En flok katolikker

En af Mos yndlingshistorier var, dengang hele familien var i sommerhuset og hendes bror og svigerinde bad dem passe børnene og gik ovenpå og kneppede højlydt, mens de andre sad og lyttede til det ude på terrassen.

– Jeg gider sgu da ikke passe børnene, bare så de kan gå op og kneppe.

Men når man tænker efter, er der bedre grund?

– Farmor, gider du passe børnene en halv times tid, vi skal kneppe.

– Selvfølgelig vil jeg da det, det er da det mindste, jeg kan gøre.

Det er vigtigt at have sexpositive bedsteforældre.



PS Det var Mos søster, der sagde: – At føde er den bedste orgasme, jeg nogensinde har fået.

Humørhjørnet

– De tror, det er kærlighed, men det handler ikke om en skid andet end at overbefolke jorden.

Unisex

Jo ældre jeg bliver, jo mere synes jeg, mænd og kvinder ligner hinanden.

Donzo siger, det er noget med fødedygtighed.

Den slutter jeg mig til. Når kvinder når en vis alder – lad os sige min alder og opefter – ligner de mænd med en lidt anden facon, andet hår og sminke.

Hvorfor kun forbyde én kropsvæske? Det virker ulogisk

***
Der er en regel i fodbold (og anden sport) om, at en spiller ikke må bløde eller have åbne sår på banen. Men der er ingen lov mod at snotte. Man må ikke spytte på modstanderen selvfølgelig, men man må gerne have snotten løbende ud af næsen. (Og der ligger vel en smittefare i at tørre sig om næsen og senere skubbe en modstander i ansigtet med hånden f.eks.) Jeg forestiller mig en fremtid, hvor dommeren peger ud mod sidelinien, så spilleren kan løbe ud og få pudset næse, eller bedre endnu selv går over og pudser spillerens næse i sine gule og røde (engangs-)lommetørklæder.
– Kom her, min dreng.
– PSCXRCHTZZZSCCHHH!





Manglende billedmateriale: Her skal man forestille sig en slowmotion-optagelse af en norsk langrender nærme sig målstregen med snotten dinglende som en metronom fra næsen.
***

Farlige revner

***
Da min kone forlod mig, besluttede jeg mig for at holde med at være overtroisk. Jeg gik arytmisk og staccato hen ad fortovet (som fremenerne i Klit) og tænkte: Hvad gør jeg det her for? Hvad forskel gør det, om jeg træder på revnerne? Og så har jeg trampet på dem lige siden. Nogen gange skal der en personlig katastrofe til, før man laver sine barnagtige vaner om.

Da min datter var lille, kunne jeg se den biologiske mening med ikke at træde på revnerne: når jeg gik rundt med hende i hænderne, før hun lærte at gå selv, nægtede hun at træde ind i det mørke mellemværelse, hvor gulvet var malet sort. Og jeg kan godt forstå det: Hvem ved, om det er et sort hul eller en elevatorskakt? Tilsvarende er det nok en god ide ikke at træde på revnerne i isen eller anden usikker eller sumpet grund.

Mine børn laver en leg, hvor det gælder om ikke at træde på de rødlige fortovsfliser, fordi det er lava. Forleden dag var vi ude at cykle, min datter (8) og jeg, og hun sagde: "Når jeg er inde i skyggen, er jeg ked af det. Når jeg er ude i solen, er jeg glad." Jeg havde godt lagt mærke til, at hun skiftede udtryk.

Sådanne lege er udmærkede til at holde hjernen beskæftiget, når man er ude og på vej et sted hen, det er da klart, men ellers gælder det: Udryd overtroen! Bortfej overtroens spindelvæv fra din hjerne!
Tak.
***

Det kan også være lige meget

***
Jeg havde forberedt alle de her herlige, interessante indlæg, jeg ville udgive denne uge, men jeg kommer ikke videre end at sidde og tude.*) Hvis jeg tuder længe nok, er der måske nogen, der hjælper mig, er tilsyneladende min plan.

Jeg når aldrig derhen, hvor jeg godt vil være. Jeg kan ikke overskue den mindste ting. Det er minimalt, hvad jeg når.

Jeg ved godt, at intet giver mening, undtagen i en snæver prokreationsmæssig forstand, men når det, jeg laver, så ikke engang giver mening for mig selv, og der ikke er nogen, der har brug for det heller, og det i de store hele ingen forskel gør, hvad så?

*) I forgårs posterede jeg et kaffeekstatisk indlæg, men det var faktisk ikke sådan, jeg havde det. Det var bare noget, jeg sagde.

***