En køn redelighed

***
Min familie har arrangeret en julefest i god tid før jul i år. Begge mine brødre er så kloge nu, at de har fundet ud af at tage væk i julen (jeg ville gøre det samme, hvis ikke min kone syntes det var synd for børnene).

Så ringer jeg til min mor (for at spørge, om hun kan passe børn, når vi skal til julefrokost, og det kan hun godt, hvis ikke hun er "for træt", så det kan jeg ikke bruge til noget, for det er jo meningen vi skal være sent ude og fulde), og hun siger, at hun synes, vi skal tage noget med op til min bror.
– Hvorfor skal vi det? siger jeg og fortryder øjeblikkeligt.
– Når de nu er så søde at lægge hus til.
– Kan du ikke bare lade dem holde en middag, uden at vi skal tage noget med.
– Jeg synes, du går i meget små sko nu, siger hun, og så begynder hun at græde.

Hvorfor skal jeg besværes, fordi nogen vil holde en middag? Jaja, nu er jeg den egoistiske og negative og grådige og nærige igen. Så ved de, hvor de har mig.
– Du ved godt, du er med til at skrue det her op, ikke? siger min kone.
Jeg hyperventilerer. En jernhandske med glasskår i er knyttet om mit hjerte.
– Du skal huske, at du er voksen nu.

Ja, jeg skal forholde mig upartisk og neutralt og distanceret og med hovedet koldt til min døende, kræftsyge mors juleflip! Det er bare æbleskiver om eftermiddagen, og nu er det kørt helt op allerede, fordi hun vil have en illusion af kontrol over alting, og så skal alle spilde tiden med det.
– Gudsrost, du skal tage sukkerfri sodavand og chips med.
Forestiller jeg mig
Så skal jeg slæbe det lort med hele vejen fra Frederiksberg til Nordsjælland, når de har bil og bor 200 meter fra Brugsen.

Så skulle jeg til møde med en fupgallerist og nåede at skændes med min kone på vejen ud, fordi "vi havde en aftale om at male den væg".
– Hvorfor tager du ikke bare og skrider? siger hun.
– Fedt nok, gider du ikke sige det igen. Det er enormt fedt at få at vide, når man alligevel skal gå. Det vil jeg huske at sige til dig, hver gang du skal gå: Hvorfor tager du ikke bare og skrider?!

Børnene har siddet med næsen i en skærm hele dagen. Jeg vågnede med åndenød kl. halv seks. Der er intet at gøre. – Åh, hvilken herlig fælde, jeg har sat mig, siger jeg til mig selv under bruseren kl. 13.30.
***