Jeg gjorde noget sjovt forrige søndag. Jeg fik min far og min bror herud på mit værksted til indspilning af et abstrakt improvisationelt-eksperimentelt korværk. Jeg har en fed studiemikrofon, en Røde, jeg har lånt af min ven rockstjernen.
- Hvad skal vi synge? spurgte de.
- Det jeg siger, sagde jeg.
Og alligevel gjorde de ikke det de skulle. Min far sang en helt anden sang! (Han er 80.) De sagde oplægget var for diffust, og det kan de måske have ret i, men jeg havde håbet på det bedste.
Det første take blev ikke godt nok. Ærgerligt, for jeg kan ikke lide at lave mere end et take.
Det næste blev bedre, for jeg brugte en dirigentstok og stak min far i maven med den, hver gang han ikke sang ordentligt. Og det blev det betydeligt bedre af, som vi kunne høre på optagelsen. Han vrælede og hostede, og noget af det lød som om han kom.
Til sidst gestikulerede min far stop og satte sig ned, men min bror løftede ham op under armene som en kludedukke, som en der har taget for mange sovepiller og skal holdes i live, og rystede ham foran mikrofonen for at få de sidste lyde ud af ham.
Resultatet lyder som Diamanda Galas krydset med The Mills Brothers. Fire, næsten fem minutter rent lige ned i kassen.
Jeg gjorde noget sjovt forrige søndag. Jeg fik min far og min bror herud på mit værksted til indspilning af et abstrakt improvisationelt-eksperimentelt korværk. Jeg har en fed studiemikrofon, en Røde, jeg har lånt af min ven rockstjernen.
Det næste blev bedre, for jeg brugte en dirigentstok og stak min far i maven med den, hver gang han ikke sang ordentligt. Og det blev det betydeligt bedre af, som vi kunne høre på optagelsen. Han vrælede og hostede, og noget af det lød som om han kom.
