Sundhedsstyrelsen tilråder:

Et mindre gennembrud kom, da jeg ikke havde noget at æde og sprang på cyklen ned til byen, men da jeg kom tilbage, var jeg så fuld af pep, at jeg straks lavede noget arbejde, der var kommet ind i mellemtiden, på den halve tid – 45 minutter i ét hug – før jeg åd.

Faktisk tror jeg, at jeg åd en pose nødder først, men moralen er, at det er smart og sparer tid at få pulsen op gennem fysisk aktivitet, når man skal lave sit kedelige arbejde. Også mindre kedeligt arbejde. Jeg plejede at sjippe 100 hop i gamle dage for at få pulsen op, da jeg lige var holdt op med at ryge igen og gerne ville forbedre mig.

Som jeg ville sige, praktiserede jeg så det et stykke tid: skrabede øjenæblerne af skærmen og gav mig til at drible en bold omkring som en vårhare. En glimrende fidus, jeg varmt kan anbefale alle. For hvad gør man, når kaffe ikke duer?


Der stod i avisen i dag, at jeg har 50% større change for at få et hjerteanfald end den jævne befolkning.

Udsat

Jeg var inde hos min nabo og spise nogle peanuts og drikke en bestyrelsesvand. På få sekunder var bestyrelsen næsten fuldtallig. Vi planlagde en ovnfisk til lørdag, tre slags sprit. Ingen har en babysitter. Kokken har tandpine.

Kan stadig ikke fokusere! Mit skræv er fugtigt, som jeg sidder på min klunkepose som en kænguruballon. Kl. er 16.30, og jeg er ikke halvt færdig med mit arbejde endnu. Har jeg lovet noget, jeg ikke kan komme ud af?

En sjælden gæst i samtalekøkkenet

– Smølferne? Jeg har aldrig brudt mig om Smølferne.
Han vidste ikke, hvem Henrik og Hagbart var, så jeg forklarede ham, at den også var af Peyo.
– Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad du synes om Smølferne, sagde jeg. – Det er ligesom, hvis du siger, at du ikke kan lide Händel. Det ændrer intet.

Det er den slags samtaler, der føres i mit køkken. Jeg havde budt ham alt – vand, salte snacks – men ikke af karryen, for der var ikke så meget, og jeg gad ikke dele.

Sådan gør vi i min kulturkreds.

Hvad er stipendier?

– Hvordan bliver man filminstruktør? spurgte min datter (13) i morges.
– Du skal bare lave en masse film.
– Jamen, hvordan bliver man det rigtigt?
– Man går på filmskole.
– Hvor henne?
– Der er Filmskolen her i Danmark.
– Pff! Tror du, jeg gider lave danske film!
– Det er ellers en meget god skole (and going there you're set for life).
(...)
– Jeg har ikke råd til at sende dig på filmskole i udlandet.
– Hvor meget koster det?
– Jeg ved ikke ... måske 22.000 dollars om året.*)
– Det er jo ikke mere, end I betaler i husleje.
– Ja, så kan vi bare blive hjemløse og sende dig på filmskole.
– Ja.
(...)
(...)
– Det bedste er at blive ved med at lave sine egne film sammen med sine venner, det gjorde Spielberg og Coen Bros. og Sam Raimi ...

Og så løb hun ned til bussen.

*) Mere lign. $30.000 (UCLA).

"For Steven Spielberg's first film's premiere, his father rented a local theater, and his mother and sisters sold popcorn and sodas. Spielberg's first commercial venture grossed $600, netting him a profit of $100", står der her.

En køn redelighed

***
Min familie har arrangeret en julefest i god tid før jul i år. Begge mine brødre er så kloge nu, at de har fundet ud af at tage væk i julen (jeg ville gøre det samme, hvis ikke min kone syntes det var synd for børnene).

Så ringer jeg til min mor (for at spørge, om hun kan passe børn, når vi skal til julefrokost, og det kan hun godt, hvis ikke hun er "for træt", så det kan jeg ikke bruge til noget, for det er jo meningen vi skal være sent ude og fulde), og hun siger, at hun synes, vi skal tage noget med op til min bror.
– Hvorfor skal vi det? siger jeg og fortryder øjeblikkeligt.
– Når de nu er så søde at lægge hus til.
– Kan du ikke bare lade dem holde en middag, uden at vi skal tage noget med.
– Jeg synes, du går i meget små sko nu, siger hun, og så begynder hun at græde.

Hvorfor skal jeg besværes, fordi nogen vil holde en middag? Jaja, nu er jeg den egoistiske og negative og grådige og nærige igen. Så ved de, hvor de har mig.
– Du ved godt, du er med til at skrue det her op, ikke? siger min kone.
Jeg hyperventilerer. En jernhandske med glasskår i er knyttet om mit hjerte.
– Du skal huske, at du er voksen nu.

Ja, jeg skal forholde mig upartisk og neutralt og distanceret og med hovedet koldt til min døende, kræftsyge mors juleflip! Det er bare æbleskiver om eftermiddagen, og nu er det kørt helt op allerede, fordi hun vil have en illusion af kontrol over alting, og så skal alle spilde tiden med det.
– Gudsrost, du skal tage sukkerfri sodavand og chips med.
Forestiller jeg mig
Så skal jeg slæbe det lort med hele vejen fra Frederiksberg til Nordsjælland, når de har bil og bor 200 meter fra Brugsen.

Så skulle jeg til møde med en fupgallerist og nåede at skændes med min kone på vejen ud, fordi "vi havde en aftale om at male den væg".
– Hvorfor tager du ikke bare og skrider? siger hun.
– Fedt nok, gider du ikke sige det igen. Det er enormt fedt at få at vide, når man alligevel skal gå. Det vil jeg huske at sige til dig, hver gang du skal gå: Hvorfor tager du ikke bare og skrider?!

Børnene har siddet med næsen i en skærm hele dagen. Jeg vågnede med åndenød kl. halv seks. Der er intet at gøre. – Åh, hvilken herlig fælde, jeg har sat mig, siger jeg til mig selv under bruseren kl. 13.30.
***

Uhellige røvhuller

***
Okay, jeg gjorde det, jeg var i biffen og se Inglourious Basterds and let me say this, I really like it when the characters switch to other languages. Det har man set så lidt af på film, at det ligner en ny ide. (Jeg erindrer en film med Charlotte Rampling, hvor hvor hun holder et foredrag på engelsk og taler fransk resten af filmen.) ***SPOILER ALERT!*** Men jeg finder det utilgiveligt, at Hitler bliver myrdet så hurtigt i Basterds. Han skulle selvfølgelig have nået at trykke på en skjult knap og blive omsluttet af en robotrustning (v. Krups) ligesom i Wolfenstein, hvor maskingeværkuglerne preller af som popcorn på en plasticrumhjelm. Dernæst skulle han være faldet gennem det brændende gulv i biografsalen og ned i kælderen, hvor han skulle have udkæmpet det afgørende slag mod Brad Pitt, der må dukke sig for V1- og -2-raketter, før han gør det endeligt af med ham med sin lange kniv (ligesom undertegnede dræbte Hitler i Wolftenstein, den ultimative bedrift.) Det er indlysende og selvfølgeligt. Tarantino er for snakkesalig.
***

Historien om den uelskelige person

***
Det er interessant at høre nogen opsummere andre i få ord, et helt liv kogt ned til en historie. (Jeg har selv nogen gode nogen, men jeg kan jo ikke skrive dem her eller nogen andre steder, for folk kunne blive genkendt og såret. Så dér.)

I dag hørte jeg en dame over lagkage opsummere en hun kendte, en uelskelig person.

Det er en sørgelig historie, sagde damen.
– Så vil vi ikke høre den, sagde de andre, men hun fortalte den alligevel.




HISTORIEN OM DEN UELSKELIGE PERSON

Hun blev gift og skilt igen næste dag. Hun havde mødt en mand i Tyrkiet, der kom til Sverige, hvor de blev gift og blev skilt.
– Verdens dårligste bryllupsnat! sagde jeg.

Hun har åbenbart problemer med at udtrykke sig pga. en understimuleret barndom.
– Ja, eller overstimuleret, sagde jeg.
– Nej, understimuleret.
– Overstimuleret med det forkerte, sagde jeg og skar et stort stykke af osten. Jeg aner ikke, hvem denne familie var. Jeg kom bare forbi. Lagkage, peanuts.

Kidnappet i Korea og adopteret af en alkoholisk far og en sindslidende mor.
– De skulle absolut have et barn, udtonede jeg hen over kagebordet.

Nu er de døde, resten af familien snød hende for arven og hun har slået hånden af dem. Hun har ingen.
– En dag møder hun nogen, der elsker hende, sagde den gamle hippie.
– Det er ikke nemt at være uelskelig, udbasunerede jeg.

Hun er anstrengende i længden. Ingen kan holde hende ud.
– Det er ligesom min veninde Karina, sagde teenageren. – Hun er bare så dum.
– Nej, sådan er hun altså ikke, sagde hendes mor. Det var hende, der fortalte historien. – Karina har ikke lært, hvad man skal sige og ikke sige, hjemmefra. Hun er ligesom Pippi.
– Ah, sagde jeg. – Et naturbarn.
– Netop, et naturbarn, sagde den gamle hippie.

Jeg var nødt til at undskylde mig for at gå og hørte ikke resten, hvis der da var mere. Jeg har fået et buzz af to kopper paphvidvin. Nu vil jeg tage hjem og deltage aktivt i familielivet og være der for mine børn.




Bonusbillede til far. Jeg har altid været hemmeligt forelsket i Pippi, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste.
***

Ud i ’en

***
Min kone syntes, hele familien skulle ud i naturen, så vi tog ud på Amager Fælled og trampede lidt rundt.
Jeg kan ikke fordrage naturen, når det er noget, man skal ud i, og den ikke bare er der.
Så trampede vi lidt rundt i sivene. Det synes børnene var meget sjovt. De fandt nogle stier og hemmelige "reder" derinde. Det lignede bøssemødesteder alt sammen.

Min kone havde taget et rør Pringles med som lokkemad.
– Spiste du lige en?
– Ja, sagde jeg.
– De er altså til deling.
– Ja, det ved jeg godt.
– Jeg har prøvet at spise chips med dig før, og du spiser dem alle sammen, det er ikke til at følge med.
– Jeg tog én. Én chip. Jeg er et voksent menneske, hvad skal du blande dig for, om jeg tager en?!

– Her, hold dem selv, sagde jeg, træt af at råbe, og stak dem ind under hendes arm.


– Vidste I, sagde jeg til børnene, – at ham, der opfandt Pringles-røret bad om at få sin aske begravet i et?
– Åhr ja, sagde de.
***

Tilbage i sædet

Jeg var inde at se No Country for Old Men igen (alle pseudointellektuelles yndlingsfilm). Denne gang lagde min kone sin hånd kærligt over min nede i popcornene og sagde: – Lad lige filmen begynde, fordi jeg smaskede.

Midt i filmen begyndte hun at SMS’e sin veninde.

Da vi kom ud af biografen, sneede det tæt, og midnatsklokkerne ringede. Det så godt ud at kigge op på under projektøren. Skt. Petersborg, tænkte jeg.
– Kan vi ikke gå nu? Jeg fryser, sagde min kone, selvom klokkerne ikke engang var færdige med at slå.

(SPOILER ALERT!) I anden omgang irriterede det mig ikke så meget, at man ikke ser Josh Brolin blive skudt (jeg forstod også det med mexicanerne bedre). Til gengæld irriterede det mig, at man ikke får at vide, hvordan Javier Bardem ("Sugar") kommer ud af motelværelset. Det er ikke godt nok, at han bare skal være "Døden". En allegori om døden? Øv.
¾ god film.

Nu gider jeg ikke se den mere.

Fiksering

Jeg sad på et klapsæde i Metroen og åd et rør Pringles.*) Overfor mig sad en dreng og sendte dem sære blikke. Mellem Amagerbro og Lergravsparken gav han sig pludselig til at skrige og kaste sig frem og tilbage, så der skulle to voksne mennesker til at holde ham fast. Da han var stået af, hørte jeg parret med barnevognen sige autisme.

Det var en fejl, næste gang tager jeg en Twix.

Tre fjerdedele gennem røret holdt jeg en Pringle op og kiggede nøje på den med mine nye, skarpe briller. Den så forfærdelig ud. Smagsforstærkere, tænkte jeg, gøs og åd videre.


Kl. 22.15 i forgår aftes: Jeg har det skidt endnu. Syv timer efter. Jeg frygter for min tarm.


*) Hvor apropos: Jeg sad i et rør og spiste et rør! (Jvf. nedenstående.)

Ude at luftes

Jeg var i biffen for første gang, siden min datter fik diabetes. Det var okay. Men biffen er overvurderet. De andre mennesker er irriterende, med deres tyssen, når man prøver at æde sine 5,6l popcorn. Jeg hader tanken om at støtte Nordisk Film. Egmont, de røvhuller.

Jeg mener, det er i orden at brokke sig højt over reklamerne og til dels forfilmene. Jeg blev schyschet allerede inden Paramount-logoet var gledet forbi.

No Country for Dead Men, alle pseudointellektuelles yndlingsfilm. Jeg har aldrig set så mange briller i en biograflobby.

Jeg kan aldrig gå i biffen uden at tænke på, at jeg sidder i en teatersal og ser projiceret lys. The novelty has worn off, okay?*) Men hvad skal man så gå hen og se på? Hvad er der ellers, man kan lave, der ikke skal planlægges for lang tid i forvejen?

*) Oversættelse: Nyhedsværdien er luvslidt, okay?









Den avantgardistisk bevidste læser vil have gennemskuet, at lyset ind gennem låsehullet mimer biografsalens projektor. Sandheden ligger i forevisningen. Uhh!

•

Mandejammer – her garanteres det avantgardistiske perspektiv!

•

For en udvidet diskussion om slutningen på No Country og flere billeder fra den endelige motelscene klik her.

Er der nogen der kigger i mit 'Indhold'?

Hvor midaldrende er jeg ikke? Mine to største tags er "Erindringer" og "Døden".

Ray Davies fra The Kinks har et vers i en ny sang: "I must remember never to say I remember".


PS Jeg ville lave en "sky" af mine tags, men jeg hører, det trækker ned.

PPS Jeg føler mig så gammel som Mik Schack.

PPPS Jeg har foreløbig spist en pose Erdnuss Flips til frokost.

Dr. TB lukker morgenkonsultationen

Den gode doktor er blevet tvangsforflyttet til udenbys og kan ikke længere stå og oplyse og opmuntre mig om morgenen på Dalgas Boulevard. Speciallægeuddannelsen (hvis det er det, det er) er ligesom fodboldverdenen før Bosman-dommen. Den enkelte har ikke noget at sige. Det er feudalt. Upassende i en vidensøkonomi. Som en underlig gammeldags form for mesterlære i et strengt hierarkisk system med sære gamle skikke som 24-timers vagter, der ikke giver nogen mening, men som alle må lide under. (I øvrigt er det ikke noget, jeg ved noget som helst om.) (Men det, jeg hører, huer mig ikke.)

Dog var han her forbi i går for at konsultere mig og spise alle mine pistacier uden at smide skallerne i papirkurven.

Næste gang køber jeg bare Klinisk Ordbog.

Jeg fortalte ham om mine spændinger i nyrerne, som jeg tilskriver mine daglige 2 x firdobbelte espressoer, men han sagde VÅS, det er ikke nyrerne, det er lændemusklerne.
Hvilken lettelse!
Det var én bekymring mindre.
Herligt at få dén blæst væk af realiteterne.

Det meste af billedet er venligst kopieret herfra.

Det var højdepunktet

Det mest meningsfyldte jeg har lavet i dag var at æde en pose chips.

Jeg har ikke rigtig gidet noget, mindst af alt det jeg skal.

Nåja, jeg skød en stribe billeder med mit nye smarte kamera nede på gaden i morges af hvad der omgiver mig i min hverdag. Ikke at det giver nogen mening, men det gav mig en vis glæde.

Nu er jeg igen ved at drukne i arbejde - jeg var så tæt på at nå op til overfladen, før jeg blev trukket under igen af den sisyfossten, jeg har bundet mig om anklen. Jeg når aldrig noget som helst på den her måde, ikke videre i livet i hvert fald.
Det eneste mit arbejde fører til er mere arbejde.
Hvis det bare handlede om at fylde i tarmen var det ikke noget problem, men jeg sidder klemt fast mellem min ambition og min handlingslammelse og rokker mig ikke af stedet.
Det sømmer sig ikke for et frit menneske.
Så sandelig nej. Men jamre kan jeg. Som om jeg var det eneste menneske, der skulle arbejde. På den anden side vil jeg nok mene, at retten til at jamre er et grundlovssikret frynsegode ved have et job.
Som kritikerne siger om kontorrotten Dilbert: Det er nemmere at brokke sig end at gøre noget ved det.

Apropos: Det bliver sjovt at se, hvordan dynamikken forandrer sig i det lille hjem, når min kone får arbejde. Her har jeg gået i årevis og ventet på, at hun skulle blive færdig med sin uddannelse, så hun kan forsørge sin mand som sig hør og bør, og nu er øjblikket måske snart inde, hvor hun træder ind på arbejdsmarkedet. Vil jeg så få mere tid, eller betyder det bare, at jeg kommer til at bruge al min tid på at hente børnene osv.? Og vil jeg langt om længe føle, at jeg kan sige nej højt og gjaldende, når nogen tilbyder mig arbejde?
Følg med her på siden. Det skal blive interessant at se, hvordan det forløber altsammen...
Løbende updates forude.