Viser opslag med etiketten den lille rødhårede pige. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten den lille rødhårede pige. Vis alle opslag

tirsdag den 3. maj 2011

Spændende nyhed


Bemærk, at jeg har indført en "blogrulle" her nederst t.v.

Lidt om det.

Det gode ved John K.'s blog er, at han siger ting, man så ikke selv behøver sige. Og så ved han, hvad han taler om. Se f.eks. hans indlæg om Walt Disneys fiksering på mandlige bagdele.

I dag faldt jeg så over en anden blog, We Are Not Robots, som desværre er lukket. Kender I det, når man falder over en blog og finder ud af, at man kan lide alle de samme ting? Det skete så her.

Generelt har jeg lagt mærke til, at jeg godt kan lide blogs med en masse billeder. Men det er selvfølgelig også gerne billeder, jeg søger på. Jeg læser næsten ikke noget. Hvad rager folks url mig?

Uncle Eddie er min helt. Hans blog er bedårende. Jeg tror ikke, han har nogen uddannelse at tale om, men han ser ting.

Så har jeg også læst Lars Bukdahls blog og genkender hans fornøjelse ved at udgive alt, hvad der falder ham ind. Jeg udgiver! Klik! Jeg udgiver! Klik! Det er en høj.

Og her er det så tid til at bevæge sig ned ad mindernes allé. Den første blog, jeg lagde mærke til, var af en dansker, der hedder Mette Wozniacki. Hun skrev en overgang, da jeg endnu var en blogskriver-grønskolling i knæbukser, højdepunkter som: "Jeg har tabt min remote på gulvet, og jeg gider ikke samle den op." "Min kat slikker mig i armhulen. Er det forkert?" Nogen gange 10 indlæg om dagen. Der er tidspunkter, hvor det er mere interessant at være kvinde. Hvis jeg f.eks. skriver: "Jeg har sat mig på min remote. Kan du ikke komme og hjælpe mig med at få den ud?", får jeg færre henvendelser, end hvis jeg var Kvindejammer. Det er udbud og efterspørgsel og helt på sin plads. Men, hvad jeg tænkte, var: Den må jeg stikke. Men hvordan? Men hvordan!" Jeg tænker endnu. Ikke hele tiden, men jævnligt. Hvor lavt kan jeg gå? Det er derfor, jeg periodisk nødes at genoplive bloggen: Jeg står med noget så lavt, at jeg ikke ved, hvor jeg ellers skal gøre af det.

Lad mig bare fortsætte lidt endnu.

Det var således også tilfældet sidst. Det var ikke min mening at genoptage bloggen og spilde min (og jer stakkels ensomme cow-bloggeres) tid på det, jeg ville bare løbe en sejrsrunde og modtage folkets hyldest. Tak! Tak! Ærbødigst! Vel mødt! Og så aflevere resten af mine sørgelige og sorgfulde indlæg fra sidste år, der blev afbrudt af mit i al hast arrangerede kulturophold i udlandet. Forstår I? Men kan man det? Aflevere sidste års indlæg under overskriften: "Mandejammer – de tabte kapitler"? Jeg ved det ikke, men jeg gør det alligevel. For det er jo en saga.

En saga om mig.

Ofte en Saga Blue, fordi jeg er nede.



En sagte saga til tider, når jeg er stille.



En sigte-saga, når jeg bager.



Sikke en sukkende, zig-zaggende saga.



I kan sagtens.

torsdag den 1. juli 2010

Intet undgår mit skarpe blik


På Falkoner Allé ligger der en fiskeboutique:



Det er lissom i Asterix & byplanlæggeren:


(s. 50, pan. 7, overs. Per Då)

fredag den 24. april 2009

Historien om den uelskelige person

***
Det er interessant at høre nogen opsummere andre i få ord, et helt liv kogt ned til en historie. (Jeg har selv nogen gode nogen, men jeg kan jo ikke skrive dem her eller nogen andre steder, for folk kunne blive genkendt og såret. Så dér.)

I dag hørte jeg en dame over lagkage opsummere en hun kendte, en uelskelig person.

Det er en sørgelig historie, sagde damen.
– Så vil vi ikke høre den, sagde de andre, men hun fortalte den alligevel.




HISTORIEN OM DEN UELSKELIGE PERSON

Hun blev gift og skilt igen næste dag. Hun havde mødt en mand i Tyrkiet, der kom til Sverige, hvor de blev gift og blev skilt.
– Verdens dårligste bryllupsnat! sagde jeg.

Hun har åbenbart problemer med at udtrykke sig pga. en understimuleret barndom.
– Ja, eller overstimuleret, sagde jeg.
– Nej, understimuleret.
– Overstimuleret med det forkerte, sagde jeg og skar et stort stykke af osten. Jeg aner ikke, hvem denne familie var. Jeg kom bare forbi. Lagkage, peanuts.

Kidnappet i Korea og adopteret af en alkoholisk far og en sindslidende mor.
– De skulle absolut have et barn, udtonede jeg hen over kagebordet.

Nu er de døde, resten af familien snød hende for arven og hun har slået hånden af dem. Hun har ingen.
– En dag møder hun nogen, der elsker hende, sagde den gamle hippie.
– Det er ikke nemt at være uelskelig, udbasunerede jeg.

Hun er anstrengende i længden. Ingen kan holde hende ud.
– Det er ligesom min veninde Karina, sagde teenageren. – Hun er bare så dum.
– Nej, sådan er hun altså ikke, sagde hendes mor. Det var hende, der fortalte historien. – Karina har ikke lært, hvad man skal sige og ikke sige, hjemmefra. Hun er ligesom Pippi.
– Ah, sagde jeg. – Et naturbarn.
– Netop, et naturbarn, sagde den gamle hippie.

Jeg var nødt til at undskylde mig for at gå og hørte ikke resten, hvis der da var mere. Jeg har fået et buzz af to kopper paphvidvin. Nu vil jeg tage hjem og deltage aktivt i familielivet og være der for mine børn.




Bonusbillede til far. Jeg har altid været hemmeligt forelsket i Pippi, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste.
***

onsdag den 23. april 2008

Hvorfor skal alternative behandlere altid se så åndssvage ud? (Del II)

Det er almindeligt blandt alternative behandlere og livsstilssælgere med et kæmpestort, livsbekræftende tandsmil, der ligesom siger: Se, hvor fri jeg er.



Sexologernes dronning Joan Ørting gør det samme.



Men han kunne lige så godt ligne et skræmmebillede mod at skære tænder.


Bruxisme er en ubehagelig ting.

Bastians tandflader ser ud til at skurre mod hinanden, og rynkerne på næseryggen er foruroligende.

Hvad er det i øvrigt han sælger? Hvem ved. En fri bevidsthed, hvad fanden er det? Det ville jeg ikke betale for at finde ud af.

Jeg er sikker på, at Peter Bastian er en flink fyr, og han skal have lov til at tjene så mange penge, han vil, på folk der ikke selv kan finde ud af være frie, men salgsteknikken irriterer mig, personlighedskulten med: Følg mit frigjorte eksempel. Vær som mig. Slug min karisma. Dyrk min tandlægeregning.

Jeg hader folk, der altid skal blære sig med, hvor frigjorte de er.


(Her griber jeg mig selv i at lyde som min morfar, når der kom en popsanger på fjernsynet i 70’erne. – Hvorfor skal de vrænge? sagde han altid. – Hvorfor kan de ikke bare stå stille og synge? Han sagde det samme om Rasmus Lyberth, der meget apropos tænderskæren vitterligt så ud som om, at han tyggede drøv, når han sang. – Er det sådan noget, de unge lytter til? jokede min morfar gerne, selvom det ikke overhovedet var det. Min morfar kunne godt lide Pigekoret. Og cirkus, han kunne også godt lide cirkusudsendelserne, mest pga. hestene, fordi han var gammel husmand og vant til dyr.




Billedanalyse

De to sider af Bastians ansigt ser vidt forskellige ud.

Den ene side er sælgeren.


2 x højre side.

Den anden side er hans dårlige samvittighed, den indre hippie, der siger: Hvad laver jeg? Men man skal jo leve.


2 x venstre side.

Nu hvor jeg kigger efter, tror jeg faktisk, at den venstre side er sælgeren, og den anden side siger: Haha, I can’t believe I’m doing this!

Eller også er det bare noget jeg bilder mig ind.

tirsdag den 11. september 2007

Barnagtige ønskedrømme

Da jeg var lille, ønskede jeg, at jeg havde hår ligesom Tarzantvillingerne. Her tænker jeg navnlig på de to lokker foran.





Men helst ville jeg have hår ligesom Rahan.


Rahans hår var vanvittigt udtryksfuldt og fulgte hans bevægelser godt.

*

På kvindesiden har Lillefix det flotteste hår...


Som det dog skinner.

...men Frøken Jannes er også flot.



I drømmesekvensen er Frøken Jannes hår længere og løsere end ellers.

*

Jeg syntes i øvrigt også, Børge fra Olsen-Banden havde fedt hår, tro det eller ej.

fredag den 16. marts 2007

Det kan som regel ikke betale sig at spørge

Der var engang en rødhåret kvinde fra Georgia*), der lærte mig, at man ikke skal spørge tjeneren/servitricen, om man kan få mere kaffe (det var ved bordbetjening i Nevørk, hvor genopfyldninger er almindelige), men sige, at man godt vil have mere. Man skal ikke give den, man spørger, et valg.
Det samme gælder i et parforhold. Når man skal vende noget med sin kæreste/kone/forlovede, skal man ikke formulere det som et spørgsmål (f.eks. "Er det okay med dig, at jeg går ud og hører noget musik med Gudsrost lørdag aften?"), men sige, hvad man har tænkt sig (f.eks. "Jeg har tænkt mig at gå ud og høre noget musik med Gudsrost lørdag aften").
(Det gælder også, hvis man vil have noget sex.)


* Hun skulle altid nævne, at hun kendte REM (bare ikke Stipes).