingen, der siger goddag til hinanden f.eks. Det var det første, jeg lagde mærke til, da jeg kom hjem fra Sydfrankrig forrige sommer: lige så snart man kommer til Danmark, holder folk op med at hilse på hinanden. Og det er en skam. Når man hilser på hinanden, anerkender man den anden persons eksistens som menneske. Nogen gange er det alt, man behøver. Hvis der står en og sælger Hus Forbi, behøver man ikke at købe det ulæselige blad, men det er okay at sige davs. Hvis folk føler sig usynlige, bliver de sindssyge. Det er umenneskeligt andet.

Jeg har engang oplevet at stå med min daværende og hendes mor og hendes lillesøster ved bredden af en svensk skovsø og se en plet blive større og større, indtil den viser sig at være en kanofuld danskere, der går i land, uden at nogen siger et ord til hinanden. Det er kunstigt, som svenskerne siger. Det kræver mere energi at lade som om, at nogen ikke er der.

Danskerne er et bondsk og uhøvisk folkefærd. Der er ikke engang et ord for "please" eller "excuse me" på dansk. Hvis nogen støder ind i hinanden i Netto, siger de ikke undskyld. Sådanne ord tjener til at afventilere irritation, før den ophobes (halvdelen af alle blogindlæg handler om, at folk bliver irriteret, når de står i kø i Netto), og det er en nyttig ting, hvor folk bor tæt sammen.
Tak og hej kan ikke alt.
Tak.
Hej.

HER, TAG MIG - om rummelighed i politik

***
Lad mig nu skrive noget, der er fuldstændigt uaktuelt, men som det ligger mig på sinde at fyre af, ligesom alt andet jeg overhovedet nogensinde tænker på. Det er princippet. Nå.


Der stod en konservativ byrådskandidat og delte pamfletter ud nede foran skolen.
– Kan jeg interessere dig i--
– Nej.
– Det kunne jeg forestille mig.

Hvor irriterende! (For alle. Hvorfor skulle hun også spilde en af sine dyre foldere på mig? Som regel går jeg altid lige forbi Hus forbi-sælgere og andre, der vil en noget på gaden, men da jeg havde låst cyklen her, ville jeg lige se, hvad der skete, hvis jeg fik øjenkontakt.) Det kan godt være, at jeg ikke ligner en konservativ kernevælger (og gudsketak og lov da for det), men det er irriterende at blive dømt på sit udseende. Jeg ville ønske, at der var en politiker eller et parti, der sagde: "Kom indenfor, kom indenfor, vi vil godt have dig her". Som det er nu, er der ikke et eneste parti, der appelerer til mig eller hvor jeg ville føle mig hjemme. Det samme gælder for de fleste, jeg kender: man aner ikke, hvor man skal gøre af sin stemme. Det virker som om, politik mest går ud på at dele folk (i Nixon-stil) eller holde folk ude (ligesom DF, de røvhuller).


Fra pressen: Her er en svensk forfatter i Information: "Når der er valg i Sverige næste år, har jeg ingen anelse om, hvad jeg skal stemme. Hvis du befinder dig på venstrefløjen, er der ikke længere noget alternativ. Der er helt tomt". Også på midten. Der er et gabende vakuum lige i midten.
***

Hvorfor kun forbyde én kropsvæske? Det virker ulogisk

***
Der er en regel i fodbold (og anden sport) om, at en spiller ikke må bløde eller have åbne sår på banen. Men der er ingen lov mod at snotte. Man må ikke spytte på modstanderen selvfølgelig, men man må gerne have snotten løbende ud af næsen. (Og der ligger vel en smittefare i at tørre sig om næsen og senere skubbe en modstander i ansigtet med hånden f.eks.) Jeg forestiller mig en fremtid, hvor dommeren peger ud mod sidelinien, så spilleren kan løbe ud og få pudset næse, eller bedre endnu selv går over og pudser spillerens næse i sine gule og røde (engangs-)lommetørklæder.
– Kom her, min dreng.
– PSCXRCHTZZZSCCHHH!





Manglende billedmateriale: Her skal man forestille sig en slowmotion-optagelse af en norsk langrender nærme sig målstregen med snotten dinglende som en metronom fra næsen.
***

Når jeg er dårlig, bliver meget godt

***
Det gode ved at være syg er, at så kan jeg klare at se realitets-tv. Så kan jeg grine ad America’s Top Model og Chef Ramsay, der skriger ad alle folk, åh hahaha. Når jeg er syg, er jeg på niveau med det lort. Til hverdag kan jeg ikke tåle det. I det hele taget er jeg meget taknemmelig, når jeg er syg. Til hverdag er jeg konstant utilfreds. Tak, tak, kære familie, siger jeg, fordi I bringer mig te og mad. Og sentimental. Sentimental bliver jeg også. Jeg var syg sidste uge og skyndte mig hjem fra arbejde og lagde mig og græd ad slutningen på The Big Lebowski, hvor de omfavner hinanden, den PTSD-ramte veteran og hippien.



PS Jeg har ikke været syg nok endnu til at se dansk realitets-tv, men jeg så engang 10 minutter af svensk Robinson, og da var jeg rask. Det er for tæt på, når det er danskere, til at jeg synes, det er sjovt. Allerede Sverige er tilpas langt væk til, at jeg kan tænke: Åh, disse klovner. Nordmændene er totalgrineren. Finner er eksotiske som japanere.
***

Jeg sublimerer II

***
Jeg vil holde op med at være kunstner, jeg har tilsyneladende ikke andet på hjerte end engleskarer af løsrevne kønsdele i flugt.

Eks. (udsnit):

Tilnærmet aftegning af detalje fra maleri.

Jo mere jeg prøver at holde det nede, desto mere bobler det op og springer ud til alle sider, som at klaske en levende budding.



Jeg spurgte min ven Jay-O, en erfaren herre inden for det globale kunstliv, hvad jeg skulle gøre, og han sagde: "Fuck it." (Det havde jeg regnet ud.)

"Får du ikke noget?" sagde han og foreslog, at jeg bygger mig et onaniapparat efter svensk opskrift (svenskerne er et "driftigt" og "opfindsomt" folkefærd, som han siger).

Det går i korte træk ud på at fore en plasticflaske med aflange ballondyrs-balloner, der er fyldt med varmt vand, tilsætte glidecreme (samt evt. små stykker skumgummi for "extra känsla") og polstre indgangen med åbningen af en luffe, så man undgår den "irriterende" plastickant.

Det har jeg nok ikke tænkt mig.

Jeg vil hellere lave sådan en her, verdens største, fedeste hjemmelavede paintmarker til graffitiskrift:


Her ville jeg have embedded en video, men YouTube har taget den ned siden sidst. Brug linket.

Videoen er lidt lang (8 min.), men det går kort fortalt ud på at skære enden af en liter-colaflaske og fylde den med vægmaling, passende fortyndet med sprit. Dernæst ruller man et håndklæde stramt sammen og skærer en skive af rullen på ca. 10 cm som spids, som man krænger en sok udover og vikler gaffa omkring, før den fastgøres i indgangen af flasken med en skrue i hver side. Med bunden af en anden colaflaske som låg. Voila!

God fornøjelse!

*

Eller også skal jeg bare slappe af. Masser af gode kunstnere maler ikke andet end kaskader af kønsdele i flugt.

Her er to kvindelige:

Eks. 1: Cecily Brown




Eks. 2: Sue Williams




PS Det hele kom sig af, at jeg havde lyst til at skrive "løsrevne kønsdele i flugt".
***

Uomtvisteligt

***
Hvis det viser sig, at man får kræft af Nettos spaghetti, er jeg en død mand.


I videoen her slås den svenske kok med en skål spaghetti. For kendere.
***

Ludermor

Jeg troede, der var nogen børn, der råbte "ludermor", nogen færinger, men det var bare "kluddermor", og det var mine egne.

Nu skal det være

Jeg har bestemt mig for at få et par nye briller. Dem jeg har er syv år gamle. Jeg kan dårligt se noget med dem på mere, fordi mine øjne har forandret sig (blevet slappe i musklen, som optikerdamen sagde – slapt som alt midaldrende), og der røg også en flig af stellet, da jeg strakte mig bagover i kontorstolen engang og tabte dem ned på betongulvet (dog ingen tape på endnu).

Briller er pissedyre, kr. 4.000-5.000. Jeg hører, man kan få dem billigere i Malmø, men så skal man dérover, og jeg kan godt lide min gode, gamle københavnske brillemand, der giver personlig service og husker mit navn.

Så jeg tror bare, jeg tager mig sammen og tager derind og bestiller et flippet par i en frygtelig ruf.

Svenske Lotte

Jeg var til et mindre selskab hos nogle venner, da en af de svenske gæster gav sig til at hoppe op og ned.
– Hvad laver du? spurgte jeg.
– Det hjælper fordøjelsen, sagde hun, og sprang ud på toilettet.
Vi var bohémer. Det var en meget lille lejlighed.

*

Hun var fotograf. Hun udstillede billeder af sig selv som barn og sin far i underbukser. Hun antydede, at hun var blevet misbrugt, men jeg tror bare, hun ville gøre sig interessant. Det var lige den tid. Roseanne var lige kommet ud som incestoffer. (En tendens i 90’erne der kulminerede i Festen.)

*

Hun flyttede tilbage til Sverige, og sidenhen mistede jeg forbindelsen til hende. Min ven Steve var ovre at besøge hende. Hun tog ham med til en hotdogspisningskonkurrence og lærte ham at sige: – Ska’ knulla, jävla fitta?

Rip van Winkle vågner op foran fjernsynet og kigger på uret

Problemet med Queer Eye for the Straight Guy (De Fantastiske Fem på dansk*), men dén kunne jeg ikke se) var, at det hele gik ud på at glæde personens kæreste til sidst, at hun skulle godkende det. Det virker på en eller anden måde umandigt.

Hvorfor kan det ikke bare være for hans egen skyld og til hans egen fornøjelse? Hvor kommer kvinden fra midt i et bøsseprogram?

(Men alt det foregående, der gik ud på at forkæle og forbedre heterofyren kunne jeg godt lide. Hvem der havde fem bøsser til at komme ind og nusse og pusse om én og løse alle ens små problemer. De mangler bare en revisor, en advokat og en blikkenslager.)


*) Jeg har heller aldrig kunnet se danske Robinson**), men det gik bedre med den svenske version af en eller anden grund (det kvarte afsnit det blev til). Dem kan jeg bedre grine af. Dumme danskere er for tæt på.

**) Day-O tilmeldte sig engang svenske Robinson, men blev vraget. Jeg tænkte ellers, at han ville være perfekt, en oplagt vinder: Han ville blive venner med kvinderne og mændene ville ikke føle sig truet af ham. Og hvis han blev stemt ud, forestillede jeg mig, at han kunne stikke af og leve i junglen som Ben Gunn fra Skatteøen og dukke op i sin hjemmelavede båd af skind og larme og forstyrre, når de andre lavede konkurrencer. Dét ville jeg godt have set.


PS Jeg smider mit fjernsyn ud og kigger aldrig på det igen.

Tager du aldrig noget alvorligt?

Min ven Daniel skulle altid lave vittigheder. Man kunne aldrig spørge ham om noget, uden han lavede en vittighed. Han fik mig til at føle, at jeg var for alvorlig. Det er aldrig godt at vide, som dansker*). Ligesom når folk spørger: – Hvordan har du det? Jamen, hvordan har du det? De vil aldrig have noget godt at vide.

Jeg tror i øvrigt, at han aldrig var alvorlig, fordi han røg for meget pot og var gået i stå i sit liv. Først var han børsmægler, så blev han skuespiller, så tog han til Californien og blev bartender.


*) Skandinaver er meget alvorlige mennesker. Se bare Bergman og Kierkegaard. Finske mænd er de værste.

Sær svensk juleskik

Jeg kender én, en svensker, der var fremtidsforsker i et stort, det største, amerikanske teleselskab. Hans mor, en dybt religiøs kvinde, var på besøg, og han tog hende med til firmaets julemiddag. Her sad hun ved siden af firmaets højst rangerende afrikansk-amerikanske leder og fortalte ham, at "In Sweden the children eat nigger balls for Christmas" (altså negerboller). Hvad tænkte hun på?*)

Min ven, svenskeren, er et af de mest kontrollerede mennesker, jeg har mødt. Jeg har aldrig set nogen spille så godt pool, når de var fulde, og så holde foredrag for 500 forretningsfolk dagen efter.

Sidst jeg hørte fra ham, var han droppet ud og boede i S.F. Han havde anbefalet sin chef at købe en aktie, men chefen afslog, og i stedet for købte han og hans familie alt det, de kunne, før den fløj i vejret.
Jeg tror han begyndte at ryge hash.

Som Day-O sagde om ham: Han har en overaktiv hjerne.


*) En del skandinaver i udlandet har en irriterende vane med at skulle udbrede sig om deres hjemlands skikke og sædvaner, som om det interesserede nogen. Måske gælder det også andre folkeslag, hvad ved jeg.

Her er et diskussionsforum om emnet og en opskrift på svenske chokladbollar, som de hedder nutildags. Det er åbenbart en slags havregrynskugler.

Hvis jeg var konge II

Hvis jeg var konge, ville jeg lave en lov om at alle danske film skulle optages om vinteren eller efteråret, når alt i Danmark er gråt og trist og eksistentielt. Det ville gøre dem ufatteligt tunge og benhårde, en passende baggrund for dansk films typiske temaer om barnedød og incest (og gøre dem endnu mere "virkelighedsnære" og bringe dem endnu mere "i øjenhøjde").

Pr. kongeligt, kinematisk dekret skulle alle bølgende kornmarker forbydes. Det står ikke til diskussion - indtil den dag det passer Hans Majestæt at skifte sin højvelbårne mening.



Note 1: Et godt eksempel til sammenligning er Aki Kaurismäkis Pigen fra tændstikfabrikken, hvor alle folk har rødrandede øjne og sidder indenfor i deres lejligheder og ryger cigaretter. Det er svært at forestille sig noget mere nedtrådt, og komisk er det også.*)

*) Helsinki om vinteren: Beskrevet som at befinde sig i en dybfryser med en 10-watts pære.

Solstrålehistorie fra det østskånske

Jeg var med familien oppe i Fuchsens rustikke sommerhus i Sverige. Der er så lavt til loftet, at man ikke kan stå inde i stuen, og muldtoilet. Men skåningene er meget venskabelige mennesker. Min vært og jeg kørte forgæves rundt for at finde en pumpe til luftmadrassen og fortalte den lokale pizzamand om vores vanskeligheder. Der var noget betryggende ved at tale til pizzamanden, fordi han ikke havde sværere ved at forstå en end ens egen pizzamand derhjemme. – Et øjeblik, sagde han, jeg skal lige spørge min søn. Og få minutter efter vendte han tilbage med en pose med 4 (fire) forskellige pumper i, vi kunne låne. – Vi er her for at hjælpe hinanden, som han sagde, på svensk.

Næste dag tog vi ud og kiggede på en stor bunke sten. Meget opløftende alt sammen.
Jeg fik lov til at sidde i en dæksstol med solen på mig, indtil børnene overfaldt mig.