Kald det et liv

***
Jeg har måtte arbejde snart to uger i træk. Det føles som at være ude på en olieboreplatform: jeg står op om morgenen og arbejder hele dagen og går hjem og sover. Min hjerne gør ondt med en fysisk smerte. Min hjerne er fysisk udmattet. Jeg ved godt, at der ikke er nerver i hjernen, men jeg har ondt i den alligevel, i mine tankefakulteter. Jeg ved knap, hvad dag det er, bare at det er en arbejdsdag. Mit liv ruller forbi mig ulevet, som en af de der baggrunde i en gammel film, som verden set fra Wells’ tidsmaskine, med mig som passager.

Hvad har jeg bortset fra min kaffebegejstring? Ikke meget. Jeg kan ikke engang høre musik meget af tiden, fordi jeg skal tænke så meget.

Og så ringer min mor og fortæller om sine veninders ulykker og kærester. Det går der 18 minutter med.

Mere kaffe, det er alt hvad jeg har.
***