Ny retur

Jeg fik min legendariske digtsamling "Atomstøv" tilbage fra et mellemstort forlag i provinsen uden så meget som et ord med på vejen og gav den til min gode gamle fhv. bedste ven at læse:

– Er du klar over, hvor barnagtigt det her er? sagde han (ang. kap. 7).

– Det er proto-Jammer! sagde jeg.

Det er mine ærlige følelser, som jeg siden fortryder.

Søndag morgen

Jeg rakte ud efter min kone.

– Jeg tager til fitness, sagde hun.

Op mod gud

Da jeg var lille, forbandede jeg gud.
– Fuck dig, gud, råbte jeg op mod regnen, eller hvad man sagde dengang: – Pisselortegud! Rend mig i røven! Pikantilopegud!

Det er derfor mit liv er sådan noget lort i dag. Hvis jeg bare havde sagt ja til livet, til troen på alt godt, kunne jeg have spredt mine smukke vinger (i stedet for lort) og løftet mine arm i bøn til Vorherre, himlens konge, og hans søn. I stedet forbandede jeg alt,
og så må det jo gå galt.
Luk øjnene og bed
til, det ikke bliver sådan ved.

– Gud her, hvad er problemet?
– Er det virkelig dig, min herre og skaber?
– I egen høje person. Spyt ud.
– Øh…
– Hvis der er noget, du vil, så er det nu.
– Jeg hader mit liv.

Og så blev alt tavst og røret lagt på, for gud har for travlt
til at høre på snavs.

Jeg har vist desværre gjort det til en livsstil at klage, og det ej gud behage.

Skyder man bolden ind i guds have, får man den aldrig tilbage.



Jeg har sparket bolden ind i guds have, og nu tør jeg ikke gå ind og hente den.

Noget om mig

Vil I vide noget om mig?

Når der er familiefest, leger jeg altid med børnene. De voksne er kedelige og drikker mere, end jeg gør.

Derfor er det kedeligt, når børnene bliver store og ikke gider tale med en mere. (Der er en sjov dynamik i – og stor forskel på – om det er barnet, der henvender sig til den voksne, eller den voksne, der henvender sig til barnet. Det første er som regel sjovere.) – Hey, sure teenagere, gider I ikke lege med jeres onkel længere?

Ikke engang fodbold.

– Hej, Onkel Gudsrost, nej tak. Vi spiller Playstation 5 og har tømmermænd.

– Øh, er der nogen, der har hørt nogle gode hiphop-plader på det sidste? (Who the fuck er Dizzee Rascal?)

Det er ikke til at få en god diskussion om meta og mediesystemernes sammenfiltring i gang længere. Grænsefladerne mellem teknik og adfærd.

SJOVE PUNCHLINES

– Jeg er i hvert fald ikke blevet hjemme fra arbejde for at kneppe med dig.

Enden på skruen

Vores forhold er baseret på, at min kone afviser mig. Så når jeg ikke giver hende en chance for at afvise mig, har vi ikke noget forhold.

Ha' det godt

Min kone har haft en lorteuge på arbejde, så hun afspadserede en dag.
– Jeg går ud fra, at du ikke har lyst til en hurtig? spurgte jeg.
– Nej, sagde hun.
– Hej, sagde jeg og gik.

Måske havde jeg forestillet mig, at der var nogen, der kunne bruge mig til at tage ting på øverste hylde

I min ungdom (for længe, længe siden) skulle jeg spare penge sammen til at flytte til USA, så jeg ringede til min gamle skolekammerat børsmægleren for at få ham til at investere i en linie papirmekaniske humørpostkort, men han foreslog, at jeg satte en annonce i Den Blå Avis om forefaldende arbejde, f.eks. havearbejde: "To meter høj ung mand søger blablabla". Min kæreste, nu kone, sagde: – Husk at skrive "ikke sex", men jeg gad ikke, jeg syntes, det var pinligt. Næste dag ringede telefonen: "Har du hestepik? Hahaha!" Og røret blev smækket på. En anden ringede og spurgte, efter en længere udveksling af høflighedsfraser, om jeg var interesseret i noget fotografi. – Fotografi? spurgte jeg.

Derefter tog jeg ikke telefonen den næste uge.

Jeg kunne nok se, at det ikke var nogen ordentlig måde at tjene penge på – havearbejde! – så jeg fandt på noget andet.



Appendiks I
Jeg er et meget høfligt menneske. Hvis der f.eks kommer nogen og siger: "Gudsrost, jeg elsker dig, lad mig gøre dig ufattelige seksuelle tjenester", svarer jeg: "Nej, tak. Jeg er lykkeligt gift. Det løfte ønsker jeg ikke at bryde".


NB! Husk den store internationale nøgenhavearbejdsdag d. 14. maj.

Inde i sengen

Jeg prøvede at holde min kone i hånden.

- Lad mig lige være, sagde hun.

Der kom noget i vejen

Jeg ringede til min svigerfar:

– Kan jeg låne bilen på lørdag?

– Nej, Morten og jeg skal til 30-års fødselsdag i Helsinge.

– Nå, jeg havde håbet på, jeg kunne låne den til min mors bisættelse.

(...)

– Hun døde i søndags. Har du ikke fået det at vide?

Senere nævnte jeg for min kone, at det var lidt underligt.

– Jeg har ikke nået det, sagde hun.

Nu

- Gider du have sex?
- Nej.
- Nå, okay, så river jeg den bare af i morgen til noget porno på nettet.

Ontologisk genvej og et ultimatum fremsættes

Dr. TB præsenterede endelig sit gudebevis: "Jeg tror på gud, og det gør du også."

Åh, hvor jeg lo.

Han havde skrevet det ned.


Via LOVEGIFS

Det var ved forrige møde i litterær kreds. Ved sidste møde nægtede mine kredsbrødre at læse nyt af mig, fordi jeg ikke havde sendt manuskriptet til min legendariske digtsamling, der vil tage landet med storm, ud igen, efter jeg fik det tilbage i hovedet fra et større københavnsk forlag for over halvandet år siden.

Men det mest bemærkelsesværdige, det blivende indtryk fra det møde var dog dette: 3G havde lånt en habitjakke af den gode doktor, en rigtig lektorjakke som værn mod trækken, og med den på fik hans ord enorm vægt. Jeg måtte hele tiden bide mig i tungen for ikke at svare igen, det var ligesom at tale med en politimand.

Jeg vil også have sådan en. Alle bør have sådan en, så folk kan lære at høre efter.

I forbifarten

Julia Roberts' mund er for stor. Jeg er altid bange for, at hendes ansigt skal flække på midten, og den øverste del vippe bagover. Sådan her:


Bare mindre sidelæns.

Det er ikke fordi, dét er specielt interessant*), men der er tidspunkter, hvor jeg ser helt ekstremt intenst, og alting bliver ladet med mening, hvorend trivielt. En video, jeg ikke fik taget, af en jernbanemand, der samlede skodder op med en af de der samleop-pinde på den anden side af reklameskiltene, så man kun kunne se hans ben, sorte fugle i flugt, noget der er skrevet på fortovet, nøgne træer. Tom Kristensens bille før sjette gang.

"I can see the mountains, I can see the skies, with three more minutes to go".

I dag slipstrømmen fra to fly, der krydsede hinanden i en perfekt ret vinkel og lige nedenunder to tog, der passerede hinanden, i samme øjeblik.



*) Noget med Julia Roberts.**) Hun byder mig bare imod. Min mor viste Pretty Woman for børnene. – Det er godt, sagde jeg, – så kan de lære, at man får prinsen, hvis bare man opfører sig som en luder.
– Jamen, [deres kusines navn] kunne så godt li' den!

**) Det er ligesom, når jeg har været i biffen og er blevet tvangsindlagt til forfilm og siger til Donzo N: – Niels Olesen er den værste skuespiller i verden (hvilket han er). Og han siger: – Op i røven med ham. Præcis. Hvorfor spilde sin tid på en idiot som ham? Det er her Don N's særlige talent kommer til sin ret: konstruktiv negativitet. Lad os ikke glemme, at det var ham, der lærte mig at sige nej. Sted: Gl. Torv i senfirserne, en grønlænder kommer over. – Nej, siger Donzo N, og denne går igen uden at åbne munden. Det har jeg siden gjort god brug af ved betlere den ganske verden over.

Hvad skal jeg arme mand dog gøre?

***
Når man ikke har sex, kan der nemt opstå en del spændinger. Navnlig når man bor sammen med et menneske, det er meningen skal være ens livs kærlighed, som man begærer, men som ikke har samme behov, lad mig sige det på den måde, og som negligerer det (mit behov).

Jeg siger f.eks.: Lad os have noget sex, på en eller anden suave og beleven måde, nu vi har chancen, men hun vil hellere pakke gaver ind. Og så kommer jeg i dårligt humør resten af dagen. Det var i dag (i går).

Skal man være glad for at blive afvist med det samme, før man har ofret alt muligt "forspil" på det og føler, man har en investering at miste? Men uden en investering hvad er chancerne for gevinst så? Får man så noget? Hvor sørgeligt at skulle "få" noget, så står man dér med hatten i hånden: May I have another bowl of soup ... Hvem har sat hende til at bemande taphanerne?

Jeg hører tale om, at man får noget, hvis man støvsuger og tapetserer gæsteværelset eller rydder op i garagen (det var der en, der sagde et sted ude på landet syd for Køge), men sådan er det ikke her. Det har ikke virket i mange år, og jeg har ikke noget mod at lave handler ("Hov, der er en helligdag, du må nøjes med et handjob " eller "Jeg er glad for, at du vaskede tøjet, men du glemte at folde det, du må stikke den ind bag knæet på mig, mens jeg bøjer benet"). Jeg ville give 1.000 kr. og en iPhone for et godt knæjob.

Det er ydmygende at blive reduceret til en savlende gorilla.

Der skal så lidt til for at gøre mig glad.
***

Endeløse ærgrelser og billige fantasier

***
Det, der sker, når hende, man elsker, holder op med at vise en kærlighed er, at man kommer til at hade og afsky hende i stedet for.

Man tænker "fede røv" i stedet for "gode, store røv".

Det er altsammen meget småligt.

Jeg forestiller mig i min fantasi, hvordan jeg vil afvise hende (haha, men husk, det er min fantasi): "Lad min pik være", vil jeg sige. Skubbe hende fra mig og sige: "Du skal ikke tro, du bare kan udnytte mig som dit sexredskab."

Man holder op med de små betænksomheder, der styrker det sociale netværk – her det kærlige netværk i den mindste sociale enhed, parforholdet (huhej) – og i stedet lader man tingene falde fra hinanden eller river decideret i stykker.

Jeg går rundt hele dagen og tænker, hvor sur og irriteret jeg er og hvor dårligt humør jeg er i – hele dagen, selv når hun står lige ved siden af. Det er værre, når hun står lige ved siden af.

Det er meget usundt altsammen og skader familien (den næste, udvidede sociale enhed) og hvad der ellers er.

Det hjælper heller ikke at brokke mig her – det får mig ikke ud af mit hoved – det ødelægger bare mere på lang sigt.

Jeg kan ikke foretage mig noget fornuftigt, fordi jeg bare tænker på, hvordan det hele er noget lort. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget.
***

Klar udmelding – han er ikke i humør, den rygende guru, og så har han ondt i halsen

***
Jeg ringede til J. Per. Han er deprimeret efter han er holdt op med at ryge hash og gad ikke have, at jeg kom ned og røg hans smøger.

– Tak for din bramfrihed, sagde jeg.



– Nu vil jeg tage mig et bad og skifte skidesæk og lægge mig ind og se fodbold, sagde han.

Fodbold! Det havde jeg glemt. Jeg abstinerer, fordi vi ikke kan tage TV2 i koloen. I går var vi hjemme, og hvad var der på?: Østrig-Tyskland. Leicester-Stoke.
***

Ironien er død – nej, jeg mener det ikke

Der var en fyr, jeg kan ikke huske hvad han hedder mere, der malede det ene dårlige kubistiske bilede efter det andet. Dusinvis af dem, de så næsten helt ens ud. Jeg tror han var psykotisk. Ingen kunne tale med ham. Han kom ind på Hunter College’s Master’s Program, fordi de troede det var ironi, det han lavede. Det irriterede mig enormt meget, fordi jeg ikke kom ind, og jeg var oprigtig. Men det var også noget lort jeg sendte ind. Jeg kan ikke skrive en ansøgning.

Jeg skulle have søgt ind på Brooklyn College, hvor Pearlstein underviste, men jeg var en snob og ville ikke forlade Manhattan af princip. Det har jeg fortrudt lige siden. Jeg ville skidegerne have haft en MFA fra Brooklyn College (det er selvfølgelig heller ikke sikkert de ville have haft mig – jeg går bare ud fra, det ville være nemmere, fordi det var Brooklyn).

Jeg var oppe at kigge på, hvad der skete på Hunter, fordi jeg kendte en deroppe. De havde nogen gode atelierer. Ved elevudstillingen var der en elev (hankøn), der kravlede op under loftsbjælkerne og satte sig til at onanere som en abe. Matthew Barney var på mode det år.

Så det var nok ikke stedet for malerisk realisme.

Købesex (2)

Min ven Tom var hos en luder i Hamburg, da han var udstationeret i Tyskland. Så lå han dér og kneppede hende.
– Kan du ikke bevæge dig? sagde han.
– Nej, svarede hun.
Så trak han bukserne op og gik. Det var for mekanisk.

Mine nye Pumas i brændpunktet

Jeg løb ind i en kendt forfatter, der altid går med bare tæer, ved en fest på N-bro. Det var meningen, man skulle tage sine sko af, fordi gulvet lige var blevet malet, men jeg nægtede.
– Det er helt nye Pumas, sagde jeg til ham, hvad hvis der var nogen, der rendte med dem?
– Jeg interesserer mig ikke for fodtøj, sagde han, og vendte mig ryggen.

Min spion fandt et spørgsmålstegn (?)

Jeg sendte engang lysbilleder af mine "værker på papir" ind til The Drawing Center, der har et open viewing program*. Min ven Steve arbejdede dernede på det tidspunkt og kunne rapportere, at han sneg sig ind på kontoret under et foredrag ved et aftenarrangement og så, at alle de indsendte bidrag var delt op i bunker: En stor bunke mærket Afslag, en lille bunke mærket Antaget og ét bidrag mærket med et spørgsmålstegn, og det var mit bidrag.






* Alle kan sende ind, prøv selv. Det er gratis. (link)