Endnu en søndagsmiddag hvor ingen siger noget.
Der starter med, at jeg bliver tysset på, fordi jeg afbryder.
– Er der overhovedet nogen, der hører efter, hvad jeg siger? siger jeg.
– Hold op, tsh. Tag noget at spise. Jeg kan høre på dig, at du har lavt blodsukker.
– Gider du ikke holde op med at tale til mig, som om jeg er komplet idiot?
– Her har jeg lavet lækker søndagsmiddag...
– Hvad er der med dig? spørger jeg min ældste datter, hun sidder og griner.
– Ikke noget.
Min yngste datter er tidligere gået i protest og nægter at svare.
– Jeg vil godt have, at I tager tøj på og kommer udenfor i weekenden. Jeg kan ikke se forskel på, om I er syge eller raske. I ligger bare sådan (ralle).
– Hold op, siger min kone, – du lyder anstrengt.
Nu har jeg bedt mig undskyldt med dårlig ryg. Jeg tror, fordi jeg sad og tastede inde ved spisebordet. Der er ingen, der tror på mig, tror jeg, eller svarer, når jeg siger av min ryg. Min kone undgår øjenkontakt.
Jeg har lagt mærke til, at måltidet ofte foregår i tavshed, når min kone har lavet maden. Så er det hende, der bestemmer, og ingen må sige noget samtidig. Eller overhovedet, ender det med. Så sidder man og kan kun tænke på at tygge.
Nu kan jeg høre gråd derinde fra.
Det eneste, jeg har haft lyst til i dag, er at fortsætte min
The Office-marathon.
Min datter forklarede mig, hvordan man strømmer gratis tv på nettet. Søg: Watch + seriens/fimens navn + online.
