torsdag den 19. november 2009

Frist

***
Jeg har gået og tænkt på, hvornår de ville fjerne mindesmærket for ham, der blev skudt nede i parken.


13/11

De venter nok til efter begravelsen, tænkte jeg først, og så: Har de tænkt sig at vente til efter valget? (Hvis der overhovedet er nogen sammenhæng.)

Sådan så der ud i går morges:


De har ladet de friskeste blomster ligge.

Hvem bestemmer, hvornår sådan noget bliver fjernet? Er det gartnerne selv, der går rundt dernede, eller er det en højere instans? Det gør nok en forskel, at der bliver ved med at blive lagt blomster på stedet.

Sidste år lå denne bunke ved Toftegårds Plads:


Bemærk: Ingen skygger i gråvejret.

Det så sørgeligt ud, fordi bunken bare var fejet sammen uden at blive fejet væk, så det var svært at se, hvad det var, først.



Et minde over en død får nok lov til at ligge længere tid, hvis det er i parken og ikke på gaden.

Jeg kan godt lide de mindesmærker for trafikdøde, der er langs vejene på Kreta:


(Foto venligst lånt fra Robin's Blog.) Det er godt at blive mindet om døden, når man kører bil.

En dag vil jeg finde et billede frem, jeg tog efter 9/11, af alle de blomster og billeder og breve, folk lagde på gaden til de døde og savnede. Jeg er sikker på The New York Times lavede en historie på den kommende beslutning om, hvornår alt det skulle fjernes og køres væk. Det er et følsomt emne, der blander det private og det offentlige, som det gerne sker med døden.
***

Ingen kommentarer: