Det gode ved at være syg er, at så kan jeg klare at se realitets-tv. Så kan jeg grine ad America’s Top Model og Chef Ramsay, der skriger ad alle folk, åh hahaha. Når jeg er syg, er jeg på niveau med det lort. Til hverdag kan jeg ikke tåle det. I det hele taget er jeg meget taknemmelig, når jeg er syg. Til hverdag er jeg konstant utilfreds. Tak, tak, kære familie, siger jeg, fordi I bringer mig te og mad. Og sentimental. Sentimental bliver jeg også. Jeg var syg sidste uge og skyndte mig hjem fra arbejde og lagde mig og græd ad slutningen på The Big Lebowski, hvor de omfavner hinanden, den PTSD-ramte veteran og hippien.
PS Jeg har ikke været syg nok endnu til at se dansk realitets-tv, men jeg så engang 10 minutter af svensk Robinson, og da var jeg rask. Det er for tæt på, når det er danskere, til at jeg synes, det er sjovt. Allerede Sverige er tilpas langt væk til, at jeg kan tænke: Åh, disse klovner. Nordmændene er totalgrineren. Finner er eksotiske som japanere.
***
Ingen kommentarer:
Send en kommentar