Mig som ung

Jeg stod ved baren i McKluud og blev ikke betjent i fem minutter.
– Du er jo en bly viol, sagde min gode gamle bedste ven.
Det er jeg.
– Vidste du ikke det?



– Gi' mig to trampedyr, sagde jeg. Ingen reagerede.

En af mine venner, der hedder Day-O, har forgiftet mit forhold til mit barn

Min datter (15) sagde til mig i dag: – Hvorfor skriver du ikke en børnebog ligesom Day-O? Day-O er "cool".


"...meine Kinder sind verrückt nach dir…"

Året i glimt

Hvad har jeg lavet i år? Jeg tog ud hos Donzo og hentede en pladespiller i stedet for den anden, der gik i stykker, jeg fik af ham før. Så forklarede han tålmodigt, at når vægten falder af armen, skal man bare skrue den på igen og indstille balancen. Hver tiende år tager jeg ud hos Don og henter en pladespiller. Hans børn kravler på væggene. Hans kaffe er Sort Irma. Hans brunkager er gode og bløde, fordi de står ude hele natten. Jeg kunne have siddet der hele dagen. Så tog jeg hjem og hylede og skreg af fantomerne. Er jeg den eneste heromkring, der vasker op?



Hvad der venter mig:
Mine langtidsferiedage former sig altid således: jeg giver mine børn mad og køber ind. Så kommer min kone hjem og brokker sig over, at maden ikke er klar. Hvor er jeg henne i alt dette? Hvem tænker på mig, andre end mig selv? Under hvilket påskud kan jeg snige mig væk og undgå alt?

PS Jeg er også ligeglad, sånoget slapt lort.

Det sociale element

Denne besked fra Window Live Messenger er uhyggeligt sand:

Mit nytårsforsæt er at holde op med at blogge

Jeg hader helligdagene, fordi de ødelægger
min udgivelsesrytme. Også årstiderne.

Jeg gider ikke forholde mig til, hvad der er.

Giver det mening? Det er jo kunst det her.
Man beder jo heller ikke en romanforfatter
have et kapitel færdig, samme dag han
finder på det. Nonsens, det er en anden
form. Hvad hvis jeg finder på en
vittighedstegning? Det tager sguda et
stykke tid at få lavet sådan en tegning, alt
efter kompleksiteten, I hvert fald for mig. Så
må I nøjes med lamme skitser.

Jeg vil have en iPad. Santa, hvor var min
goddam iPad?

Kan man indføre en jul, hvor alle bare giver
sig selv det, de godt vil have, og så sidder og
åbner gaverne sammen? Firserkoryfæets far
plejede at give sig selv en flaske whisky,
efter alle havde fået deres gaver. – Hov, hvad
har vi her? sagde han og hev den frem og
gav sig til at drikke.

Hev den frem, ti-hi.



Sent from my iPhone

En flok katolikker

En af Mos yndlingshistorier var, dengang hele familien var i sommerhuset og hendes bror og svigerinde bad dem passe børnene og gik ovenpå og kneppede højlydt, mens de andre sad og lyttede til det ude på terrassen.

– Jeg gider sgu da ikke passe børnene, bare så de kan gå op og kneppe.

Men når man tænker efter, er der bedre grund?

– Farmor, gider du passe børnene en halv times tid, vi skal kneppe.

– Selvfølgelig vil jeg da det, det er da det mindste, jeg kan gøre.

Det er vigtigt at have sexpositive bedsteforældre.



PS Det var Mos søster, der sagde: – At føde er den bedste orgasme, jeg nogensinde har fået.

Ligesom mig

Jeg mødte en, jeg kender, nede på gaden, der er ligesom mig.
– Hvordan går det? spurgte han.
– Jeg kan ikke falde i søvn om natten, og jeg vågner kl. 5.
– Hvorfor kan du ikke sove?
– Jeg tænker på, at jeg ikke har sat mit mærke i tilværelsen, og at jeg snart skal dø.
– Hvor gammel er det, du er?
– 46.
– Jeg giver dig fire år, sagde han.
– Fire år, til jeg behøver at være alvorlig? spurgte jeg.
– Ja.



Og så sagde han, at verden bliver et værre sted, men det er, fordi vi er gamle.

Ny retur

Jeg fik min legendariske digtsamling "Atomstøv" tilbage fra et mellemstort forlag i provinsen uden så meget som et ord med på vejen og gav den til min gode gamle fhv. bedste ven at læse:

– Er du klar over, hvor barnagtigt det her er? sagde han (ang. kap. 7).

– Det er proto-Jammer! sagde jeg.

Det er mine ærlige følelser, som jeg siden fortryder.

Jo, jeg har læst den

Jeg prøver på at arbejde, og det eneste, jeg kan tænke på, er, hvor meget min far irriterer mig. Tiltagende demens eller ej, jeg har ikke hørt ham spørge, hvordan jeg har det, eller hvordan børnene har det, de sidste 10 år. Og hvis han har, har han ikke reageret på svaret. Hvor er min mor henne, når jeg har brug for at brokke mig over min far? Hun holdt hånden over ham næsten til det sidste. Indtil lige omkring det punkt, hvor hun var indlagt, halvanden måned før hun døde, og han besøgte hende for hendes skyld og fortalte hende, fordi det er vigtigt, at sandheden skal frem, at han havde bollet med hendes bedste veninde 50 år før, mens min mor pakkede hans lejlighed sammen i et andet land. Hans plan var at besøge hende hver dag. – Vil du ikke nok bede ham lade være, bad hun mig.

Det var først til sidst, at hun sagde: – Nej, det vil jeg nok aldrig forstå, at han svigtede jer. Det havde jeg aldrig troet. Jeg kunne jo se, hvor I rendte rundt og trængte til en far.

Det er min far.

Det hele handler om at glæde ham. Nu sendte han mig linket til en pressenotits om ham, og da jeg ikke gav ham bifald nok, hurtigt nok, skrev han tilbage: "Din bror skrev: Tillykke, far". Han indkopierede det i mailen. Jeg har ønsket ham tillykke. Sidste uge. Om det samme. Og så slutter han med at skrive, at han elsker mig. Jeg er sguda ligeglad! Det kan alle og enhver sguda skrive. Det er sguda nemt nok at skrive. Og før det skrev han: "Din bror er også god til at skrive, ligesom dig". Hvad fanden handler det om? Den besked var så insidiøs og manipulerede mig på så mange niveauer, at jeg måtte vende mig fra skærmen og gribe min pen og skrive i min lille dagbog, der er ligesom min gamle yndlingsbamse, helt imprægneret af mine tårer.

Der er ingen måde at svare min far på, der kan falde ud til min fordel.

Han er en egoistisk gammel mand, og det hele har altid kun handlet om at stille ham tilfreds. Hans børn har kun værdi, i den udstrækning vi reflekterer positivt tilbage på ham.



Det er faktisk rigtigt.

Ambient-Bent modificerer lydmiljøet

Niller plejede at justere køleskabet ved at lægge mønter ovenpå for at opnå en mere behagelig brummelyd.

Et forpint blik helt nede fra tarmen

Min ven rockstjernen kiggede forbi, men han gik hurtigt igen.

Så mødte jeg ham nede i Irma.
– Kommer du ikke og får en kaffe igen snart? sagde jeg.
– Den kaffe, sagde han, – er simpelthen for sort. Jeg kan ikke drikke den.

Siden har jeg ikke set ham.

Jeg skylder ham en mikrofon og et stativ, han har arvet fra Annisette. Det er så massivt, det kunne slå en mammut ud eller tænderne på Sammy Davis, hvis han hurtigt vendte sig fra den blinde vinkel.

Kærligheden er det største af alt, undtagen f.eks. et bjerg

Han valgte at tage i sommerhus med sin
eks og deres venner og lå om
natten og lyttede til hende og
hendes nye kæreste have sex bag
de papirtynde vægge.

Afgørende forskel ang. social mobilisering

Jeg var til selskab hos min gode, gamle, forhenværende bedste ven, og så kalder hans kæreste til mændene ude i køkkenet:

– Kommer I ikke herind i stuen til os andre?

Det ville en mand aldrig nogensinde gøre.

Ret mig, hvis jeg tager fejl.



For ikke at tale om: Jeg var til polterabend, da bruden og hendes veninder pludselig dukkede op. Ikke bare kunne de ikke selv finde ud af at more sig, vi måtte heller ikke.
Andre folk får strippere.
Ham med hestehalen og shorts var begyndt at se godt ud.

Det HAR jeg gjort

Min ven firserkoryfæet kom forbi og foreslog, at jeg fotograferede mit gulv. Han syntes, mit maleri var skuffende. Jeg gav ham ret: det er klumpet. Det skulle ligne en himmelsk hærskare, der hvirvler omkring i det post-koperniske rum, men det ligner pøller, der bliver skyllet ud i lokummet.

Her er et foto af gulvet:


Og så forklarede han, hvad "atavistisk" betyder. Det er, når folk bliver tre meter høje, har grøn hud og bor i træerne, haha. Men jeg tror, det var synkronicitet, han mente, at flere folk får den samme idé samtidig. Og jeg, der troede, det betød at genopfinde hjulet.

Jeg skulle aldrig have lukket ham ind.

Gensyn

Hende ukraineren med matroskasketten
sagde: - Haha, du er ikke hendes far, du er
hendes ven.
- Jeg er faktisk meget striks, sagde jeg.
Hendes egen far døde i Tjernobyl.

På vej op af trappen gik de ind i en urtehave
og røg noget urt. Middelaldermure,
munkebede. På toppen fik min datter en
ridetur. Tre gange rundt for en femmer. Han
havde glemt sin pose og måtte ned igen.

Fadøl, majskolber, tårntur,
kuglespilsturnering hvor konerne stod og
passede på taskerne og busser
fra hele landet.

Resten var nedtur, vi var 100 år om at finde
en restaurant og bagefter ved jeg ikke om
jeg skulle have givet. På vej op ad
rulletrappen så jeg i hans røde øjne. Jeg
kunne dårligt kende hans ansigt.

Udpint forbi

Faktisk vil Dürzü ikke tjatte med mig mere, fordi han hævder, at jeg håner ham med hans job (som glorificeret kopidreng inden for det offentlige), men intet kunne være fjernere fra sandheden. Her er et uddrag af vores udveksling fra i dag:

(4:11:11 PM) Gamle jas,

på tråden der vist er lidt knas.

(4:17:35 PM)
Spil ikke såret,

når på hænder og fødder

gennem livet du bliver båret

med de andre tjenestemandsrødder

på jeres paradefloat af velfærd,

betalt af os andre med møje og besvær

og ansigts fodsved,

(4:19:06 PM)
ja, jeg ku' bli' ved,

vi hujer og pifter og vinker,
når I glider forbi med al jeres bling-bling'er
med kurs mod pensionen,

så satte og matte

og i fløjlsbuksebagen glatte,

som selveste Dronningen af Sabæ på tronen.

(4:20:18 PM)
Tryghed har sin pris,

det ved i stalden hver gris.

(4:29:06 PM)
PS I vifter til tilskuerne

med jeres lapper på albuerne.

The following message could not be delivered:
PS I vifter til tilskuerne

med jeres lapper på albuerne.

En meget sensibel person, denne Dürzü, knudret og tynget af virkeligheden og livets skuffelser i grams. Men lad ham om det. Jeg lader ham i fred og sigter efter højere mål, ordentlige store fede offentlige mål, ikke sådan noget fedtspil og spidning af insekter. I øvrigt er han jo min ven. Mere end min ven, han er min bror af en anden mor. Sammen er vi stærke, men nu er vores daglige kommunikation gennem fem år forbi. Der må nye matzohs på fonden.


Fra: Værste kunstner mod kunstner-fornærmelser i historien.

Hvad tænkte jeg?

4 uger efter min kone havde forladt mig, og jeg var skæv, skrev jeg et 12 sider langt brev til hende med rim over 7 stavelser på side 10. Hun syntes, det var åndssvagt. Jeg var så stolt af mig selv. Rim over 7 stavelser er vildt godt.

– Tror du, det er en god idé at sende det? sagde min ven George III, arvingen, folkesangeren.
– Der er rim over 7 stavelser! sagde jeg.
– Det er sgu meget godt, sagde han.



Hint: Ovenstående er en numerologisk nøgle til alle mine mest personlige oplysninger. Nuff said!

Hvordan kan jeg tro jeg er god nok?

Vi havde en samtale i går, min kone og jeg. Hun forskansede sig og inddrog sine veninder på sin side, og jeg blev såret og melodramatisk.

Vor tids svøbe

Der var en, der sagde, at man ikke skal tage sig af, om folk kan lide en. Det kan godt være. Jeg vil godt have, at folk skal kunne lide mig. Jeg vil godt have, at mine børn skal kunne lide mig, og jeg vil faktisk også godt have, at I, mine læsere, kan lide mig.

Så er dét også galt. Hvad ved jeg.

Kurt Vonnegut skrev: "What do men want? They want a lot of pals, and they wish that people wouldn't get so mad at them."

Faktisk tror jeg, at det er bedre, at man er ligeglad med, om folk kan lide en, især hvis man gerne vil frem (det sparer tid, nice guys finish last, vejen til succes er brolagt med lig), jeg kan bare ikke lade være.

Sådan er jeg.


Lyd (I like you, do you like me?)

Desuden:


Lyd (Daddy loves Froggy. Froggy love Daddy?)

Hurra, jeg er helbredt

Et absolut højdepunkt fra sidste år var, da jeg havde så ondt i ryggen, at jeg ikke kunne bevæge mig, men så lo jeg så højt over mine egne vittigheder på tjatten om, at Donzo er en gammel tante, at jeg ufrivilligt lænede mig tilbage i kontorstolen, så langt at jeg gispede af smerte, og da lød der et lettelsens knæk fra min ryg, og smerten var væk! Eller i hvert fald reduceret med 35%. Jeg grinede så højt over min egen vits, at jeg knækkede min ryg kiropraktisk. Hurra!

Jeg lo så højt over mine velartikulerede og laserpræcise beskrivelser af Donzo som en gammel tante, at jeg fik voldsomme smerter i ryggen, men jeg kunne ikke holde op at le hysterisk, og pludselig sagde det KRKK!, og smerten forsvandt!

Jamen, er det ikke fantastisk, at det kan lade sig gøre?