Tilbage igen

Som en kunstner i skyttegraven der hidsigt klikker de sidste nødråb ud før det store bombardement

Jeg bliver så sur over at arbejde. Det er ikke rimeligt.
Hvem der havde initiativ
og gåpåmod
og ikke bare sad
og så på mod
horisonten,
mens hjertet dræner for blod
og jeg spilder mit liv.
Hvem der gad
få noget fra hånden.

Sørgeligt.

Kender I det?

– Jeg talte lige med Michael om, at vi ikke har set dig et stykke tid, sagde hun.
– Jeg er i så pissedårligt humør, sagde jeg.
– Hvorfor? Hvad er der sket?
– Jeg skal arbejde. Jeg har arbejdet i ugevis. Jeg er en skygge af mig selv.
– Jamen, er du slet ikke glad?
– Se her, sagde jeg og viste hende mine øjne, – er det en glad mands øjne?

Kender I det, når nogen tager brillerne af, og det ene øje kigger ned og det andet op?

Det er svært

Det var umuligt for mig at arbejde sidste uge, fordi det var så kedeligt, at jeg faldt i søvn.

Ingen vej hjem

Jeg har ikke noget at gå hjem til. Hvad skal jeg dér? Ikke noget! Falde i med tapetet, være til besvær, glo en video. Fuck mig noget så eftertrykkeligt. Jeg er ødelagt af arbejde. Det lægger sig om min hjerne som en tung gryde af bly. Og nu til 20% mindre $$$. Hvor motiverende! Det er mit liv, jeg sælger her, den eneste tid jeg har, åh bu-huh. Hvad ville Dan Turèll have gjort? Hvad ville Bukowski have gjort? Ryge, drikke? Åh gud fuck. Hvis jeg havde været en anden, kunne jeg have skrevet om mig selv, sådan som jeg er nu, og alle ville have leet. Lidt afstand gør underværker. Jeg er verdens ensomste og ulykkeligste menneske. Mit tempel styrter sammen omkring mig. Intet dur jeg til, intet kan jeg og intet tør jeg. Tør mig i røven. Jeg er færdig.

Dræbt af arbejde (forts.)

Min stakkels, stakkels, stakkels hjerne gør så ondt
mine drømme i det fjerne er eksploderet
det er ej sundt

Og for hvad?
Ikke for at jeg skal være glad
eller have til lidt føde
Mit hjerte forbløde

Ønsk mig alt det bedste på min færd
Mit liv var intet værd
Jeg hævede mig ikke op
(hvor var min eksistentielle pakke gær?)
snart hvile min døde krop
(hvor lagde jeg det gevær?)
Farvel, kære læsere
(exit med strygere og blæsere)

Der er intet tilbage af mig – hvor er han nu, den lille glade dreng med sine fregner og skrammede knæ?

Afd. for Dræbt af arbejde

Dette er mit liv. Jeg er helt svimmel af at sidde og glo på min skærm. Når jeg har fri, kigger jeg på min telefon eller mit fjernsyn. Hvordan er jeg endt her? Tiden er aldrig gået så hurtigt. Det har lige været sidste uge. Jeg sover hele weekenden og går i seng kl. 22. Der er intet tilbage af mig. Mit indre barn er kværket. Bare kom med det, tænker jeg, hvad livet end har at smide efter mig. Men det er ikke sjovt. Det hele bliver bare værre, før det ender. Der er ingen opløftende momenter, andet end ligegyldigheden. Jo ældre man bliver, desto mere ligeglad bliver man. Først ryger hygiejnen. Man kan ikke mærke, at føden løber ned ad hagen. Kunstnerne bliver løsere i stregen, sikkert fordi de ikke kan se noget mere. Jeg er så omme, mine ord er tomme.

Banal sammenfatning – mest for fanatikere

***
I morges tænke jeg, at jeg ville tage det lidt roligt og spise mine morgengryn, efter jeg havde været nede i skolen med min yngste datter. Da jeg kom hjem, ringede min mor i en time. Hun har kvalme og opkastning af kemoen. Så tog jeg ind med min ældste datters madkasse, som hun havde glemt, og købte en ost og et landbrød. Tre deadlines. Kunne ikke koncentrere mig efter kl. 13. Jeg er ikke på talefod med min kone. Jeg tror, jeg er ved at blive syg.

Mit fortsæt for det nye år er at gå mindre i Netto.
***

Jeg har det ligesom en ost, der har stået for længe ude

***

***

Udvandring i protest

***
I dag har jeg forladt mit hjem i protest, fordi jeg ikke kan få lov til at sidde og arbejde i fred.

Jeg er lige kommet i gang, og

POP

så siger min kone: – Hvad med at invitere (det her par, vi kender, med små børn) forbi?
POP! Der røg mine tanker.
– Hvad? Hvornår skulle det være? Nu? Jeg ved ikke engang, om jeg kan nå at komme med nytårsaften!

– Jeg sidder fredeligt og passer mig selv og generer ikke nogen. Hvorfor skal jeg tage stilling til det nu?

– Du behøver ikke snerre af mig.

Og så følger der forskellige kommentarer ude fra køkkenet.
"Hvorfor går du ikke bare din vej?" F.eks.

– Godt, så går jeg!

Mumle, skumle!
Børnene ser granatchokerede ud.

Ude på gaden løber jeg lige ind i en mor, jeg kender, og så skal jeg tage stilling til hende og ud af mit hoved igen.

Nu sidder jeg i mit ensomme, højloftede arbejdsrum med et brød og to oste. Jeg har ikke lyst til at være her.

Jeg har groft sagt ikke lyst til noget.
Måske burde jeg spille den af?
Jeg har skidt.
***

Ufri ferie

***
Jeg har ødelagt julen, fordi jeg er nødt til at arbejde, så jeg har hverken fået lavet noget eller slappet af.

I dag stod min datter (8) og så på mig, mens jeg forsøgte at arbejde, og sagde:
– Hvordan kan du holde ud at lave alt det?
– Det kan jeg heller ikke, sagde jeg.
Hvor nedslående.*)

Julens højdepunkt kom, da vi lavede electric boogie rundt om juletræet (man holder hinanden i hænderne og sender den elektriske impuls rundt på bølgemanér) og derved til dels opfyldte min bøn fra sidste år om nye trin til juletræsdans.

Nu er familien gået i biografen uden mig.
– Jeg kan ikke sidde der og slappe af, sagde jeg.
– Jamen, du tager jo aldrig med i biografen, sagde de. – I julen er det meningen, man skal lave ting sammen hele familien.



*) Det er ydmygende ikke at kunne foregå sine børn med et godt eksempel. Jeg har det som faren i Cykeltyven.
Hvis jeg ikke passer på, ender jeg som min far: mageligt anlagt og ufuldbyrdet.
***

Kald det et liv

***
Jeg har måtte arbejde snart to uger i træk. Det føles som at være ude på en olieboreplatform: jeg står op om morgenen og arbejder hele dagen og går hjem og sover. Min hjerne gør ondt med en fysisk smerte. Min hjerne er fysisk udmattet. Jeg ved godt, at der ikke er nerver i hjernen, men jeg har ondt i den alligevel, i mine tankefakulteter. Jeg ved knap, hvad dag det er, bare at det er en arbejdsdag. Mit liv ruller forbi mig ulevet, som en af de der baggrunde i en gammel film, som verden set fra Wells’ tidsmaskine, med mig som passager.

Hvad har jeg bortset fra min kaffebegejstring? Ikke meget. Jeg kan ikke engang høre musik meget af tiden, fordi jeg skal tænke så meget.

Og så ringer min mor og fortæller om sine veninders ulykker og kærester. Det går der 18 minutter med.

Mere kaffe, det er alt hvad jeg har.
***

Hovedindretning - det sølverne foer

***
I morges, da jeg vågnede med den sædvanlige smag af død i munden, sagde jeg straks til mig selv, inden for et sekund: Det jeg skal er ingenting. Det kan jeg sagtens klare. Det er bare arbejde.

Hvilket er en usædvanlig optimistisk tilgang, selvom det selvfølgelig er rigtigt nok: Jeg har lavet så meget af det her arbejde, at jeg ved hvad det handler om efterhånden. Det tager bare et vist stykke tid, og bagefter er mig hjerne træt.

Alligevel ved jeg sgu ikke, om jeg kan nå det. Jeg skal nå hjem og lave apple pie.

Og så gider jeg selvfølgelig ingenting, og min motivation er i bund. Jeg gad ikke engang skide, men jeg sku’.

Hvad skal resten af dagen mon bringe?
***

Åndssvage arbejde der suger min sjæl

***
I dag har jeg intet gjort for at blive stærkere eller klogere.


... altså foran en computer.

Hvad jeg har brug for er en lur.
***

Landets liggen

Jeg er helt udmattet og opbrugt efter al det opbrud og forsoning. Jeg er flad. Jeg er også blevet forkølet. Det er en efterreaktion på den store anspændthed og opskruning. Nu vil jeg ryge min sidste klamme, ildelugtende cigarillo og aldrig ryge igen. Rygning giver jo kræft, som skrevet står. Jeg har for meget arbejde og gider ingenting. Jeg har lyst til at gemme mig under dynen i en uge.

Jeg er oppe på at høre A Good Year for the Roses 28 29 gange, og det er for meget.

En ond drøm vækkede mig kl. 03.00 i nat: En skaldet, nøgen mand (der lignede Metabaronen fra John Difool) havde en "business proposition" til mig, hvorefter han lænede sig tilbage og forventede, at jeg skulle servicere ham. Jeg kunne præcis ane rejsningsgrad og længde på hans endnu slappe, hårløse lem. Så jagtede en bande mig ned ad min barndomsgade (til lyden af mine Timberlands mod asfalten), og jeg vågnede.

Senere drømte jeg, at det var trævlede, slimede bakterievækster i den Listerine, jeg lige havde drukket noget af.

Hvad betyder det?

Oh bitre skæbne – hvor midaldrende er jeg?

Jeg er så langt væk fra noget sted, jeg overhovedet nogensinde troede, jeg ville være i mit liv. Jeg er blevet til min far. Hynden på min kontorstol lugter ligesom min fars.

Jeg er færdig.

Jeg har været nødt til at arbejde hver dag i ugevis, nogen gange i weekenden med, timevis i træk, jeg stakkel.

Hvorfor gør jeg ikke bare det, jeg har lyst til?

Hvornår endte jeg med at blive en, der sidder og arbejder hele tiden? Hvad skete der?

Siger Don Nzo: – Du blev gammel og fik forsørgerpligter. Du blev smækket!

Ondt i hjernen

I går aftes

Jeg er komplet kvæstet af åndssvagt arbejde. Mit hoved værker. Mine øjne bulner.
Jeg er så langt fra hvad jeg godt kunne tænke mig, som jeg overhovedet kan være.
Ind i mellem ser jeg noget: Dét kunne jeg tænke mig, dét kunne jeg tænke mig, dét var en god idé, men jeg når aldrig til det.
I mellemtiden sidder jeg med andre folks lort og forgylder det.
Og når der så endelig ikke er noget jeg skal, laver jeg ikke noget. Ingenting. Så skal jeg lige læse avisen på nettet, løse en sudoku, skrive 28 breve, der spilder andre folks tid, og så er det tid til at gå hjem.
Det ser ikke godt ud for mig.
Jeg synes jeg har mindre og mindre tid hver dag, og det ikke kun i det store kosmiske regnskab. Jeg synes der var engang jeg havde tid til at gøre forskelligt.
Jeg skubber det hele foran mig: Nu skal jeg lige lave dét først, nu skal jeg lige lave dét først, og udskyder det jeg godt vil.
Snart er jeg død, og så kan det hele også være lige meget.
Det er hvad jeg har at se frem til. Den lange, kolde søvn.

Jeg skal arbejde ad helvede til i morgen. Hvis ikke jeg skyder mig selv først og gør en ende på mine lidelser. En krysters vej ud af et krysteragtigt liv.
Jeg ligger som jeg har redt
med ballerne spredt,
hvad det så end betyder.

Mit job 3)

Kort før jul gav jeg mig selv en længe ventet lønforhøjelse. Ikke så snart havde jeg gjort det, før en kunde bad om mængderabat.
Det fik hun så, fordi jeg stadig kom ud med halv gevinst.

På fredag sidder jeg i den situation, at jeg ikke har mere arbejde (thi jeg frilanser). Som regel når jeg knap at tænke den tanke, før et nyt job dinger ind i indboksen.
Er det ikke en ønskesituation? Nej, for jeg hader mit arbejde. Hvis jeg aldrig fik et job til, ville jeg være nok så glad.

Mit problem er, at jeg ikke kan tænke videre end mit næste job. Derfor kommer jeg aldrig videre i mit liv. For jeg har som regel altid et job eller to til på bedding.

Mit arbejde er ikke så slemt, at jeg hader det hele tiden. Men jeg hader det, for når jeg laver det, har jeg ikke tid eller overskud til noget andet, fordi det dræner min kreative energi.
Det ville være bedre at grave grøfter, hvis det gav ligeså godt, for så skal man i det mindste ikke tænke. Det ville ikke være bedre at være handicaphjælper (selvom der er mange kunstnériske typer der blærer sig med den faste tjans), fordi det er hårdt for ryggen (det er grøftegravning selvfølgelig også, men det er ikke pointen, og det giver i øvrigt også dårlig ryg at sidde her og taste og klikke hele dagen – alt giver dårlig ryg: jeg udfordrer dig til at nævne én ting der ikke gør det), plus man skal omgås andre mennesker. Al omgang med andre mennesker er anstrengende.

(Se også Mit job og Mit job 2)