Viser opslag med etiketten sort læder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sort læder. Vis alle opslag

mandag den 12. december 2011

Fremlejer uden stemmeret


Jeg var med i en kunstnersammenslutning, det her fællesatelier, og så vil de holde en støttefest. Hvad skal vi bruge pengene til?
– Vi kan købe cd'er, var der en, der foreslog.
Godt formål. Hun hørte aldrig andet end Palle Mikkelborg. Hun malede det samme billede om og om, og det blev værre og værre, indtil enhver friskhed blev klemt ud af det. (Det er det samme, jeg gør nu med alle mine, så jeg ved, hvad jeg taler om.) Hun så for godt ud til at være så dum. Hun lignede Nico. Bitter og barnløs. Mystikermand.

Pengene gik til at reparere et vindue, en havde smidt en betonblok igennem.

Da jeg ankom, stod der en flok russere rundt om et bord, alle klædt i sort. De delte ikke den fede.

– Prøv lige at se, sagde Donzo, fordi der stod en flok kvinder rundt om mig. – Han aner det ikke engang.
– Jeg ved det, sagde min kone.
– Hvis jeg skulle tage mig af alle de kvinder, der kastede sig efter mig, kunne jeg aldrig bestille andet.

Det var dengang, jeg var ung og frisk, før jeg ramte muren. Det er længere siden, end det føles.



fredag den 8. januar 2010

Mærkedag


Der er i dag 20 år siden, min daværende kæreste, nu kone, sagde til mig: – Fortryllelsen forsvandt.



Jeg var vendt tilbage med nyt hår.

– Har du savnet mig? sagde jeg.
– Ja, sagde hun.

– Se min nye, seje læderjakke, sagde jeg.
– Jo, den er sej.
– Se mine nye, seje ørkenstøvler, sagde jeg.
– Nej, de er ikke seje.

Det var begyndelsen til et langvarigt, lykkeligt forhold.

tirsdag den 22. december 2009

Rasle! Brrr...

***
Et nyt spøgelse fra fortiden dukkede op på Facebook for at bevenne mig, en fyr jeg mødte på en dannelsesrejse til et fjernt subtropisk land, følgesvenden til ham, min daværende kæreste senere valgte at bolle med i stedet for mig. Jeg husker ham som okay.

Nu har jeg skrevet tilbage til ham:

Mit liv har været meget skuffende. Jeg blev hverken Jim Morrison, selvom guderne må vide, at jeg (endnu) ser godt ud i stramme læderbukser og endnu forstår at ryste mine nedsunkne midaldrende numseballer, når musikken spiller, eller Picasso, hvor flittigt jeg end har øvet mig i at stirre intenst på kvinderne med mit hypnotisk stålblå blik (ingen sorte øjne her, jeg er heller ikke lavstammet nok). Jeg føler mig gammel. Jeg spilder min tid med kedeligt arbejde, og mine drømme er knust. Ofte går jeg i tunge tanker, og tanken om selvmord ligger mig aldrig fjernt fra sinde.

Var det dig, der fortalte de andre, at jeg havde en pose bladpot tapet fast inde i min kærestes guitar?

Kh. Gudsrost
***

torsdag den 23. april 2009

Afsløring

***
Jeg er ikke den, jeg giver mig ud for at være. F.eks. er jeg ikke en mand. Jeg er en 32-årig husmor fra Åkirkeby. Min skabning Mandejammer er en skriveøvelse, jeg har lavet for at belyse grundlæggende kvindelige problematikker gennem en mandlig optik. Der er dog – det er nok uundgåeligt andet – en del lighedspunkter mellem mig og Jammermanden. Ofte går jeg i tunge tanker, grænsende til det selvmorderiske – ja, døden kan være en befrielse at tænke på, for sig selv om så ikke for andre. Og jeg kan også finde på at gøre skade på mig selv, f.eks. ved at snitte mig i armen med en kartoffelskræller eller et rivejern.

Av for pokker, siger jeg ude fra køkkenet, men min mand reagerer ikke. Han er holdt op med at se på mig for år tilbage. Og som Mandejammer kan jeg finde på at spørge: Hvad skal det hele gøre godt for? Jeg aner det heller ikke. Hvis jeg vidste det, skulle jeg nok skrive det. Min mand elsker mig ikke, det er tydeligt. Selvom jeg paraderer omkring foran fjernsynet i shimsham-sko og mavedanserudstyr, reagerer han ikke med andet end et grynt, begravet som han er i live-fodboldtransmissioner. Det er drøjt og hårdt, og livet er ikke altid nemt.

Jeg kan nu dårligt bebrejde ham. Jeg er som regel ikke så spændende og ikke, hvad man normalt ville kalde en supermodel. Men som jeg siger: man kan gøre meget med det rigtige tøj og bare man forstår at accessorisere. Min hjemmestrukne kameluldsponcho f.eks. tager sig altid godt ud, og ingen kan se, om man har noget på indenunder (HINT: Det har jeg! Fnis!) *)

Ud af vinduet kan jeg se den lettiske havemand flexe i forårssolen. Nu tørrer han sig over panden med sin afblegede bandana, læner hovedet tilbage og drikker en dåse Cola Light©™®, så hans store, røde adamsæble bopper op og ned som en lystfiskers flåd i høj sø. Længere nede ad vejen står en flok kommunalarbejdere og italesætter asfalten med et trykluftbor. Det eksploderer idyllen, det er klart, som var jorden under angreb af onde robotspætter fra det ydre rum, men det gør underværker for deres brede, behårede pecs, der glinser og dirrer som svedende buddinger, nu de i varmen har smøget deres orangefarvede Kansas-sikkerhedskedeldragter ned til livet. Central Casting kunne ikke have gjort det bedre.

Jeg er ikke klog og interessant, så meget ved jeg (så helt dum er jeg vel ikke, haha, lige meget hvad de siger). Jeg fortryder tit, at jeg aldrig tog den højere mellemskoleeksamen, som min mor ønskede for mig, men så kom jo Preben og syv dejlige, frække unger i rap. De små pus er mit et og alt, hvis man da kan sige dét, når de er så mange om det. Mine øjensten – ét i hvert øje og fem i tredje, som jeg ofte så spøgefuldt …

Her blev jeg afbrudt. Lille Mikkel har slået sig over fingrene med en hammer og bløder. Han er bløder, så det er alvorligt nok. Mere senere.


*) Nej, jeg er nok ikke så spændende. Jeg tilbringer den halve tid på nettet. Altid er der et og andet, jeg skal tjekke. Der er så meget at følge med i. I skulle bare vide, at jeg, lille mig, "Maren i Kæret", skriver et netværk af 20 blogs under skiftende aliaser – et til hver af min æggedelte personligheds spaltninger – og der er flere på vej. Det er ligesom man siger om alle de indiske restauranter på 6th St., at maden til dem alle sammen kommer fra det samme køkken, der ligger omme bagved et sted. Den smager ens, men sådan vil markedet have det. Her var det New Yorker-hipsteren, der talte. Nellie kalder jeg hende. Shh, røb nu ikke for meget. Det var Gustav, paranoikeren. Hold nu kæft! Det var Preben, hvis stemme kan klinge så klart som en klokke i mit hoved – så smukt som den sommer han sang serenader under mit vindue i sort læder – selvom der intet kommer ind ad mine ører. Hvis Prebens søde ord falder som dug i skoven inde i mit hoved, men ingen kan høre det, siger han det så?
***

onsdag den 27. august 2008

Min hårdhed II

***
– Hvorfor skal du være så hård? Du plejede at være så sød, sagde Bettina til mig i 2.g.

Jeg fik ikke noget ud af at være sød og hadede mig selv.

Jeg var begyndt at ryge og ønskede mig en sort læderjakke.

*

– Jeg er nihilist, sagde jeg.
– Nej, nej, det må du ikke sige, sagde denne her pige, jeg var sammen med senere. Jeg vidste ikke, hvad en nihilist var.

Min ven "Kenneth" var anarkosyndikalist. Det vidste han til gengæld hvad var. Det kunne ikke skæres fint nok.
***

onsdag den 6. februar 2008

Visuel teori for begyndere, lektion 1


Når et billede er i sort/hvid, er det mere alvorligt.

Lad mig demonstrere.
Her er et billede fra et fotoalbum, jeg fandt ude på gaden:



Her er det i sort/hvid. Man ser straks, at det er mere alvorligt således:



Er kontrasten meget høj, er billedet meget alvorligt:



Er kontrasten meget lav, er det meget poetisk (især hvis man lægger et filter over):



Det er derfor, Peter Belli og Dario Campeotto og Bamse og sådan nogen idioter altid er i sort/hvid på coveret, når de vil prøve at lave noget kunstnerisk forsvarligt (gerne i closeup, så man kan se alle deres livserfarne rynker, det er mere ærligt).


(Hvornår er det Birthe Kjærs tur?)

De vil vende tilbage som Elvis i sort læder.



Det er ligesom manden, der tager briller med svært sort stel på og straks virker klogere.



Tillempet forklaring: Måske er det den historiske og dokumentariske tradition for s/h-fotografi, der gør, at billederne virker mere alvorlige/seriøse, eller også er det fordi, de bliver transposeret over i en anden visuel verden end den vante.

Billeder fra 2. verdenskrig er f.eks. meget mere alvorlige at kigge på i s/h. Når man ser farvefotos af nazier, ligner de gerne nogen, der har klædt sig ud. (Farvebilledet herunder ser pudsigt nok mere kunstigt ud, selvom det er originalen.) Er det udelukkende traditionen, der dikterer perceptionen, eller er det noget i selve formen?


Der er et fantastisk udvalg af farvefotos fra 2. verdenskrig her.


Note: Jeg ved desværre ikke nok om det her emne til rigtigt at holde for.
Men hvis man i øvrigt er interesseret i ideer om fotografi og (historisk) sandhedsværdi, har Errol Morris en virkelig god blog: http://morris.blogs.nytimes.com/