Altid først med de dårlige nyheder

***
Jeg planlægger fornuftigvis nok en solotur til New York for at holde valgfest for Obama. Det har min kone fortalt børnene, før jeg selv havde en chance for at gøre det - "Nej, der er far ikke hjemme, han har tænkt sig at rejse til New York alene" - "Hvad? Hvorfor må vi ikke komme med?" - så nu kan jeg gå og høre på dem græde og skrige over det, indtil jeg skal af sted, og få at vide hvor uretfærdig jeg er.

*

Jeg vovede lige at gå ind i stuen og foreslå, at jeg godt ville se fodbold og blev mødt med en barrage af protester (3-1 i køn). Jeg ved ikke engang, om der er fodbold på. Ellers har min kone ikke sagt et ord til mig hele dagen. Ikke et ord om mine stegte sild med persille.

Det hele er min skyld, og det er mig, der kommer ind og er sur. (Jeg siger, det er hende, der er sur. Det var derfor, hun sagde, det var mig.)

Hun er ekspert i at samle børnene omkring sig og vende dem mod mig. "Vi" her i familien indeholder ikke mig.

Nu græder børnene over ingenting, fordi der er en lugt af ozon mellem deres forældre, og fordi de er trætte.
***