Han står uden for paraplybutikken i regnvejr, og der er lukket

Kald mig bare et gammelt fjols, men jeg så Paraplyerne fra Cherbourg og begyndte at græde allerede ved dvd-menuen.

Der er ikke en falsk tone i den film, intet løgnagtigt eller melodramatisk over den. Ingen er onde f.eks.

Måske er det, fordi formen er så stiliseret, at den kan tillade sig at fortælle en så virkelighedsnær og banal lille kærlighedshistorie.*)

Ak, den minder mig om livet.

Og så har den Katherine Deneuve, der er guddommelig smuk**) og purung, men virker udtjent allerede i slutningen af filmen.







Måske er det, fordi den handler om normale ting, at det ikke virker latterligt, at de synger hele tiden (omvendt af en opera: Åh, jeg dør!) Den siger det selv i åbningsverset: "C'est normal".



Med andre ord: det er den smukkeste film om de mest normale ting, jeg nogensinde har set.





*) Om stiliseret form og realistisk indhold, se også Maus.



Filmen har også en smadret krigsveteran (Algeriet).



**) Jeg tror, der er derfor, min kone ikke kan lide den. Men mine børn var flinke at se den sammen med mig og klappe mig på knæet, når det blev for meget. .

Jeg græd uafbrudt gennem 1. del og igen i 3. del. Suk.


Forsvarsstilling.


PS Hvis jeg var et fornuftigt menneske, ville jeg skrive en rigtig artikel om den her film med alle mine gode pointer i. Men ved I hvad, man når ikke det hele.

De personlige dæmoner i fuldt firspring

Jeg tabte en sumi-sten ned i en brønd, og få dumpe drøn senere kom de dumme svin myldrende op som grådige zombier. Jeg hader dem. De piner mig og plager mig – og dette er kun de første, overfladiske dæmoner, som dårlig ånde og uren hed. Der er mange, mange flere dybt dernede i min tarm og min psyke. Gå væk, jeg afskyer jeg! Åh bu-hu-buhu!

Jeg skulle ikke have prøvet at lave noget i dag

I dag har jeg taget mere maling af, end jeg har lagt på. Jeg føler mig psykisk voldtaget. Min hjerne trænger til et langt brusebad.

Det har jeg aldrig prøvet før: at græde, mens jeg malede. Alt er værre nu.

Opdateret – næste morgen

Der var ikke den store motivation for sidste indlæg, andet end at jeg havde lyst til at bringe min fiffige Gaddafi-GIF, nu den var fra samme dag. Men jeg har haft Al Jazeera English kørende i ugevis hvert ledigt øjeblik og er fuldstændig forgabt i det mod, mennesker udviser i verden for tiden. Al Jazeera har en god uamerikansk, ikke-vestlig vinkel på begivenhederne. Det føles rart at se arabere på en anden måde.

Det er ligesom at tune ind på et følelsesmæssigt barometer eller en følelsesradio, der påvirker en. I morges tudede jeg mine briller til over opvasken, fordi en ung libysk kvinde i eksil så så godt ud og var så artikuleret og engageret (foto mangler desværre). Kald mig bare et gammelt fjols.

Jeg kan kun forestille mig det i forhold til de danske frihedskæmpere under WWII. Det, de er med til, husker de resten af livet.



PS Hvad hedder "there's strength in numbers" på dansk? Sammen er vi stærke?

Vores nye lejlighed har samtalekøkken

Jeg lå med et håndklæde over hovedet inde i sengen og græd, mens svigerfamilien spiste frokost ude i køkkenet.

Mine øjne føles som to østers

Hvor længe skal jeg gå og græde hele tiden?

Så

Så er jeg klar til et skud bly i hovedet.



Tak for alle de spildte år.

IV.

***
Der er kun én ting at gøre, og det er at sætte sig ned og græde.


***

Hold op med at pive

***
– Der er ingen, der kan lide en pivskid, siger jeg til min datter, når hun piver.

Hør lige mig. Jeg driver en blog, hvor jeg ikke bestiller andet end at jamre mig dag ind og dag ud i årevis.


Er der ikke et Weirdo-cover, der ser ca. sådan her ud?

Dr. TB sagde et eller andet med, at man skælder andre ud for det, der irriterer en ved en selv. Sånoget lignende. Han var helt optændt over det, den ofte indsigtsfulde mediciner.

Jeg var nede hos ham til stærk mokka og fortalte ham om alle mine spændende oplevelser til hippie-kulturarrangement i udlandet og mine fremtidige rejseplaner.
– Hvad med den miljømæssige belastning? sagde han mht. mine flyrejser.

Det kan jeg ikke tage mig af i dette tilfælde. Bagefter tænkte jeg: Måske var han misundelig? Hvad ved jeg. Det er ikke sjovt at skulle gå på arbejde hver dag og være ansvarlig. Godt det ikke er mig. Når det sker, skal I nok høre en jammerklage om det. Verdens uretfærdighed.
***

Det kan også være lige meget

***
Jeg havde forberedt alle de her herlige, interessante indlæg, jeg ville udgive denne uge, men jeg kommer ikke videre end at sidde og tude.*) Hvis jeg tuder længe nok, er der måske nogen, der hjælper mig, er tilsyneladende min plan.

Jeg når aldrig derhen, hvor jeg godt vil være. Jeg kan ikke overskue den mindste ting. Det er minimalt, hvad jeg når.

Jeg ved godt, at intet giver mening, undtagen i en snæver prokreationsmæssig forstand, men når det, jeg laver, så ikke engang giver mening for mig selv, og der ikke er nogen, der har brug for det heller, og det i de store hele ingen forskel gør, hvad så?

*) I forgårs posterede jeg et kaffeekstatisk indlæg, men det var faktisk ikke sådan, jeg havde det. Det var bare noget, jeg sagde.

***

Kære dagbog, det trækker i mig som tidevandet (& kviksandet & hjemlandet)

Jeg kunne godt tænke mig at snige mig en tur til New York, men det er sværere nu, hvor jeg har et barn med diabetes, og jeg plejer i forvejen at blive mødt med skilsmissetrusler, når jeg kommer hjem.
Det er et følsomt emne.
Så det kan være, jeg bliver nødt til at tage hele familien med ligesom sidst, men det er selvfølgelig også i orden, vil jeg tro. Så bliver det først til sommer, om nogensinde, og fire gange så dyrt selvfølgelig.

Jeg skrev til min ven Alex, at jeg ville forsøge at snige mig et smut til N.Y., og han sagde: – Hvad mener du, ligesom at smutte ned efter cigaretter?

Forrige gang jeg tog derover, sagde min kone til mig, da jeg kom hjem: – Det var nemmere uden dig.

Min datter sagde: – Jeg har ikke savnet dig, for jeg har slet ikke tænkt på, du var væk.
Det var i telefonen, da jeg ringede hjem derovrefra efter nogle dage. Det gjorde ikke noget. Men jeg græd, fordi jeg savnede dem så meget.

Jeg fortalte det til min far, så sagde han: – Der kan du bare se, hvor meget børn kan såre deres forældre.
Gamle pikhoved. Han har altid så ondt af sig selv. Og så sagde han det oven i købet, mens han lå på hospitalet, og jeg tog op og besøgte ham hver dag. (Jeg kan ikke overskue resten af den historie nu.)



Jeg sad der med ham på vej ind til operationsstuen og kom til at græde, fordi jeg savnede mine børn, og han sagde: – Såså, jeg skal nok klare mig. Men det var ikke ham, jeg mente.

På 4. dag

Jeg oplevede en kort periode, at dit kropssprog ikke var fjendligt.

•

Jeg sagde til mig selv i fredags: Jeg får dårlige nerver af det her, vi er nødt til at finde ud af det. I går så jeg Jul i svinget*) og tænkte: Jeg vil gøre alt for at få det til at fungere, angerterapi hvis det skal være, hele dynen.
(Det er altid mig, der skal forandre mig.)

Jul i svinget: God serie, mættet med drama, gode figurer, livagtige problemer, hver dag en afsluttet fortælling, børnene løser problemerne. Forbløffende god serie. Hende den ene mor er hot!


Benedikte Lindbeck

*) Jeg havde tømmermænd og sad og græd over så rørende det var.
(15. episode - Biggen Blues og benzin!
Linus' far og mor skændes hele tiden og Linus er bange for at de skal blive skilt. Så han og Klara lægger en plan!)

Efter champagnebrunchen og en joint

Jeg græd, fordi du lignede Brooke Shields og snart skulle rejse.

Utaknemmelighed på Købmagergade og Strøget lørdag henover middag

Lørdag kl. 13.00

Nu har vi skændtes igen. Min kone syntes ikke, jeg var taknemmelig nok over de sidste øjebliks gaver, hun gav mig.*)
– De er købt med kærlighed, sagde hun.
Nu vil jeg gå ind og tage dem tilbage med kærlighed, mens hun stresser ned og tilmelder sig en ny fitnessklub, hun kan lade være med at bruge.

*

Er det ikke utroligt, som jeg kan pive over min fødselsdag. Men nu er den omme, nu har den varet en uge.

Min mor sagde, at jeg græd, da jeg var lille, når der ikke var flere gaver.


*) De passer ikke, og de var ikke, hvad jeg ønskede mig.
– Så tager jeg dem tilbage, sagde hun.
– Tak, sagde jeg, gid du ville. Jeg sagde jo, at hvis det var sådan et besvær, skulle du bare lade være med at købe noget.
(Mao. hun købte noget til mig, fordi det ville have set dårligt ud, hvis hun ikke havde noget til mig på min fødselsdag. Så ville vi have stået lige i det spil, fordi jeg ikke gav hende noget engang på hendes fødselsdag for 13 år siden, en klemme hun aldrig vil lade mig glemme. Så hellere glæde mig med noget jeg ikke kan lide og ikke vil have.)

Mindeværdige biografoplevelser

Min kone og jeg var inde og se Cinema Paradiso. I mellemtiden havde det sneet, og vi sjaskede hjem gennem 20 cm høj sjap, mens tårerne stod os ud af øjnene. Det kunne ikke have passet bedre.



Brrr besøgte os, og vi tog ind at se Mulholland Drive. Under den lesbiske scene fik jeg et uimodståeligt stigende jern på. Det er aldrig sket før for mig i biffen. Bagefter sagde Brrr, at det samme var sket for ham. Vi sad på hver sin side af min kone. Mærkeligt at tænke på.




Som storbypoeten Frank O’Hara skrev:

the blood in my pants mounts to the stars
as I ponder the silver square.

(citeret fra David Denby i The New Yorker, 10-22-2007)

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Shel Silverstein – mit idol

Mange danskere kender ikke legendariske, hedengangne Shel Silverstein, og det er en skam. Det var ham, der skrev alle Dr. Hooks sange og A Boy Named Sue, som Johnny Cash gjorde berømt.

Han lavede en af de bedste børnebøger i verdenshistorien: The Giving Tree. Det er også en af de sørgeligste. Jeg kan ikke forestille mig en bedre parabel for børn om livet og døden & Mor. Den får mig altid til at græde, og det er ikke kun fordi jeg er en tudesøren.